En uskyldig sveddråbe springer frem på den yngre mands pande, da lufthavnspersonalet beder ham tømme lommerne og stille sig ind i køen. Foran ham venter lufthavnens nyeste sikkerhedstjek, også kaldet 'Den hvide gang', og en sikkerhedsofficer beder manden følge den sorte linje i gulvet gennem en seks meter lang gang.

For de andre flypassagerer i køen ser manden ud til at gå roligt og afslappet gennem sikkerhedstjekket, men i et tilstødende lokale får sikkerhedsfolk et helt andet billede på deres computerskærme. Kameraer og sensorer bag gangens hvide vægplader afslører alt lige fra unormale bevægelser af pupillerne til en usædvanlig overfladetemperatur på kroppen og en hjerterytme, der er alt for høj.

En computeralgoritme fælder lynhurtigt sin dom: Manden har onde hensigter ... eller også har han flyskræk.

'Den hvide gang' er en udvidet løgnedetektor, som de amerikanske myndigheder i øjeblikket udvikler for at afslører folk med onde hensigter. Endnu er den ikke installeret i lufthavne, men i USA har sikkerhedsmyndigheden Department of Homeland Security, DHS, gennemført de første forsøg på almindelige mennesker.

Efter 11. september er udviklingen gået rigtig stærkt inden for såkaldte precrime-teknologier, der skal forudse forbrydelser, før de føres ud i livet. Og 'Den hvide gang' kan være redskabet, der erstatter de omkring 3.000 særligt uddannede sikkerhedsfolk, der i øjeblikket er beskæftiget med at udpege passagerer med onde hensigter i 161 lufthavne over hele USA. Programmet, der går under navnet SPOT (Screening Passengers by Oberservation Technique), har allerede kostet de amerikanske borgere fire milliarder kroner og står til en ekstrabevilling på over en milliard kroner i 2012.

Indtil videre er 'Den hvide gang' dog stadig under udvikling, men den findes som en fungerende mobil enhed, der mest ligner en overdimensioneret campingvogn på over 10 meter. Planen er, at en flåde af hvide gange skal køres ud til sportsstævner eller udstillinger, hvor efterretningstjenesten vurderer, at sikkerhedsrisikoen er høj.

DHS er dog ekstremt tilbageholdende med oplysninger om sin nye opfindelse, og det hav af amerikanske medier, der sender aktindsigtsbegæringer af sted til DHS for at få myndighederne til at rulle gardinerne til campingvognen op, får typisk en bunke af papirer sendt tilbage fyldt med sorte overstregninger.

Ingeniørens henvendelser til både DHS og Charles Stark Draper-laboratoriet har også været forgæves. Projektet er nærmest mørklagt.

Men her er, hvad vi ved:

'Den hvide gang' går også under navnet FAST (Future Attribute Screening Technology) og er en vogn med en indgang og udgang. Indvendigt ligner vognen blot et hvidt rum, men bag vægpladerne er der et hav af sensorer, der især kommer fra Charles Stark Draper-laboratoriet, som er et selvstændigt forskningscenter i Cambridge, Massachusetts. Nogle sensorer registrerer krops- og øjenbevægelser, termiske kameraer registrerer ændringer i krops- og ansigtstemperatur, og en laserradar kaldet en Biolidar måler hjerterytme og åndedræt.

FAST er under udvikling hos DHS' afdeling for videnskab og teknologi, og udviklingsprogrammet får bevilget 54 millioner kroner årligt. Det erklærede mål er en udvidet løgnedetektor, der kan få folk hurtigere gennem sikkerhedstjek.

Fra de første forsøg med FAST til i dag er der sket en stor ændring. I projektets første udviklingstadium blev folk, inden de gik gennem detektoren, spurgt, om de havde onde hensigter, blandt andet med spørgsmålet 'Er du terrorist?'.

Senere blev personer kun udsat for stimuli i form af lyde eller billeder, og endemålet er, at personer blot skal gå i roligt tempo gennem gangen uden at foretage sig noget. Og det er formentlig de test, som er gennemført på en eller flere ukendte lokaliteter i det nordøstlige USA, viser oplysninger, som flere amerikanske medier har søgt aktindsigt i.

Således har det amerikanske nyhedsmedie Cnet, der har fokus på teknologi og forbrugerelektronik, fået oplyst, at FAST arbejder på at udføre forsøg på 'personer med erfaring med fødevarer". De vil blive betalt 'for at arbejde ved en endags VIP-event'. Og mellem de mange dokumenter med sorte overstregning tyder det på, at særligt udvalgte bliver bedt om at smugle optageudstyr gennem et sikkerhedstjek.

Men virker systemet overhovedet? Ifølge DHS viser tidligere forsøg, at FAST opdager 70 procent af alle folk med onde hensigter. Forsøgene var udført af og med DHS-ansatte, hvor særligt udvalgte fik besked om at gå gennem sikkerhedstjekket for at udføre en ond handling. Endnu er der dog ingen resultater fra forsøg med 'almindelige' mennesker.

Et hav af forskere verden over stiller sig stærkt tvivlende over for hele grundlaget for FAST. Et centralt anklagepunkt lyder, at systemet bygger på en forsimplet idé om, hvordan mennesker med onde hensigter opfører sig og en alt for simpel kobling mellem sind og krop.

»Man skal passe på med at lave en for direkte kobling mellem personers tanker og kroppens signaler. Forsøg med løgnedetektorer viser, at folk kan træne sig i at udsende signaler, der frikender dem. Det samme vil formentlig være problemet med FAST. Hvis jeg var terroristleder, så ville jeg sende mine rekrutter på kursus i at udsende de rigtige signaler. Det er delvist noget, man kan træne sig til,« siger professor Andreas Roepstorff fra Aarhus Universitets Mindlab og Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik.

I de senere år har Andreas Roepstorff fulgt udviklingen i precrime-teknologier og har udført forskellige studier af løgn og sandhed samt undersøgt muligheden for at bruge hjernescanninger til at afgøre, om folk lyver. Han mener, at sandheder og løgne har så mange forskellige ansigter, at det er uhyre svært at finde en brugbar fællesnævner for en computeralgoritme.

»Den vilde løgn kan give samme kropslige reaktion som en problematisk sandhed,« siger Andreas Roepstorff, der gennem et projekt med en ph.d.-studerende har påvist store problemer ved sammenkædning af hjernescanninger og mønstre for løgne:

»Hvis du bliver beordret til at fortælle en løgn, så bliver der aktiveret andre dele af hjernen, end hvis du fortæller en løgn af egen fri vilje. En løgn giver ikke i sig selv et bestemt mønster, men har så mange udformninger, at den er meget svær at opdage med en hjernescanning.«

På samme måde har forsøg med det klassiske terningspil 'Meyer' vist, at billedet af sandheden og løgnen ændrer sig, når løgnen bliver en mulighed.

»Sandheden i Meyer ligner mere løgnen i Meyer end sandheden uden for spillet,« siger Andreas Roepstorff.

Den danske professor kender dog ikke til nyudviklingen inden for FAST, og selv om han er stærkt kritisk over for det videnskabelige grundlag, er han åben for, at stor datakraft kan gøre programmet delvist anvendeligt.

»Amerikanerne kan have gang i et stort arbejde med at kalibrere systemet til en lang række reaktionsmønstre og lave computerbaserede algoritmer, der giver nye muligheder for mønstergenkendelser. Men jeg tvivler stadig på, at resultaterne bliver statistisk brugbare,« siger han.

FAST har sine videnskabelige rødder i SPOT-programmet, der bygger på forskning udført af en lille gruppe forskere, hvor den mest fremtrædende er psykologiprofessor Paul Ekman fra University of California Medical School i San Francisco. I 70'erne var han med til udviklingen af det såkaldte Facial action coding system, der senere har udviklet sig til en metode i at uddanne folk - som eksempelvis de føromtalte 3.000 adfærdsdetektionsbetjente - i at aflæse små tegn i ansigtsudtryk, der afslører onde hensigter.

Paul Ekman lægger især vægt på nærstudier af små ansigtsbevægelser, såsom læbernes anspændthed, øjenbrynenes bevægelser og andre bevægelser, der typisk kun varer i en brøkdel af et sekund. Ekman, der i dag uddanner adfærdsdetektionsbetjente, er blevet en mediedarling med udgivelsen af en bestseller om sig selv, samt et tv-show, der bygger på hans arbejde.

Men i store dele af den videnskabelige verden er han langtfra en darling. Kritikerne anfører blandt andet, at hans eneste peer-reviewed arbejde er udgivet for årtier siden, og hans nuværende arbejde er ifølge tidsskriftet Nature slet ikke blevet peer-reviewed.

Tilhængerne af SPOT-programmet refererer dog ofte til det statistiske materiale, der kommer ud af programmet. Fra januar 2006 til november 2009 trak adfærdsdetektionsofficerer 232.000 personer til side for at undersøge deres tasker nærmer for sprængstof.

Sikkerhedsmyndighederne bemærker, at langt de fleste kunne rejse videre uden yderligere forsinkelser, men 1.710 blev anholdt, hvilket tilhængerne fremhæver som bevis på programmets succes. Kritikerne af programmet pointerer derimod, at 1.710 anholdte ud af 232.000 svarer til, at adfærdsdetektionsbetjentene kun havde fat i de rigtige skurke i under én procent af tilfældene, skriver Nature.

Men tilhængere som eksempelvis Carl Maccario, en af skaberne af SPOT, fremhæver især anholdelsen af Kevin Brown i 2008 som et bevis på programmets vigtighed. Kevin Brown blev udpeget af en adfærdsdetektionsbetjent og viste sig at gemme på en bombe. Kritikerne fremhæver derimod, at vidner så Kevin Brown rokke så voldsomt frem og tilbage, at der ikke var brug for en adfærdsdetektionsbetjent for at opdage den mistænkelige adfærd.

På Counterterrorism Research Lab på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet i Odense ser professor Uffe Kock Wiil positivt på mulighederne i amerikanernes sensorsystem, så længe myndighederne blot er opmærksomme på systemets begrænsninger.

»Sensorteknologierne er så langt i deres udvikling, at det nu handler om at samkøre teknologier i et computerprogram. Pre-crime er på hastig fremmarch, og det skal vi kun være glade for, så længe vi ikke lader computerne overtage menneskets dømmekraft. Sensorer og computerprogrammer skal vi opfatte som en hjælp, der kvalificerer mennesket til at tage de bedst mulige beslutninger, men den endelige beslutning skal altid ligge hos mennesket,« siger han.

De seneste år har Uffe Kock Wiil arbejdet med computerprogrammer, der overvåger aktiviteter i kriminelle miljøer, så det er muligt at vurdere, om en ny rockerkrig eller konflikt er under opsejling. Lignende programmer er udbredt i USA og Canada, hvor computere analyserer de seneste års politirapporter for at udpege tider og steder for de mest sandsynlige tyverier og overfald.

Men selv om adskillige lovpriser den nye teknologi, advarer andre om en bagside af medaljen. Eksempelvis arbejder ph.d.- studerende Kira Vrist Rønn på et projekt, der undersøger politiets analysepraksis i det nationale ekspertcenter for alvorlig og organiseret kriminalitet under Rigspolitiet (NEC). Og hun påpeger risikoen for, at precrime-teknologierne medfører en overdreven mistænkeliggørelse:

»Selvfølgelig er det fantastisk, hvis vi kan fange forbryderne, før de begår forbrydelsen. Men hele snakken om at ville identificere onde hensigter kan være farlig i sig selv. Spørgsmålet er, hvad 'onde hensigter' dækker over. I jagten på at afsløre folks hensigter ligger derudover kimen til en øget mistænkeliggørelse af hinanden og en opfattelse af, at forebyggelse altid er godt uafhængigt af omkostningerne,« påpeger hun og fortsætter:

»Og selv om vi måske kan fange et par forbrydere, risikerer det at ændre måden, vi tænker om hinanden på ... og det er måske ikke til det bedre.«