'Brødrister' skal bane vejen for B&O Play
Bang & Olufsen lancerer nyt transportabelt lydsystem som første bud på, hvad deres subbrand B&O Play skal stå for.
Læs også
-
Bang & Olufsens udviklingsafdeling skal fokusere på lyd og akustik
Læs mere om
Den danske elektronikproducent Bang & Olufsen bruger den aktuelle elektronikmesse i Las Vegas, CES, til at lancere deres første bud på, hvad selskabets subbrand B&O Play har at byde på. Der er tale om et transportabelt lydsystem, der har fået navnet Beolit 12.
Og den brødristerstore lydafspiller, der emmer af retro, skal nok få øjnene op hos en række af konkurrenterne, for umiddelbart ligger det nye lydanlæg lidt væk fra Bang & Olufsens traditionelt lidt blanke design.
»Den er jo meget speciel, men som jeg læser det rundt omkring, så tager folk godt imod den. Så jeg tror nok, at de rammer deres målgruppe, og vi får et pænt salg af den her,« siger aktieanalytiker i Sydbank Nicolaj Jeppesen til ing.dk.
Han gør dog også opmærksom på, at hvis B&O Play skal leve som brand, vil Beolit 12 ikke være nok.
»Det bliver vigtigt at se, hvad opfølgeren bliver, fordi Beolit 12 kan ikke bære det her brand alene, så det er vigtigt, hvad vi kommer til at se fremover, men lige med denne her tror jeg godt, vi kan få en overraskelse,« uddyber han.
Pris i overkanten
Nicolaj Jeppesen peger desuden på, at prisen på (vejlendende) omkring 5.400 kroner er lige i overkanten.
»Hvis vi siger, at det er den endelige pris, så må jeg indrømme, at den ligger lidt højere, end jeg havde forventet, hvis man tænker på, hvad prisen er på Beosound 8, der er den nærmeste sammenlignelige. Jeg havde nok forventet en pris under 5.000 kroner,« siger han.
Sydbanks aktieanalytiker er dog overbevist om, at Bang & Olufsen har ramt rigtigt, når det gælder om at komme med et radikalt nyt design.
»Det er opfriskende, at man prøver noget nyt. Da vi så Beosound 8, var der tale om noget nyt, og den har haft kæmpesucces, og umiddelbart tænkte jeg også, at det var noget af en satsning, men når man får vænnet sig til den, så kan den godt blive en succes.«
Vil konkurrere med Apple
Bang & Olufsen lægger sig tæt op af Apple og deres produkter, og B&O har da også integreret Apples Airplay-teknologi i Beolit 12, så de nye kunder kan afspille trådløst fra deres iPhone eller iPad. Lydafspilleren er også udstyret med Ethernet, hvis man ikke lige har Airplay og kan derved også afspille streamet musik fra eksempelvis en pc.
»Vi ved, at den skal ud i Apple-butikkerne, og vi ved, at Apple-kunder er nytænkende og godt kan lide innovative produkter. Den her ligner ikke noget andet, jeg kender på markedet, og det kan jo godt blive en stor fordel - især når man sælger til de kunder, Apple har,« siger Nicolaj Jeppesen.
På trods af den relativt lille størrelse er Beolit 12 udstyret med et digitalt klasse D-effektforstærkersystem på 120 watt, to 2" diskantenheder og en 4" basenhed.
Apparatet er udstyret med et genopladeligt batteri samt ledning til opladning, der dog kan stuves af vejen under transport.
Hvad mener du?
Er Beolit 12 og Beo Play den redningsplanke, som Bang & Olufsen for alvor trænger til, eller er pris og design for langt væk fra hinanden til, at der for alvor kommer gang i salget og dermed også mulighed for øget vækst og nye produkter?
Deltag i debatten herunder:






