/fødevarer

Millionindsprøjtning skal tvinge fødevareindustrien ud af vanetænkning

Den danske fødevarebranche skal udvikles, så den bliver ved med at fremstille attraktive produkter på den smarteste og mest energieffektive måde. Det skal et nyt samarbejde til 126 millioner kroner være med til at sikre.

Klik for at se billedet i stort

Danish Crown er en af de 23 virksomheder, der kan se frem til at skumme fløden fra udviklingssamarbejder med universiteter. (Foto: Das Buro)


Læs mere om

Dokumentation

Af Julie Ring-Hansen Holt, mandag 02. jan 2012 kl. 15:53

Langtidsholdbare skæreværktøjer, sund svinehud og genbrug af procesvand er nogle af de perspektiver, der ligger i et nyt samarbejde mellem forskningsinstitutioner og fødevarevirksomheder.

Med 126 millioner kroner i ryggen fra 23 private virksomheder, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Udvikling er der allerede nu sat 16 projekter i søen inden for fødevareproduktion, -proces og -produkter i platformen, der hedder Inspire. Ud over de 23 virksomheder er 5 universiteter og 5 GTS-institutter med i samarbejdet.

»Det er en branche, der er præget af en ‘Sådan har vi altid gjort’-tankegang, så samarbejdet mellem universiteterne og virksomhederne hjælper til at løfte ny viden ind i fødevarevirksomhedernes processer. For eksempel viden om modulering, der kan optimere processer, så virksomheden sparer en masse energi,« siger platformmanager for Inspire Jakob Neimann.

I de 16 projekter er der blandt andet et projekt, der arbejder på at udvikle skæreværktøjer til slagterier. Ved at arbejde med et ny type stål, Vanax stål, er nivens levetid blevet forlænget ni-ti gange. Det betyder, at produktionen skal forstyrres langt færre gange på grund af slibning, og det betyder igen en millionbesparelse for slagteriet.

Et andet projekt arbejder med at forædle restprodukter som involde og hud fra slagterierne. Ved hjælp af syre eller enzymer er det måske muligt at udnytte biologisk aktive elementer i restprodukter, der ellers ville blive kasseret, og dermed give dem en højere sundhedsværdi.

Et tredje projekt arbejder på at genbruge procesvand ved at analysere det brugte vand bedre. Hvis der for eksempel ikke findes komponenter i vandet, som har indflydelse på hygiejnen, kan det muligvis genbruges og dermed spare virksomhederne litervis af dyr drikkevand, som der anvendes rigtigt meget af i fødevareproduktion.

Attraktiv leverpostej
At der er et behov for et springbræt til at omsætte fødevareforskningen til innovation og forretning er Susanne Teilmann fra Marketing og Innovation hos Stryhns enig i.

»Det er så vigtigt for os, der driver virksomhed i Danmark, at vi konstant er attraktive for vores kunder og forbrugere. Men det er ikke så let, som det lyder. I de fleste mellemstore virksomheder mangler der hænder og viden til at drive store og større projekter rettet mod fremtidens vækstområder. Alt for ofte er det årets budgetmål, der helt naturligt sættes i fokus. Og det er for kortsigtet,« siger hun.

Også i et mere samfundsmæssigt perspektiv falder Inspire på et tørt sted, mener forskningsdirektør på Aalborg Universitet og medlem af Inspires styregruppe, Lene Lange.

»Danmark har meget interessante muligheder inden for fødevaresektoren for at ny viden kan føre til både innovation og øget værdi for samfundet i form af både jobskabelse, øget eksport, bedre udnyttelse af råvarerne og en styrkelse af sund og spændende mad,« siger hun.

Virksomheder får rettighederne
For at samarbejdet mellem universiteter, GTS-institutter og virksomheder overhovedet kan lykkes og blive til egentlige resultater i industrien, har Inspire været i stand til at lave en særlig rettighedsaftale mellem samtlige parter.

»I denne type samarbejder er det ikke altid til at gennemskue, hvem der har førsteretten til den viden, der bliver udviklet,« siger platformmanager Jakob Neimann.

»Men det er lykkedes at blive enige om, at virksomhederne skal tilbydes retten til den viden, der kommer ud af projekterne. Enten ved at universiteterne sælger den eller licenserer den. Virksomhederne kan så vælge at forfølge patentretten, hvis de vil,« forklarer han.

Foreløbigt er der penge til fem år, men ambitionen er at tiltrække flere projekter og flere midler til Inspire, og at platformen i 2017 har etableret sig som et permanent koncept for samarbejde, forskning og udvikling i fødevareindustrien.



02. jan 2012 kl 18:19

avatar

Peder Wirstad

Endelig en god nyhed om fødevarer!

- Dog kunne forfatteren af overskriften ikke nære sig for at give det en negativ vinkling ved med denne formulering:
"Millionindsprøjtning skal tvinge fødevareindustrien ud af vanetænkning"
- at antyde, at landbruget med dets følgeerhverv (de vigtigste er ejet af landmænd i fællesskab) er nogle konservative bagstræbere, der må tvinges til nytænkning.
- I andre sammenhænge ser vi ellers myriader af overskrifter og artikler, hvor landbruget kritiseres for deres brug af nye metoder, der hævdes at ødelægge både naturen og folks helbred.

Dansk fødevareindustri er ellers af verdens største forhandler af maskiner til branchen udnævnt til "fødevareindustriens Silicon Valley"
http://ing.dk/artikel/121485-a...lley

- Er Silicon Valley et symbol på forstokkethed?

Det er hellere den frygt for "det nye landbrug", som medierne har skabt i den danske befolkning, der står mest i vejen for en hurtigere udvikling af nye dyrknings- og forædlingsteknikker.
Når man slagter og forarbejder flere millioner svin om året på et slagteri, da er det en katastrofe, hvis en farlig bakterie lykkes med at gemme sig et sted i systemet. - Især, når man ved, hvordan det vil blive brugt af den frygtsøgende presse. - Derfor er man meget forsigtig med at omlægge procedurer.

Trods det er det dog godt, at man er ved at erkende, at den maskineksport, der er en følge af det danske hjemmemarked for fødevareproduktion og -forarbejdning er større end eksporten af vindmøller. - Det passede ligesom ikke så godt ind i den populistiske "grønne stil".

Mvh Peder Wirstad


02. jan 2012 kl 18:50

Jan Damgaard

Kom da rundt i landet

»Det er en branche, der er præget af en ‘Sådan har vi altid gjort’-tankegang, så samarbejdet mellem universiteterne og virksomhederne hjælper til at løfte ny viden ind i fødevarevirksomhedernes processer. For eksempel viden om modulering, der kan optimere processer, så virksomheden sparer en masse energi,« siger platformmanager for Inspire Jakob Neimann.

Efter:
http://www.midtiugen.dk/?p=495...=495
Så tyder det mere på at platform-bestyreren skal ned fra sit podie og finde de små og mellemstore virksomheder han vil i dialog med.
At være nedladende som udgangspunkt, er nok ikke konstruktivt.
Inspire skulle nok først besøge "Grüne woche" i Hannover, dernæst virksomhederne i DK for at komme på omgangshøjde.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.