/byggeri

Nordjysk vindspærre holder fugten ude af grønlandske huse

Entreprenører på Grønland bruger i stigende grad en særlig vindspærre udviklet i Nordjylland for at komme de stigende problemer med skimmelsvamp til livs.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 27. dec 2011 kl. 15:28

Nordjyske Cembrit har udviklet en vindspærreplade, der vinder hastigt frem i opbygningen vind- og vandtætte lag i grønlandske huses yderkonstruktioner. Pladen, der er fremstillet af stærk fibercement, er diffusionsåben og modvirker derfor ophobning af fugt i ydervægskonstruktioner.

Grønlandske huse døjer i stigende grad med problemer med skimmelsvamp på grund af et ændret klima med fugtigere vejr. Og både boligforeninger og lokale entreprenører har fokuseret på problemet, skriver Nordjyske.

Traditionelt består vindspærrerne i grønlandske bebyggelser af træplader på ydersiden og en kombination af folie, pap og gipsplader på indersiden. Men det er utilstrækkeligt til at holde fugten ude og skimmelsvampen væk.

Kan stå ubeskyttet i et halvt år
Vindspærreren fra Cembrit har desuden den fordel, at den er modstandsdygtig over for råd og svamp og tillader, at man i op til et halvt år kan vente med at montere regnskærm, uden at pladens styrkemæssige egenskaber bliver forringet.

Den nye vindspærre kan, ifølge entrepriseleder Torben Olsen fra Permagreen Grønland, holde til at sidde ubeskyttet i lang tid, inden man får lukket huset med beklædning.

»Vejret heroppe kan overraske, så vores byggemateriale skal simpelthen kunne holde til at sidde ubeskyttet,« siger han til Nordjyske.

Permagreen Grønland er et af landets største bygge- og anlægsfirmaer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.