Spræng dig ud !
Af Peter Madsen ,
mandag 09. jan 2012 kl. 16:00
Bloggen her på ing.dk læses måske som CS-blog; men i virkeligheden er den kun udtryk for forfatterens egne overvejelser. Da det enten er von B eller jeg selv vil det ofte, men ikke altid, også være noget de fleste i CS allerede ved.
Dagens blog rummer diverse skrammel, som er tapetet i Deres hengivne blogsskriblers sind.
CSS må igen opjustere.
For kort tid siden passerede vores støtteforening 500 medlemmer, og nu er vi så på 523 aktive raketvenner. Set fra mit bord betyder det, at vi rækker et godt stykke ud over bølgeblikket, der danner HABs tag. At starte dagen med at opdage det gør det næsten umuligt at opretholde en stabil vinterdepression.
Lugedesign til TYCHO DS
Von B søger løsninger på hans lugedesign. Det er altid en svær nød at knække, for en luge er ikke bare en adgangsvej. Det er også nødudgang. Man kan få noget så akut brug for at komme ud nu, og andre kan få noget så akut brug for at komme ind nu. Von B ynder at køre med 1 bars jordisk atmosfære ombord, så kravene til kapslen og dens luges styrke er meget vanskelige at møde.
Så von B smed det ud i nettets crowd for at se, om der kom noget gakket feed back tilbage at arbejde videre med. 20 forslag komplet med tegninger og skitser - noget i CAD, noget på servietter - kom retur.
Den dummeste løsning man kan forestille sig er min favorit - von B har ikke bestemt sig - men efter en tur i møllen her i HAB ser det så enkelt ud som her:
Lugen mangler jo strukurelt, så forslaget fra wired er at lave en ret tynd plade og skrue den på med mange små boltforbindelser. Måske med en forstærkning i kanten. Det er fysisk let, det redder styrken i strukturen; - men det er helt åbenbart vanvittigt at spærre nogen inde på den måde.
I 30erne sendte russerne en bemandet ballon op til rekordhøjde. Den havde sådan en luge. I noget a la 22 km højde faldt gondolen af og de tre ulykkelige ballonmænd skruede og skruede. Der var 24 bolte. Da de ramte jorden manglede de stadig seks. Sådan går historien altså. Så i sig selv dur den ikke. Meeeen...
Hvad med at skille funktion adgangsluge fra funktion nødudgang? Hvis lugen kun og alene skal give adgang, kan man i ro og mag skrue den fast med manden ombord.
Ved en normal flyvning bruger vores astronaut kun lugen til at komme ind af. Ved en normal flyvning kommer han ud igen gennem en luge, som von B hele tiden har planlagt i bunden af faldskærmstunnelen; samme vej som en Apollo CM dokker på LM eller Skylab. Det er smart ved en vandlanding, da han dermed har et godt fribord i en meget sødygtig kapsel. Ingen af dem behøver at være hurtige at åbne, så de er nemme at designe og få tætte.
I en nødsituation derimod...
Hele vejen rundt på kapslen, der hvor det koniske svøb møder varmeskjoldet, foreslås det at indsvejse en 30 mm strimmel af tynd 1 mm plade. Hele vejen rundt klæbes så en detonerende skære ladning på. Det betyder at ved nødsituationer kan man klippe kapslen over hele vejen rundt.
Saturns Vs rakettrin blev separeret på netop denne måde. Håndtaget kan være lavet således, at detonatoren først kommer i kontakt med skæreladningen, når håndtaget aktiveres. Det sikrer mod f.eks. en cook-off fejltænding, hvis denne del af fartøjet bliver varm under re-entry. Det er lidt dårligt at fyre den af over 8000 fod...
Eftersom sædet sidder på indersiden af varmeskjoldet, vil det være denne del man følger. Således eksponeret vil man have de bedste muligheder for at overleve. Ikke noget med at skulle ud af en lille luge i et styrtende fartøj, nej, vi kan skille fartøjet ad omkring vores astronaut. Det er jo ikke en løsning, man vælger hver fredag ved FYRaften; men hvis man styrter af sted mod jorden i en kapsel, hvor faldskærmene ikke har virket, er det bedre end bare at lade stå til.
At skille de to funktioner kan måske være nøglen til et klogt lugedesign. At forlange at man hurtigt skal kunne komme ud af den lille luge i siden , eller endnu mere besværligt, af den endnu mindre luge gennem faldskærmstunnelen, koster. Dette er måske det bedste alternativ. Om det bliver løsningen, er ikke mit bord; men von Bs og min samtale om det i dag var i alle fald konstruktiv. Hvis nogen skulle føle sig lidt klaustrofobisk er der et håndtag, som altså udløser soltaget hurtigt.
Det skal selvsagt ikke implementeres på den nuværende "boilerplate", men på senere modeller.
De næste måneder i CS - Nedtælling til lakmusprøve.
Vi er landet efter vores testserie i efteråret. Det har været hårdt, ikke mindst op til den sidste dobbelttest. Men vi står nu med gennemprøvede motorer, og et gennemprøvet TVC system (strålerorene) og kan de næste måneder koncentrere os om at blive rigtigt godt klar til at flyve.
Jeg personligt har lært, at man kan spænde buen meget hårdt, måske også for hårdt. CS er også en ung organisation, og vi er altid i fare for at få vokseværk. Vi optager ikke flere medlemmer lige med det samme. Vi har simpelthen ikke man power til at introducere dem og give dem en god start. Vi har da også optaget fire nye i efteråret - og det uden af miste nogen af vores veteraner.
Forestil jer en teknologivirksomhed, der lige øgede sin medarbejdermasse med 20 - 30 % på tre måneder - og forventede, at alle skulle være samkørt og up to speed på så kort tid.
Folk tror fejlagtigt, at vi bare skal have flere folk; men det er ikke så enkelt. Nogen skal finde opgaver til dem, specificere disse opgaver så de kan udføres. Det er kostbart i mandetimer, både for os og for det nye medlem selv. Jeg vil sammenligne det med at spise: når man er sulten, spiser man, men allerførst er det en udgift i energi overhovedet at få maden op til munden, fordøjet og sendt ud i kroppens muskler. Så vi må nok tilbage til en periode med medlemsstop, som vi har haft før. Blandt de, der allerede er inde i folden har vi en unik høj grad af udnyttelse af deres kunnen. Jeg tror ikke CS nogensinde har haft så mange, der kan og ved så meget som nu.
Om det kan omsættes til resultater på Østersøen til sommer er nok mere en udfordring i teamwork end et teknisk problem. Hverken von B eller jeg har nogen uddannelse inden for organisation, - og jeg ved for min egen part, at jeg begår fejl. Husk, det er meget værre end i virksomheder, hvor man har adgang til folk i meget lang tid, og hvor man altid kan sige "du skal". Vi har ikke de samme muligheder, men skal altid leve af motivation alene - i konkurrence med folks professionelle jobs og familier. Jeg ved jo også om mig selv, at jeg ikke er spor nem at samarbejde med. Alligevel går jeg ind i 2012 fast overbevist om, at det bliver et vildt år.
Det er set før, at en organisation som vores får en første raket op, og så slagter sig selv i indre bureaukrati og samarbejde udadti,l - som altså mærkeligt nok gør det af med det drive, som holdt dem sammen i starten. Derfor er det vores lakmusprøve, at vi kan lykkes til sommer. Vi har dog måneder med overkommelige opgaver og de bedste folk jeg kunne drømme om.
Peter Madsen
24
