Lidegaard truer med smalt energiforlig
Ritzau Klima- og energiminister Martin Lidegaard har svært ved at se, hvordan regeringen skal imødekomme Venstres ønske om maksimalt at bruge tre milliarder i et nyt energiforlig på at gøre Danmark mere uafhængig af fossile brændsler.
Læs også
Læs mere om
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) taler nu om, at det kan være nødvendigt med et smalt energiforlig.
»Jeg vil sige det på den måde, at vi rigtig gerne vil have et bredt forlig, men vi vil ikke have det for enhver pris,« siger Martin Lidegaard ifølge Ritzau.
Mens regeringen vil bruge 5,6 milliarder kroner på at gøre Danmark uafhængig af olie, kul og gas i 2050, vil Venstre ikke bruge mere end tre milliarder kroner.
Og derfor er det ikke sikkert, at der bliver indgået et bredt forlig, lyder det fra ministeren.
»Jeg tror, det bliver meget svært at komme ned på tre milliarder, men jeg vil ikke sætte tal på, før jeg har regnet det hele igennem. Det, der betyder noget for mig, er, om vi får den reduktion i CO2, vi fra regeringens side gerne vil have,« siger ministeren.
Regeringen havde håbet på et energiforlig inden nytår, men allerede fra begyndelsen meldte Liberal Alliance sig ud, og Venstre kræver stadig, at NOx-afgiften til 600 millioner kroner fjernes.
»Jeg synes, at ministeren skulle finde sin realitetssans. Dansk erhvervsliv befinder sig i en meget vanskelig situation, hvor der er udsigt til negativ vækst, og så er medicinen ikke flere afgifter,« siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.
Læs mere her






