Kinesisk vindmøllefirma får udviklet superledende generator på DTU
Treårigt forskningsprojekt på DTU skal udvikle billig, superledende generator for den kinesiske vindmølleproducent, Envision, der har afdeling i Silkeborg.
Envision Energy udvikler gearløse møller, men ser også store muligheder i generatorer med superlendende teknologi. (Foto. Envision Energy)
Læs også
-
Kineserne køber vindmøllegeneratorer af superlederfirma i USA
Læs mere om
Med penge fra Højteknologifonden i ryggen skal erhvervspostdoc Nenad Mijatovic over de næste tre år udvikle en generator med en effekt på 7 til 10 MW.
Det særlige ved generatoren er, at den skal anvende superledende teknologi, og hele eller dele af generatoren bliver frosset ned til minus 230 grader C.
Projektet køres i et samarbejde mellem DTU og den kinesiske virksomhed Envision Energys danske afdeling i Silkeborg.
Civilingeniør hos Envision Energy Peter B. Rasmussen har gennem mange år arbejdet med gearløse møllekoncepter. Han forklarer, at man med den superledende teknologi kan konstruere en langt mere kompakt vindmøllegenerator med en endnu højere virkningsgrad, end en generator, baseret på teknologi med permanente magneter:
»En superledende tråd i en generator kan bære 100 gange mere strøm, end en kobbertråd kan bære. Det betyder, at man får et større magnetfelt, der er cirka dobbelt så højt i forhold til dem, man kender fra almindelige maskiner. Når den er så kold, er der ingen elektrisk modstand i den, og det betyder mindre varmetab og bedre udnyttelse end hidtil,« siger Peter B. Rasmussen.
Skal bygge skalamodel
Nenad Mijatovics arbejde skal rent konkret munde ud i opbygning af en skalamodel af en generator med superledende teknologi, forklarer Peter Rasmussen:
»Der er allerede bygget adskillige sådanne generatorer. Udfordringen er at få testet principperne og få teknologien ned i en pris, der kan konkurrere med de traditionelle gear-generator koncepter,« siger Peter Rasmussen.
Ifølge Højteknologifonden vil erhvervspostdoc-projektet på DTU generelt bidrage til at øge den danske knowhow om superledende generatorer. Der er nemlig flere forskellige typer af superledere - og derfor også flere forskellige måder at designe en superledende generator på.
Alle aktive kan få støtte
Direktøren i Højteknologifonden ser slet ikke noget mærkeligt i, at danske forskningskroner støtter projekter for udenlandske virksomheder:
»Når virksomhederne er aktive i Danmark, så vil vi gerne støtte deres projekter - og det har vi gjort masser af gange. Vi ser det ikke som et problem, at resultaterne også kan gavne ude i den store verden bagefter,« siger Carsten Orthgaard-Larsen.
Det aktuelle projekt har et budget på tre millioner kroner, hvoraf Højteknologifonden giver det halve og virksomheden én million kroner. Den sidste halve million kroner finansieres af DTU.
Tester tovinget mølle i Thyborøn
Envision, som beskæftiger 27 personer på kontoret i Silkeborg, har i øvrigt netop modtaget 8,2 millioner kroner af EUDP til at teste en tovinget vindmølle på 3,6 MW med en generator med permanente magneter.
Møllen skal rejses til sommer på Thyborøn havn, og virksomheden planlægger test af en endnu større mølle på det kommende testcenter i Østerild.






