Formandsstolen hos Carlsbergfondets direktion, der befinder sig i en af Danmarks smukkeste bygninger på H.C. Andersens Boulevard i København over for Ny Carlsberg Glyptotek, har fået ny ejer. Flemming Besenbacher, professor i nanovidenskab ved Aarhus Universitet, har ved årsskiftet overtaget den efter Povl Krogsgaard-Larsen, som er faldet for 70-års-reglen.

Da formanden for Carlsbergfondet normalt også er bestyrelsesformand for Carlsberg A/S, betragtes det kun som en formalitet, at Besenbacher også overtager denne magtfulde post på bryggeriets generalforsamling til marts og derved bliver manden, der skal have det øverste opsyn med en af de mest kendte danske virksomheder foruden at være den gavmilde gaveuddeler af fondets indtægter.

Ingeniøren møder Flemming Besenbacher den første dag, han er på arbejde i Carlsbergfondet.

Hvad er Carlsbergfondets rolle i det danske forskningslandskab?

»Vi kan gøre rigtig meget for vækstlaget i dansk forskning ved at sende unge mennesker ud i verden og siden trække dem hjem igen. Hvad er mere givende, end når vi f.eks. deler 47 rejsestipendier ud til unge mennesker eller 50 post.doc.-stipendier? Vi har fundet vores niche i vækstlaget i dansk forskning. Og det skal vi gøre mere synligt,« siger Flemming Besenbacher.

Hvorfor er rejsestipendierne af så stor betydning?

»Det er vigtigt, at unge forskere kommer ud i verden og skaber deres egne netværk. Jeg ser en fare i, at man qua de store bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond eller Novo Nordisk Fonden gerne vil holde på de unge forskere, som man selv har uddannet. Man gør dem en bjørnetjeneste. De skal væk fra vejlederens laboratorier. Når de kommer med deres egne penge, har de lettere ved at komme ind de bedste steder ude i verden og være med til at definere deres egne projekter. De bedste, der søger ud, skal vi også være klar til at hente hjem igen.«

Hvordan kommer det til udtryk i jeres bevillingspolitik?

»Vi bliver selektive, når ansøgerne kommer op i alderen. Vi støtter gerne folk i 30'erne i post.doc.-stillinger, mens de eventuelt venter på et stillingsopslag inden for deres område. Der er dog ingen, der får et rejsestipendium fra os, når de er over 40 år. Da skal der på anden måde være taget stilling til deres karriere, og hvis de ikke kan få en lektorstilling på et universitet, skal de selv tage konsekvensen og finde et andet job i samfundet.«

Flemming Besenbacher har sammen med sin forgænger Povl Krogsgaard-Larsen slået til lyd for, at begrebet Scientific Social Responsibility skal omfatte, at forskerne tager et direkte medansvar for at løse samfundets store udfordringer.

Ligger der i dette en kritik af, at sådan tænker og agerer forskere ikke i dag?

»Jeg synes, der er alt for mange forskere, der mener, det er ligegyldigt, hvad de laver, bare det er af høj kvalitet. Man kan dog godt forvente, at forskerne også påtager sig et ansvar for at løse basale problemer. Der er for meget af det, som på engelsk kaldes non-applicable applied research.«

Hæmmer det ikke forskningsfriheden?

»Når man har fået penge fra et universitet, et forskningsråd eller en privat fond, så har man ud over et ansvar over for bevillingsgiveren en forpligtelse til selv at spørge, hvilke problemstillinger der er i verden.«

»Jeg forstår godt, at politikerne ønsker at prioritere bestemte, strategiske forskningsområder - som energi eller fødevarer. Men de skriver programmer, der er så specifikke, at man som forsker nærmest bliver bundet på hænder og fødder. Jeg forstår på en måde godt politikernes handlinger, for der er kæmpe problemstillinger, der skal løses, men med al ære og respekt har politikerne ikke indsigten til at kunne forudsige, hvor gennembruddene vil komme.«

»Forskerne må til gengæld indse, at der ikke er nogen modsætning mellem fri og strategisk forskning.«

Har forskerne så den indsigt?

»Jeg tror på, at forskerne er så intelligente, at hvis de eksempelvis har tre projekter, de kan kaste sig over, så kan de sagtens identificere det, som er mest samfundsgavnligt.«

Hvem skal sikre, at det sker?

»Det burde i princippet universitetslederne. Og gør de det? Nej. Tør de drive forskningsledelse? Nej, ikke altid.«

»Jeg vil gerne have stærke ledelser, men ledelse er i dag fokuseret på bureaukrati. Måske ikke altid selvforskyldt, fordi der oppefra kommer en masse krav om indberetning og afrapportering. Hvis uddannelsesminister Morten Østergaard vil gå over i historien, så afbureaukratiserer han forskningen. Et andet ledelsesproblem er, at rektorer og dekaner ikke bliver udfordret fagligt set. Det betyder, at de store beslutninger ikke bliver forankret hos forskerne.«

Faglig respekt et must

Hvad er god akademisk ledelse?

»En akademisk leder skal have faglig respekt. Det går ikke, hvis man har en leder, der ikke selv har lavet fremragende undervisning og forskning, men blot gået på nogle lederkurser. Akademisk ledelse er efter min mening noget andet end at kunne tælle, måle og veje; det er at kunne lede en forskningsfaglig diskussion.«

Skal hele systemet laves om, for at det kommer til at fungere?

»Nej. Jeg vil beholde de eksterne bestyrelser og ansatte rektorer og dekaner, men et faculty i form af anerkendte professorer skal have mere indflydelse - som det sker i USA. Akademisk Råd på danske universiteter fungerer ikke i dag, fordi det ingen reel indflydelse har.«

»Rektorer og dekaner skal tvinges til at forklare og diskutere deres planer. Her kan de uafhængige fonde spille en rolle i at argumentere for forandringer. Hvis kritikken kun kommer indefra, kan det let opfattes som klynk.«

Kan vi forvente en fælles holdning fra de uafhængige fonde på det område?

»Det kunne jeg ønske mig. Jeg vil gerne tage initiativ til, at fondene taler endnu mere sammen. Kan vi mødes over en kop kaffe - eller en øl - og blive enige, så tror jeg, der vil blive lyttet.«