IC4-projektets 'overingeniør', svagstrømsingeniør og systemintegrator Finn Jensen har været med på IC4-projektet siden 1999, hvor et lille hold i statsbanerne gik i gang med at forberede udbuddet af de kommende fjerntog. Finn Jensen er dermed et billede på kontinuitet, overblik og teknisk indsigt i et IC4-projekt, som ellers har været præget af turbulens. (Foto: Das Büro)
IC4-ingeniøren efter 12 års tumult: Nu skal arbejdet gøres færdigt
Allerede i 2003 var han klar over, at den var helt gal med IC4-togene fra Ansaldobreda. I dag er han overbevist om, at IC4 bliver lige så driftssikkert og populært som IC3. For første gang står IC4-projektets 'overingeniør' frem i offentligheden og giver sin personlige vurdering af IC4-togets grundlæggende problem.
Blå bog
1997: ET-projektet (Øresundstogene på Kystbanen) Udbud, kontrakt, leverance i idriftsætning.
1989: IR4-projektet (den elektriske udgave af IC3-toget). Udbud, kontrakt, leverance og idriftsætning.
1987: IC3-projektet. Leverance af de første togsæt.
1981: Første ansættelse i DSB. Elektrificeringsprojektet. Forberedelse og idriftsætning af den første elektrificerede strækning på kystbanen med drift-start april 1986.
1979: To år som ulandsfrivillig.
1978: Første ansættelse hos virksomheden Søren T. Lyngsø. Udvikling af kontrolsystemer til fuldautomatiske foderstofsfabrikker.
1978: Afgangseksamen som svagstrømsingeniør fra DTU.
Tema
Læs også
-
Havarikommission udvider IC4-efterforskning: Nu skal bremserne på IC3 undersøges
-
Gadaffis luksus-IC4 sætter AnsaldoBreda og DSB på pinebænken
-
Chok-regning: IC4-skrotning koster knap 17 milliarder kroner
-
Havarikommissionen genskaber IC4-bremseproblemer med olie og shampoo
Læs mere om
SB køber Ferrari-tog for fem milliarder, lød overskriften i Ingeniørens netavis 12. december 2000. Dagen før havde DSB's bestyrelsesformand Knud Heinesen underskrevet ordren på de 83 'højhastighedstog' til den indenlandske fjerntrafik.
Dengang hed DSB's administrerende direktør Henrik Hassenkam, og transportministeren hed Jacob Buksti.
I mellemtiden har der været syv forskellige transportministre, fem forskellige DSB-direktører og tre forskellige IC4-projektdirektører. Og leverancen af de 83 Ferrari-tog er fortsat ikke afsluttet.
Helt anderledes er det med IC4-projektets 'overingeniør', svagstrømsingeniør og systemintegrator Finn Jensen. Han har været med på IC4-projektet siden 1999, hvor et lille hold i statsbanerne gik i gang med at forberede udbuddet af de kommende fjerntog. Finn Jensen er dermed et billede på kontinuitet, overblik og teknisk indsigt i et IC4-projekt, som ellers har været præget af turbulens.
Finn Jensen udstråler da også præcis den stoiske ro og det overblik, som man ville forvente af en erfaren tekniker, og den mangeårige indsats for at løse de tekniske problemer med IC4-togene er en kamp, som han har prøvet før på tidligere generationer af nyt DSB-materiel.
»Jeg medgiver, at problemerne med IC4-materiellet indtil videre har været i en liga for sig. Men tag nu f.eks. de Øresundstog, som i dag kører Helsingør-København og videre til Sverige. I de første år havde de en driftspålidelighed, der var på samme lave niveau som IC4. Men vi gik systematisk til værks og eliminerede fejlene én efter én, og i dag fungerer Øresundstogene tilfredsstillende. Derfor tvivler jeg slet ikke på, at det vil lykkes os at gøre IC4 til et driftssikkert tog. Men det kræver et langt sejt træk. Min erfaring fra andre togtyper siger mig, at det tager fem år endnu, før IC4 er lige så driftssikkert som Øresundstoget,« siger han.
Troen på IC4's fremtid er dog også iblandet en følelse af træthed. Finn Jensen er dødtræt, og føler sig i lighed med kollegerne slidt godt og grundigt i bund:
»Vi føler, at vi bliver udråbt som idioter i medierne, bare fordi vi passer vores arbejde og tror på, at det nok skal lykkes at få IC4 til at køre som et driftssikkert tog. Og det er ekstra hårdt og ekstra frustrerende, når kritikken kommer fra en eller anden professor, som aldrig har beskæftiget sig med IC4-teknikken, men alligevel kræver toget skrottet. Den slags nedslider medarbejderne og skaber usikkerhed i hele organisationen.«
Man skal dog ikke misforstå Finn Jensens tillid til IC4-materiellet som, at han har været en 'IC4-jubeloptimist' siden den decemberdag i 2000, hvor togfabrikken Breda vandt kontrakten. Dengang var Ansaldo og Breda to selvstændige togproducenter, som dog fusionerede kort tid efter IC4-ordren.
Snarere tværtimod.
Finn Jensen var måske den dansker, der først blev i tvivl om, hvorvidt italienerne overhovedet var i stand til at levere et togsæt, der levede op til specifikationerne.
»Den første gang, jeg tvivlede på projektet, var i 2003, da de første togsæt ankom med skib til Aarhus Havn, og vi fandt ud af, at togsættet var 23 ton tungere end specificeret i kontrakten. Dengang tænkte jeg, at der var noget helt, helt galt,« erindrer Finn Jensen.
Den næste store tvivl opstod i 2006:
»På det tidspunkt kørte italienerne fuldstændig i ring og var helt ude af stand til at løse de problemer, som blokerede for, at toget kunne komme til at leve op til specifikationerne. Der skete ganske enkelt ingen fremskridt, og det var svært at se, hvordan projektet nogensinde skulle komme videre.«
I 2008 var DSB's tålmodighed omsider brugt op, og man stillede Ansaldobreda det berømte 'Ultimatum', hvor man gav italienerne ét år til at vise, at de kunne levere et tog, som de danske sikkerhedsmyndigheder rent faktisk ville godkende. Senere kom DSB's beslutning om selv at overtage færdiggørelsen af togsættene - nu med DSB i rollen som togproducent og Ansaldobreda i rollen som underleverandør.
Men burde DSB ikke allerede i 2003 eller 2006 have taget konsekvensen og annulleret kontrakten og smidt de første togsæt tilbage på skibet til Italien?
»Det er altid let at være bagklog. Jeg ved om nogen, hvor lang tid det ville tage at annullere kontrakten med italienerne og gennemføre de efterfølgende retssager, mens man samtidig forbereder nyt EU-udbud og gennemfører processen frem til kontraktunderskrivelse og leverance. Den proces tager så mange år, at vurderingen hos en hvilken som helst togkøber næsten altid vil være, at det bedst kan betale sig at arbejde sammen med producenten om at løse problemerne. Fra udbudsrunden vidste jeg jo også, hvad det var for nogle togtyper, som kunne komme på tale som alternativ til IC4. Og de konkurrenter, der bød sig til, var bestemt ikke særligt attraktive.«
Da Ingeniøren møder Finn Jensen, er alle IC4-tog taget ud af drift efter to hændelser, hvor et IC4-tog ikke nåede at bremse før et rødt signal. Det betyder lange arbejdsdage sammen med Havarikommissionens eksperter, hvor Finn Jensen hjælper med at finde en eventuel teknisk forklaring på de to såkaldte signalforbikørsler.
Finn Jensen kan på alle måder se tilbage på et hæsblæsende år på IC4-projektet:
Det hårde vintervejr i begyndelsen af året faldt sammen med, at DSB begyndte at køre med to sammenkoblede IC4-togsæt i passagerdrift, hvilket gav anledning til store problemer.
Samtidig var der testkørsler med tre sammenkoblede togsæt på banen mellem Gedser og Nykøbing; masser af ture til Vojens for at køre testkørsler med de mange nye IC4-togsæt, som Ansaldobreda havde sendt til Danmark i årets løb samt to måneders ophold i Italien for at teste IC4's lillesøster, IC2, og få typegodkendt togsættet. Sideløbende har han arbejdet på at forberede og igangsætte en større serie af små og store modifikationer på de IC4-tog, som DSB allerede har overtaget.
Sidstnævnte opgave er altafgørende i Finn Jensens verden. Den såkaldte Pakke2-opgradering af DSB's IC4-tog indeholder vitale og altafgørende modifikationer, som skal forbedre IC4-materiellets driftssikkerhed og bringe de strømlinede Pininfarina-tog frelst gennem endnu en hård vinter. Det er disse opgraderinger, der skal skaffe bedre tal for IC4-materiellets driftssikkerhed og dermed fortælle politikere, ministre og passagerer, at det går den rigtige vej for IC4.
»Vores plan er at gennemføre 150 tekniske ændringer på hvert togsæt. Hver eneste ændring skal efterfølgende underkastes grundige testforløb for at tjekke for negative sideeffekter. En modifikation på togcomputeren kan gennemføres på næsten ingen tid - men den efterfølgende verifikation i forhold til sikkerhed og drift tager typisk flere måneder,« forklarer Finn Jensen.
En af de ændringer, som passagererne vil komme til at mærke, er en opgradering af den software, der styrer togets klimaanlæg, så passagererne ikke igen kommer til at opleve iskolde tog om vinteren og overophedede passagerafsnit om sommeren. Ligeledes skal der ske en opgradering af softwarestyringen af de varmesystemer, der sikrer, at vandtanke og rør bliver sat ud af spillet i hård frost.
Da transportministeren tidligere på året hyrede en række udenlandske eksperter til at undersøge IC4-togets teknik, lød konklusionen, at IC4-toget består af gode og ordentlige komponenter - hyldevarer fra anerkendte producenter. Dermed blev alle postulater om, at IC4 består af spaghetti-teknik, manet i jorden. Men hvis IC4 består af komponenter, der lige så godt kunne sidde i et tysk eller fransk højkvalitetstog, hvorfor så de mange problemer? Hvad er det grundlæggende problem?
I Finn Jensens ingeniør-optik er italienerne gået til opgaven med systemintegration på en måde, som strider imod alt, hvad en almindelig dansk ingeniør lærer på studiet.
»En systemintegrator som mig ville som noget helt naturligt anlægge en topdown-synsvinkel på noget så komplekst som integrationen af de mange systemer i et IC4-tog,« siger Finn Jensen.
Han påpeger, at den danske ingeniør ville formulere et overordnet billede af det samlede systems funktionalitet og herefter arbejde sig hele vejen ned gennem systemet, hvor han til sidst ville ramme bunden. Herefter ville han arbejde sig hele vejen op til toppen igen og endelig sikre, at systemerne fortsat interagerer som ønsket.
»De italienske konstruktører er begyndt stik modsat. De er begyndt fra bunden uden et klart, samlet billede af det samlede system og dets funktionalitet. De har stolet på, at de nok skulle kunne få tingene til at spille sammen i sidste ende ved hjælp af software-justeringer. Men det skulle vise sig at være en skæbnesvanger forhåbning.«
Finn Jensen giver et eksempel på denne tilgang til systemintegration:
IC4's klimaanlæg er designet til et særdeles raffineret funktionsniveau sammenlignet med forgængeren IC3. Men i forsøget på blot at få de grundlæggende elementer til at virke og på grund af det hårde tidspres gik italienerne bare i gang med at konstruere og installere klimaanlæggets funktioner én efter én, og fik aldrig analyseret, hvordan alle systemerne ville virke, når de skulle fungere side om side. Og man evnede langtfra at løse problemerne med software, inden toget skulle sendes til Danmark.
»Det andet hovedproblem er den dårlige samlekvalitet på de italienske fabrikker. Hvad hjælper det med gode, sunde komponenter, hvis der trænger vand ind i de elektriske installationer under taget og panelerne sidder løst?«
Den dårlige samlekvalitet hænger ifølge Finn Jensen sammen med, at Ansaldobreda har udliciteret færdiggørelsen af togsættene til underleverandører, hvor medarbejdernes faglige niveau ikke er højt nok.
»Vi kan påpege fejl og mangler ti gange i træk til disse underleverandører uden effekt. Det har givet mange frustrationer,« siger Finn Jensen.
Han understreger dog, at hovedproducenten, Ansaldobreda, har mange højt kvalificerede jernbaneingeniører.
I takt med IC4-togets vedvarende problemer med driftssikkerheden har rygraden i DSB's fjerntogsmateriel, IC3, vundet stadigtstørre popularitet. Finn Jensen er dog sikker på, at passagererne vil komme til at opleve IC4 som et skridt fremad, når driftssikkerheden bliver bedre.
»Som en næsten to meter høj togpassager mærker jeg tydeligt, at IC4 er et fremskridt - der er bedre benplads og højere til loftet. Lavtgulvsvognen vil med lette og ubesværede indstigningsforhold også blive populær - det ved vi fra de andre togtyper, som har lavtgulvsvogn.«
Finn Jensen medgiver dog, at støjniveauet er for højt. Derfor har han udarbejdet en plan for en række akustiske modifikationer af passagerafsnittene, som vil afhjælpe problemerne.
Og ud over det komfortmæssige vil IC4 på den lange bane også vise sig at rumme tekniske fremskridt.
»IC4 er designet med 100 pct. redundans på computersiden, hvilket vil betyde, at konsekvenserne ved computerfejl vil blive langt mindre end på andre togtyper. Og så skal man jo ikke glemme, at IC4 er forberedt til at køre 200 km/h, hvilket kommer til at betyde noget, når den nye jernbane mellem København og Ringsted åbner i 2018,« påpeger han.
Et enormt pres har i de seneste mange år hvilet på medarbejderne i IC4-organisationen. Hver dag har været en kamp mod tiden.
»Men på det personlige plan er jeg blevet overrasket over mig selv. Jeg elsker planlægning, men har til min store overraskelse udviklet mig til lidt af en fatalist. Man kan ikke gøre sig selv ansvarlig for hver eneste brudte aftale og hver eneste tidsplan, der bliver overskredet. Min indre fatalist hjælper mig til at håndtere alle frustrationerne og ærgrelserne,« siger Finn Jensen.
Du var med til at gennemføre IC4-udbuddet og udvælge vinderen. Havde I aldrig en mistanke om, at italienerne havde lovet mere end de kunne holde?
»Ikke noget, der på nogen måde kunne give anledning til at droppe det italienske tilbud og i stedet vælge en af de andre kandidater. Men selvfølgelig diskuterede vi eventuelle svage punkter i tilbuddet fra Breda. Fabrikken havde et meget velsmurt salgsteam, og der var ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre. Så vi drøftede da risikoen for, at de næste led i organisationen ikke kunne følge op på de mange løfter. Men det er altså vigtigt at understrege, at Ansaldo og Breda dengang var meget velestimerede togproducenter, som leverede gode og ordentlige tog til den aftalte tid.«






