Er stålkonstruktioner tunge? Kan man bygge rumskibe af jern?

Absolut ja.

Rigtig mange mennesker vil umiddelbart begynde med træ, hvis et eller andet skal bygges. Det opfattes intuitivt som nemt at bygge ting af. Hvis vi starter på køkkenbordet med sav, hammer, søm, hvid lim og hæfteklammer, er det måske også rigtigt. Hvis dét er udgangspunktet, er træ og pap måske nok det nemmeste at starte med, hvis man skal bygge en model eller en prototype.

Jeg er vokset op i et træmiljø. Nogle familier har flygel; - min familie havde høvlebænk. Det betød, at træ helt naturligt var materialet, hvis noget skulle laves. Træ er et venligt materiale, høvlspåner er rare og dufter godt. Stål og metaller er umiddelbart næsten umulige at forandre, og dreje spåner er nogle skarpe, ubehagelige nogen, man kommer til skade med.

Det gav mig som barn store problemer. Af en eller anden grund var det damp og dampmaskiner, der først fangede min interesse. Og her kommer træ fuldkommen til kort. Man kan ikke bygge en dampkedel af træ. Evnen til at sammenføje metaller til gastætte, stærke konstruktioner var et centralt problem i Peters Madsens liv, da han som 9 årig boede i Gørlev på Vestsjælland og drømte om at bygge en stor dampmaskine.

I dag - 31 år senere - er netop de løsninger, jeg søgte og fandt den gang, nøglen til, at jeg har kunnet realisere projekter med undervandsbåde og nu arbejder med raketter i CS. Jeg kan faktisk gå rundt i en rimelig forventning om en dag at se verden ude fra rummet, fordi jeg som barn gerne ville lave en dampmaskine af metal.

Kogt helt ned, så er sagen den, at mange har gode ideer, men at komme fra idé til funktionsdygtig løsning kræver adgang til noget kunnen og noget grej. Har man ikke dén adgang, kommer man ingen vegne. Så step et - skaf produktionsmidler.

Min ven gennem mange år, Christian Ravn, og jeg diskuterede begrebet "lykke og et godt liv", da vi gik i gymnasiet sammen. Christian kan godt lide at koge ting ned på en kort formel:

"Lykken og et godt liv kan kun opnås, hvis man har to ting: en drejebænk og en TIG-svejsemaskine"

I min verden var det værkstøjsmaskiner og svejsning af høj kvalitet (dampkedler!), der måtte på banen. Det er i et barneperspektiv - pre-teen Gørlev, start 80erne - ikke særligt nemt, men det blev løst.

Prøv at se hvor meget kreativitet der kommer i fag, hvor man kan det hele, bare man har adgang til en PC og har hovedet skruet godt sammen. Det har skabt en revolution af informationsdeling og et antal milliardærer - og mange mennesker med et bedre liv. Det vil med tiden måske gøre diktatur som styreform umuligt. Og det hele starter med tastatur, skærm og en kasse elektronik. Produktionsmidler, der er rimeligt lette at få fat på.

Men man kan ikke kode sig til en dampkedel, en undervandsbåd eller en rumraket.

Det kræver nogle lidt tungere produktionsmidler.

Mit første møde med metalindustrien var direkte ubehageligt. Jeg gik ind på den lokale smeds værksted på Gørlev hovedgade med en tegning i hånden til en lille dampkedel. Der lugtede grimt, der var sort og skærende lys fra svejsning. Jeg ville bare høre, hvor meget sådan en skulle koste at få bygget. Jeg var blevet 13 år nu, - ting gik langsomt den gang.

Metoden dur ikke. "Tjen penge og få andre til at gøre arbejdet." Ha! Mine lommepenge pr. år kunne holde en smedebasse arbejdende et kvarter. Regn selv på det. Hvor mange timer skal du arbejde for at sætte en håndværker i arbejde en time? Husk skatten, momsen, - og at du stadigvæk skal projektere det hele og tage ansvaret. Smedemesteren vil fandme ikke tage noget ansvar for din dampkedel!

Men smedemesteren kom med et forslag, som var effektivt: Jeg kunne komme og lave den selv - efter fyraften. I stedet for at give mig en fisk, gav han mig en fiskestang!

Planen var en meget simpel kedel med et gennemgående ildrør. Nu, hvor jeg selv skulle bygge den, blev den opgraderet til 6 gennemgående ildrør: Et design, der mindede kraftigt om en lokomotivkedel. For nu var økonomien en anden: Jeg skulle kun betale materialer. Vi ville veje den til sidst og så skulle jeg betale 4 kr pr. kg.

Det blev nogle stinkende farlige eftermiddage, for et smedeværksted er farligt for uddannede, og meget farligt for én, der ikke kender til noget og ingen instruktion får. Men det endte altså med en dampkedel.

Modellen "hvis du ikke kan, så se at få det lært" har virket godt for mig siden. Ikke-kommercielle ideer, der drives af passion, kan blive virkelighed gennem den metode. Og CS er i virkeligheden den ekstreme konklusion på dén proces. Hvis man selv kan, kan man rykke, hvor man ellers ville gå i stå, så snart skridtet fra papir til realiteter skal tages.

Derfor er Dinosauer drejebænken, svejsemaskinerne, skærebrænderen og alle de andre værktøjer ude i HAB ikke bare vigtige, de er altafgørende.

I vores del af verden er arbejdstimer dyre. Derfor gør vi alt for at optimere, så vi kan producere en masse på kort tid. Det smitter af på sådan nogle som mig. Hvis jeg kan spåntage med den dobbelte effekt, eller svejse med den dobbelte hastighed, kan mine drømme være dobbelt så vilde og stadig blive realiseret.

Da jeg første gang blev introduceret til drejning, var det en dyse til en raket, der var emnet. Den tog de svagstrømsingeniører, som viste mig processen, en weekend at lave. Man brugte kun sløve aflagte skæreværktøjer. Man kendte til hårdmetal, men brugte det ikke med henvisning til prisen. Man brugte ikke tilspænding på drejebænken - langs-drejning skete med fortsætterslæden. Alt var galt, hvis tiden har betydning. Det er måske okay at bruge en weekend på en ø 75 mm dyse, hvis det er ens yderste ambition; men hvis det er en ø 200 eller en ø 640 mm dyse, så dur det bare ikke.

Jeg tog en praktikperiode på en maskinfabrik - for at få nogle input. Selv med den gamle, remtrukne VESUV rædselsdrejebænk kunne jeg dreje seks dyser på en dag med de input min korte tid hos Christiansens Værkstøjs og Maskinfabrik i Kalundborg gav mig. Det er bare et spørgsmål om at lytte og lære. Maskinarbejdere tager hårdt fat - ellers dør de af sult. Anvendt på hobbyraketter betyder det, at man kan rykke. Det giver brændstof til drømme. For intet er umuligt, hvis man vil det nok og kan få andre til at ville det lige så meget.

Vi bygger alt vores grej i stål, og enkelte steder aluminium. Vi gør det, fordi det er meget nemmere end at arbejde i træ og pap. Når von B skal lave en mock-up af hans faldskærmssystem eller andre dele af det nye rumskib, kan han lave det hurtigt, stærkt og nemt ved brug af den maskinfabrik, som HAB er.

Jeg kan blive helt paf, når folk spørger, hvorfor han dog ikke lave sæder i kulfiber. Det kan kun komme af en fuldkommen manglende viden om, hvor hurtigt det går at valse, TIG svejse og laserskære sædedele - i stedet for at bygge en form og støbe det samme i kulfiber under vakuum. Materialeprisen er det mindst interessante her. Det er timerne der går til det.

Man skal også forstå, at et projekt som vores er meget mere end bygning af en raket. Vi bygger tonsvis af jordudstyr - a la Sputnik - så skibsværftet og metalværkstedet skal til alligevel. Har man ikke det, kommer man ingen vegne.

Det er ikke så tosset med de metaller, fordi det giver konstruktioner, som kan bygges hurtigt og billigt, og som er meget robuste. Får man en skade på en metaltank kan det repareres. Den samme skade på et tilsvarende composit-emne vil normalt betyde ud til højre. Kommer en af målegutterne og vil have en ekstra 1/4" åbning til en tryktransmitter, kan vi svejse en studs på, trykprøve og af sted. I compositmaterialer
er det en ommer.

Saturn V raketten var - alt overvejende - en svejset aluminiumskonstruktion. Det samme gælder Space X´s Falcon serie af løfteraketter. Rumfærgens faststof-boostere - som jo egentligt er enorme trykbeholdere, var lavet af kulstofstål; - ganske som det vi bygger mølletårne af.

På Wired er de forbavsede og ryster på hovedet af, at vi selv bygger vores faldskærme. Hvad dælen ville de selv gøre?

I virkeligheden er CSs teknik ikke så vanvittig forskellig for normen. NASA´s faldskærme bliver også syet. I nogenlunde de samme tekstiler.

Det spændende er mere måden, vi gør det på - som en gruppe passionerede mennesker med et fælles mål og en fælles drøm. Støttet af en meget større gruppe mennesker, der i virkeligheden har det på samme måde.

Hvis tilstrækkeligt mange mennesker kan blive enige om noget, kan næsten alt lade sig gøre. At få det til at ske er en helt anden proces, men en god start er at kunne og turde gå i gang, så andre kan se, det har substans. Som at koge suppe på et (metal-)søm.

Peter Madsen