Simpel norsk idé til transport af vindmøller er klar om otte år
Sejl en fuldt samlet vindmølle ud på havet med en 100 meter lang luftpude. Fyld puden langsomt med vand, og 'flip' møllen på plads. Sådan lyder ideen fra norske Windflip, som har indledt samarbejde med Hywind, der udvikler flydende vindmøller.
Multimedia
Video:
Sådan vipper luftpude møller på plads på havet
Læs også
-
Flydende trekantsfundament sparker prisen på havmøller i bund
-
Verdens første flydende vindmølle bliver lænket fast til havbunden
Læs mere om
Dokumentation
En slags pude, fyldt med luft, skal om otte år begynde at fragte kæmpe havmøller ud til sin plads i vindmølleparkerne, hvis det står til det norske firma Windflip.
Firmaet er kun i sin opstartsfase med to fuldtidsansatte, men har allerede testet en model i skala 1:45 med gode resultater.
Windflip er en løsning, hvor en struktur med 29 luftfyldte rum fungerer som en slags lastepram, der kan bære en samlet vindmølle. I fuld skala får lasteprammen en længde på 100 meter og en bredde på 30 meter.
Vindmøllen bliver bugseret ud til mølleparken af en slæbebåd, og ved ankomsten strømmer vand ind i den flydende 'lastepram'.
Vandet får møllen til at stille sig op i vandet, og ved lodret position bliver den fastgjort til en slags mooring på havbunden. Dernæst bliver lasteprammen koblet fra. I alt indeholder prammen 17.000 kubikmeter vand, når den er i lodret position.
Udfordringerne for Windflip er blandt andet at udforme lasteprammen, så turbinen stadig rager så højt op over vandet (cirka 40 meter), at følsomt udstyr i turbinen ikke rammer vandet. Prammen skal også kunne klare 2,5 meter høje bølger og bevæge sig med 14,8 km/h (8 knob).
Samarbejder med norsk udvikler af flydende vindmøller
I øjeblikket arbejder direktør Ane Christophersen på at indfange investorer og er så småt startet samarbejde med norske Hywind, der er på vej med verdens første flydende vindmølle.
Læs også: Video: Sådan skal Norges flydende kæmpevindmølle ankres op
Ifølge Ane Christophersen er Windflip nemlig i højere grad begyndt at fokusere på markedet for flydende vindmøller. På den måde undgår Windflip at konkurrere med de store spiller på vindmøllemarkedet og kan tage sig tid til at udforme en grundig løsning til flydende vindmøller, siger hun.
Ane Christophersen vil dog ikke uddybe, hvad samarbejdet med Hywind nærmere går ud på, men siger blot, at det drejer sig om 'forskning og studier af flydende vindmøller og transport til parker'.






