/energi

Elkunder betaler en milliard for investeringer, der ikke er foretaget

Ekspert sammenligner millardsalget af de regionale elnet med en hushandel, hvor et ødelagt tag får prisen på huset til at stige i stedet for at falde. Køberen, statsselskabet Energinet.dk, afviser kritikken.

Af Magnus Bredsdorff, mandag 09. jan 2012 kl. 06:06

De danske elkunder skal i de kommende år betale omkring en milliard kroner til at forrente investeringer, der slet ikke er foretaget endnu.

Det viser et estimat, som Ingeniøren sammen med kilder i branchen har foretaget på baggrund af afdækningen af salget af ti regionale elselskaber til det statsejede Energinet.dk.

Situationen får Anders Larsen, ekstern lektor på RUC og mangeårig leder af forskningsafdelingen for energi og miljø hos AKF, til at sammenligne med handlen med et hus, hvor både køber og sælger ved, at taget skal skiftes.

»Normalt vil det få prisen på huset til at falde. Men i dette tilfælde fører det paradoksalt nok til at prisen på huset stiger,« siger han.

Får renter af investeringer, der ikke er foretaget endnu
Salget af nettene, som omfatter 2.800 km luftledninger, 525 km jordkabler og 100 transformerstationer på 132 og 150 kV, er endnu ikke gået igennem, men Energinet.dk har afgivet et bud på 5,7 milliarder kroner til de elselskaber samt Københavns og Frederiksberg kommuner, som i dag ejer nettene.

Købsprisen er afgørende for, hvad elkunderne fremover skal betale Energinet.dk for at benytte nettene. Prisen bliver beregnet, ud fra hvilke indtægter elselskaber og kommuner ville have haft fra de regionale net, hvis de selv havde beholdt dem.

De indtægter er reguleret af elforsyningsloven. Den fastslår, at elselskaberne kan få forrentet nødvendige investeringer med den lange byggerente plus en procent, hvilket med de nuværende lave renter udgør godt fem procent.

Det gælder også for investeringer, som slet ikke er foretaget endnu, og som først bliver foretaget i løbet af de kommende årtier.

14 milliarder kr. til at grave kabler ned
Dem er der mange af. Vigtigst er, at luftledningerne skal graves ned i jorden. Det kommer ifølge Energinet.dk til at koste knap 14 milliarder kroner.

Dertil kommer, at de nettene skal forstærkes og udvides for at håndtere en højere andel af vindmøllestrøm. Det løber ifølge administrerende direktør Peder Ø. Andreasen, Energinet.dk, op i 1,5 milliarder kroner og medfører en merpris for de regionale net på omkring 150 millioner kroner.

Energinet.dk har ikke selv udregnet den samlede merpris, som investeringen i at kabellægge de knap 3.000 kilometer luftledninger i handlen medfører. Peder Ø. Andreasen henviser til, at hele prisen på kabellægningen ikke skal forrentes, fordi en del af den ikke er at betragte som nyinvesteringer, og fordi den fører til driftsbesparelser.

Kilder i branchen vurderer over for Ingeniøren, at det kun udgør en beskeden del af prisen for kabellægningen på de 14 milliarder kroner. Vi har derfor regnet med, at elselskaberne kan kræve forretning af 75 procent.

Vi har også regnet med en lidt mindre indflydelse på salgsprisen end de 10 procent af den fremtidige investering, som forstærkningen af de regionale net medfører. Samlet havner vi derfor på omkring en milliard kroner ekstra for de endnu ikke foretagende investeringer.

Køber: Intet urimeligt i det
Peder Ø. Andreasen vil ikke forholde sig til tallet, fordi virksomheden ikke selv har regnet på det.

»Det vil være gætværk,« siger han.

Energinet.dk-direktøren ser intet urimeligt i, at hans virksomhed betaler for forrentning af investeringer, der ikke er foretaget endnu, også selv om regningen kun kan sendes videre til kunderne, hvilket vil sige alle danskere og alle virksomheder.

»Alternativet er, at nettene var forblevet hos de regionale elselskaber, og så havde de haft en potentiel gevinst af deres investeringer,« siger han.

»Den værdi, som det kunne have udgjort over 40 år, får de i stedet for nu i forbindelse med handlen,« tilføjer han.

 Peder Ø. Andreasen afviser, at der modsat for andre virksomheder er tale om risikofri investeringer, fordi kunderne er tvunget til at benytte nettet og ikke har noget alternativ. Han henviser til, at myndighederne kan finde på at stramme reguleringen.

»Derfor trækker vi en risikorente fra prisen. De får ikke hele deres potentielle præmie ubeskåret. Vi reserverer en del af den værdi til os selv,« siger han.

Lektor: Vi er værre stillet end uden salget af nettene
Det beroliger langtfra Anders Larsen fra RUC, som mener, at både de danske kunder og de politikere, som fastlægger reglerne, står dårligere på grund af handlen.

»Politikerne kunne have reguleret på den forrentning på fem procent, som elselskaberne må opkræve. Men den mulighed er afskrevet, i og med forretningen for alle 90 år kommer til udbetaling nu,« konstaterer han.

Handlen med de regionale elnet ventes at blive gennemført i andet kvartal 2012.



09. jan 2012 kl 08:57

Anders Christensen

"Ekstra skat"

Reelt er der tale om en skjult skat, fordi kunderne ikke kan fravælge at benytte sig af el-nettet.

På samme måde får man uddelt nogle værdier til kommuner og el-selskaber.

Det er et politisk projekt, og som sædvanlig, så når man taler om 3 mia, så kan man godt runde op til 5 mia - for det er jo bare et tal....!

Hvornår stopper optrækkeriet? Kan de ikke selv se, at det igen bliver dyrere at være dansk virksomhed og borger, hvilket ikke ligefrem gør os mere konkurrencedygtige globalt?


09. jan 2012 kl 10:03

Hans Henrik Hansen

Re: "Ekstra skat"


På samme måde får man uddelt nogle værdier til kommuner og el-selskaber

- stort set svarende til, hvad der er sket på vand-, affalds- og spildevandsområdet! :(

Hvornår stopper optrækkeriet?

- næppe før dan(sk)erne for alvor kommer op af (læne)stolen!


09. jan 2012 kl 10:29

Torbjørn Johnsen

HVILKE NYTTE HAR NETTET I FREMTID

Det er i Danmark som i alle andre land i verden. All diskusjon omkring elnett, elproduksjon, m.m. er mer en 5 år etter sin tid.
Hvor mange verdenskomferanser de siste år, har benyttet samme program som tidligere år.
Ingen av deltagerne eller myndigheter har latt seg påvirke av informasjon om at verden gikk videre, utenfor det offesielle miljø.
I dag er vi kommet så langt ar det ikke er mulig å dekke over fakta. Nye energi kilder er kommet og flere kommer innen svært kort tid.
Behovet av elnett er i fremtid, ubetydelig. Kraft produksjon vil bli tilpasset ett hvert lokal behov.
http://fjordland.dinstudio.se...o.se Se No:1-en
Energi produksjons kilden vil bli betydelig billigere en overføringsnett.
Svæt gunstig for dagens eiere å selge nettet like før det går ut på dato!!!
I Norge skal det benyttes 70 miliarder kroner til nytt nett kommende år. Hvem skal / må, betal dette nettet som ingen i frentid vil benytte seg av.
For å erstatt Norges totale elektrisitets behov, ca. 130 TWH/ÅR, vil investeringskostnaden i en fulstendig erstatning av all vannkraft, vindkraft, varmekraft, m.m. vil utgjør mindre en kostnaden for elnett. KRISE!! Ja, krisen blir større og større for hver dag som media , energ bransjen og myndigheter forsøker å dekke over utviklingen i verden.


09. jan 2012 kl 10:39

Erik Staudt

Overgang til stats monopol igen.

Det er ikke så underligt at politikerne gør som det passer dem. De ved at danskerne ikke kan komme op af lænestolen og væk fra TV.

Udtalen "AT DET IKKE NYTTER AT PROTESTERE" er så sygeligt indgroet i folk.
Nu går vi tilbage til stats monopol, og dermed højere priser i fremtiden. Hvor er fællesskabet henne hos den danske befolkning.


09. jan 2012 kl 11:13

Jakob Rasmussen

Det er forbrugernes penge

Det er sandelig ikke kun på el området at udbytningen af forbrugerne er i fuld gang.
http://aoh.dk/artikler/kommune...sser
I Herning skal fjernvarmekunderne nu også til at betale 2 gange.


09. jan 2012 kl 11:18

Frank Jørgensen

humbugfirma

I forbindelse med ulovlig opstillede vindmøller her på ærø har vi set Energinet´s totale mangel på redelighed. Der hersker mafiatilstande!


09. jan 2012 kl 11:24

Erik Staudt

Re: Det er forbrugernes penge

Man kan jo undre sig,at folk ikke kommer op af stolen og protestere imod de uhyrlige overgreb der sker. Har det virkeligt lykkedes politikerne at mange til passive nokkefår


09. jan 2012 kl 11:45

Richard H. Sørensen

Snydt så vandet driver

Skiftende regeringer giver til dem, som har nok, og tager altid fra folket i den sidste ende.
Via sindrige og uigennemsigtige konstruktioner bliver pengene vredet ud af folkets lommer, lige som under krisen, som rasserer lige nu.

Her er det finansverdenen, der sindrigt konstruerede verdenshisoriens største pyramidespil. Stikordene er her bla.subprime lån, derivater, futures osv.

S...... og h.....


09. jan 2012 kl 11:49

Hans Henrik Hansen

Re: Det er forbrugernes penge


I Herning skal fjernvarmekunderne nu også til at betale 2 gange

- ja, det ser bestemt ikke pænt ud! :(


09. jan 2012 kl 11:55

Michael Rangård

Re: Overgang til stats monopol igen.

Det er ikke så underligt at politikerne gør som det passer dem. De ved at danskerne ikke kan komme op af lænestolen og væk fra TV.

Udtalen "AT DET IKKE NYTTER AT PROTESTERE" er så sygeligt indgroet i folk.
Nu går vi tilbage til stats monopol, og dermed højere priser i fremtiden. Hvor er fællesskabet henne hos den danske befolkning.

Det blev ikke billigere af at vi gik væk fra statsmonopol, så hvorfor skulle det så blive endnu dyre af at vi går tilbage til statsmonopol? Selvfølgelig skal regningen for at sælge billigt og købe dyrt tilbage betales, men hvad er forskellen på at statskassen tager denne fejlinvestering og så at forbrugerne tager den? Fordelen er at vi på sigt får et sammenhængende overliggende net som er ejet af staten og ikke af 80 private selskaber der hver i sær skal skabe et overskud...


09. jan 2012 kl 12:32

Michael Intile

Pris på nedgravning

14 milliarder for at nedgrave 3000 kilometer giver 4,7 millioner pr. kilometer..........så er det vist også betalt!


09. jan 2012 kl 12:38

Erik Staudt

Re: Overgang til stats monopol igen.

Har staten nogensinde været billigere med deres monopol, ikke mig bekendt,og det er jo bare en ny skatteskrue som alt andet staten ejer.


09. jan 2012 kl 16:19

Victor Eremita

Hvilket behov for en kabellægning?

Hvem har udbedt sig spildet af ca. 14 mia. kr. på at kabellægge en del af elnettet? Jo, nogle få mennesker, der stod i udsigt til at få nye luftledninger i nærheden. Jeg forstår disse personer, men derfra til at bruge 14 mia. kr. på en rent æstetisk investering, virker absurd. Naturfredningsforening ol. kunne sikkert få væsentlig mere æstetisk naturforbedring for blot en brøkdel af pengene.

Ja, der ryger endnu et nyk af vores konkurrenceevne, som flere andre har påpeget. Det der med at glemme at tænke samfundets svageste (der rammes når virksomheder lukker - de betaler ca. halvdelen af regning for kabellægningen, og købet af de regionale elselskaber) og på vores efterkommere gælder ikke kun forurening, højere afgifter ol.

Jeg håber politikerne vågner op og ser hvor mange penge, der kunne flyttes over i forskning og vedvarende energi frem for, at forgylde elselskaberne og spilde mia. kr. på en unødvendig kabellægning.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk