/transport

Sverige har fået verdens største snesmelter til jernbanen

Det svenske Trafikverket har bygget en kæmpe snesmelter, som kan gøre kål på sne på skinnerne. Banedanmark synes, den er lige lovlig stor.

Af Mie Stage, fredag 30. dec 2011 kl. 15:12

I Sverige vil Trafikverket ikke have på puklen for forsinkelser, når sneen vælter ned. Derfor har de sammen med jernbanespecialisterne fra Railcare bygget intet mindre end verdens største snesmelter på 100 ton til jernbanebrug.

SR700, som snesmelteren hedder, kan gøre kål på 700 m x 5 m x 150 mm sne på en halv time. Det foregår ved, at operatøren sidder inde i vognen og styrer to store børstehoveder foran køretøjet. De skubber sneen sammen midt på sporet, hvorefter den bliver suget ind i den forreste del af vognen bag både operatørens lille hus og lokoførerens rum.

Ned gennem forreste snesmeltervogn bliver tungere partikler, som sneen har trukket med ind, filtreret fra, hvorefter sneen fortsætter ind i smeltediglen, der fungerer som en varmeveksler og omdanner sneen til vand. Herefter bliver det pumpet ind i næste togvogn, en 50 m3 beholder, hvor det bliver opbevaret, indtil det kan hældes af et sted.

I første omgang har Trafikverket planer om, at den skal prøvekøres ved Stockholm-områdets banegårde, hvor sneophobninger er mest kritiske for trafikken. Senere skal den så ud at køre i landet.

Maskinen blev færdig den 15. november, efter komponenterne var ankommet fra bl.a. Norge og Portugal, men ifølge adm. direktør i Railcare Ulf Marklund har der endnu ikke før jul været nok sne i Sverige til at teste snesmelteren ordentligt. Dog er sneen nu begyndt at dale, og så går træningen med maskinen i gang ved Railcares værksted i Skelleftehamn i det nordøstlige Sverige.

Banedanmark foretrækker mindre model
Railcare har allerede udviklet to mindre modeller, SR300 og SR100, og skulle Banedanmark vælge at anskaffe sig en snesmelter, ville det nok også blive en lille model, fastslår teknisk rådgiver i Banedanmark Produktion Johnny Nielsen.

»Jeg ville gerne have den store maskine, men den er nok for stor til vores behov. En lille model kunne dog godt være interessant, og måske er det noget, vi skal have fokus på med de vejrforhold, vi efterhånden har,« siger han.

Banedanmark havde fået tilsendt en brochure tidligere om snesmelteren, men den lå uden for det danske oplæg for vinteren, fortæller han.

»Skulle vi have sådan en, så skulle vi nok have vinterforhold som sidste år, hvor det var lidt ekstremt, og hvor det var hårdt for snerydderne at holdet sporet frit. De skulle køre hele tiden pga. den fygesne, som samler sig mellem snebunkerne fra det ryddede spor, og det ville man så slippe for ved at smelte sneen,« siger Johnny Nielsen.

I øvrigt mener han ikke, at sneen er det største problem i Danmark, men snarere den is, der opstår ved hjulene, som laver ballade, når toget kører over sporskifterne. Da falder isen ned i og blokerer sporskiftet, men det forsøger Banedanmark at løse med elvarme.

»Hvert år hører man jo, at det kommer som en overraskelse for DSB, at det sner, men det er faktisk isen, der er problemet,« siger han.

Se Railcares egen beskrivelse

Swe Folder Screen



30. dec 2011 kl 18:00

Hans Jørgen Nielsen

Energiforbrug

Hvor meget energi kræver sådan en krabat mon for at fungere?


30. dec 2011 kl 18:20

Leif Petersen

Vi mangler data

Det drejer sig om 1050 kubikmeter i timen, men vi kender ikke deres snes vægtfylde. :-(


30. dec 2011 kl 18:23

Jens Åge Holm

Re: Energiforbrug

Hvor meget energi kræver sådan en krabat mon for at fungere?

Plejer man ikke at sige, at sne fylder ca. 10 gange så meget som vand?
1 m3 sne = 100 kg. is/vand.
Smeltevarme for is/vand frit fra hukommelsen = 360 kJ/kg.
Energi til at smelte 1 m3 sne = 36.000 kJ ~ 10 kWh ~ 1 l. dieselolie.
800 m3 pr. time = 800 l. dieselolie og et oliefyr på 8 MW.
(de 800 m3 pr. time er fra videoen der linkes til).


30. dec 2011 kl 18:55

Stig Larsen

Men,

hvorfor smelte sneen?


30. dec 2011 kl 21:07

Jan Damgaard

Re: Men,

hvorfor smelte sneen?

Efter beskrivelsen, skulle den benyttes på banegårde og rangerbaner så disse holdes snefrie. For at der skal være plads smeltes det så der er plads i vognen bagved. Et spørgsmål om logistik, når vognen bagved er fyldt tømmes det et passende sted.
Det er løs sne som klæber til vogne der bliver til is, der skaber problemer på sporskifter. Det er oftere et problem i Sverige, men det hænder også i Danmark.


30. dec 2011 kl 21:35

Thomas Gade

Re: Energiforbrug

800 m3 pr. time = 800 l. dieselolie og et oliefyr på 8 MW.

Videoen viser et "forbrændingskammer" til sneen, det lyder rigtigt nok som om der skal bruges olie.
Men mange steder har de jo køreledninger, så de 8 MW bør også kunne hives derfra og smelte sneen i elpatroner.
I Januar 2011 var den svenske elpris op til 80 Euro/MWh, så 8*80*7,5kr = 4.800 kr i timen. Mange penge, men stadig billigere end 800 l diesel.

For at holde tempoet oppe og undgå afbrydelser, bør vandet også kunne pumpes over i tankvogne på sporet ved siden af, ligesom mejetærskere der hælder kornet over i traktortrukne kornvogne.


30. dec 2011 kl 22:39

Casper Kammann

Re: Energiforbrug

Hvis det er muligt at pumpe over i tankvogne, giver det vel ikke meget mening at smelte det først.


30. dec 2011 kl 22:50

Henrik Rathje

Re: Energiforbrug

Energi forbruget kan vel reduceres endnu mere, for alt sne behøver vel ikke at være smeltet. Bare pumperne kan pumpe det. En konsistens ala 'slush ice' er vel rigeligt.


31. dec 2011 kl 00:39

Peter Kyllesbeck

Er komprimering en mulighed?

Kan man komprimere sne?
Hvor meget kan sneen komprimeres og hvilken energimængde ville det kræve?
Kunne man bruge samme princip som på renovationsvogne?

Målet er vel at opsamle sneen og bortskaffe den, da man af andre hensyn ikke kan smide den ud til siderne.


31. dec 2011 kl 11:35

avatar

Johnny Kristensen

Re: Energiforbrug

Hvis det er muligt at pumpe over i tankvogne, giver det vel ikke meget mening at smelte det først.

Det fylder jo mindre, og sætter sig ikke fast i rør og slanger.

@johnny


31. dec 2011 kl 22:13

Carl Henrik Petersen

Tag en fridag.

Hvor går grænsen for vores kamp mod naturen?


01. jan 2012 kl 16:53

avatar

Hanne Kronborg

Energiforbrug

Overskudsvarmen fra pumpe og smelteproces kan evt. bruges til fremdrift for maskinen!


01. jan 2012 kl 16:57

Jan Damgaard

Re: Energiforbrug

Overskudsvarmen fra pumpe og smelteproces kan evt. bruges til fremdrift for maskinen!

Aha! Et Damplokomotiv. :-)

Godt Nytår


01. jan 2012 kl 17:27

avatar

Ruben Hansen

Re: Energiforbrug

Hvis det er muligt at pumpe over i tankvogne, giver det vel ikke meget mening at smelte det først.

De lukker det jo ud i kloakken iflg videoen


01. jan 2012 kl 17:35

Peter Kyllesbeck

Re: Energiforbrug

Overskudsvarmen fra pumpe og smelteproces kan evt. bruges til fremdrift for maskinen!

Det er nok nemmere at gøre det omvendte ;-)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.