/energi

Regeringen fik sin vilje: Ny NOx-afgift vedtaget

Efter en intens debat i Folketinget om, hvorvidt en femdobling af afgiften på udledning af NOx vil koste danske arbejdspladser, er afgiftsforhøjelsen blevet vedtaget.

Af Marc Prosser, torsdag 22. dec 2011 kl. 10:50

Udledningen af kvælstofoxider - bedre kendt som NOx - kommer i fremtiden til at koste dyrt. Regeringen fik i går vedtaget den planlagte femdobling af afgiften fra 5 kroner til 25 kroner per udledt kg NOx. Afgiften træder i kraft den 1. Juli 2012.

Det skete efter en lang sidste debat i folketingssalen, hvor oppositionen igen og igen advarede om, at stigningen vil komme til at koste dyrt for andre end dem, der udleder NOx’en.

»Stigningen vil forringe vores konkurrenceevne og koste tusindvis af danske arbejdspladser,« lød det fra Venstres skatteordfører, Torsten Schak Pedersen.

Kim Andersen fra Venstre var bekymret for, at en forhøjet afgift ville ramme en række firmaer, der i forvejen led under den finansielle krise.

»Det svarer til, at man ser en mand, der er småsyg. Så giver man ham en mavepuster og en hammer i hovedet, så han rigtig kan føle det,« sagde han.

Andre oppositionspartier luftede utilfredshed med, at en femdobling af NOx-afgiften ikke ville nedbringe mængden af NOx over Danmark.

»Tal fra Dansk Energi viser, at 90 procent af NOx-forureningen i Danmark stammer fra udlandet. Dertil kommer, at den nye afgift kun berører stationære anlæg. Vi er nede på, at det er halvanden procent af den NOx der findes i Danmark man lægger afgift på,« sagde Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olsen.

Erfaringer og tid

Først var det planen, at femdoblingen af NOx skulle have taget effekt fra den 1. januar, men efter en genovervejelse udskød regeringen starttidspunktet et halvt år.

Et af argumenterne var, at det giver virksomheder tid til at investere i teknologi, der kan nedbringe deres udledning af NOx.

Skatteordører fra Socialdemokraterne, Thomas Jensen, slog fast, at afgiften skulle nedbringe forureningen over Danmark og samtidig give midler til nogle af de tiltag, regeringen har lanceret for at sætte gang i den danske økonomi under den finansielle krise.

»Vi har hørt på dommedagsprofetier og forkerte beregninger fra oppositionen om, hvad den nye afgift vil koste. Den nye afgift sikrer finansiering og samtidig nedbringer den udledningen af NOx.

De virksomheder, der kommer til at betale mest, er så også de virksomheder, der udleder mest,« slog han fast.

Thomas Jensen refererede til tidligere erfaringer - både fra ind- og udland - der viste, at en højere afgift havde fået udledningen af NOx og andre forurenende luftarter til at falde.

SF’s skatteordfører, Jonas Dahl, fortalte, at den indtjening på omkring 600 millioner kroner om året, som regeringen regner med vil komme ind fra den øgede NOx-afgift skal være med til at sikre de danske arbejdspladser, som oppositionen er bekymrede for.

»NOx-afgiften skal være med til at kickstarte den danske økonomi og få os op af det hul, vi har befundet os i,« sagde han.

Forslaget blev vedtaget med 56 stemmer for og 52 stemmer imod. Ingen stemte hverken for eller imod.



22. dec 2011 kl 14:13

Allan Birch

Mange politikere på arbejde andetsteds?

Man kan undre sig over stemmerne 56/52 = 108 stemmer ud af 179 medlemmer af folketinget.

Hvor i alles verden var resten ef politikerne henne? På bestyrelses "arbejde" eller holdt de bare fri?

Jeg kunne tænke mig at vide hvor alle de personer som arbejder MOD afgifter var henne?


22. dec 2011 kl 14:55

Bjørn Pedersen

Re: Mange politikere på arbejde andetsteds?

Man kan undre sig over stemmerne 56/52 = 108 stemmer ud af 179 medlemmer af folketinget.

Hvor i alles verden var resten ef politikerne henne? På bestyrelses "arbejde" eller holdt de bare fri?

Jeg kunne tænke mig at vide hvor alle de personer som arbejder MOD afgifter var henne?

Der er lavet specielle aftaler i folketinget så alle ikke behøver at være der for at stemme et lovforslag ind.


22. dec 2011 kl 15:17

Steen Schütt

Kan provenuet nu nås?

Citeret fra artiklen:

Thomas Jensen refererede til tidligere erfaringer - både fra ind- og udland - der viste, at en højere afgift havde fået udledningen af NOx og andre forurenende luftarter til at falde.

SF’s skatteordfører, Jonas Dahl, fortalte, at den indtjening på omkring 600 millioner kroner om året, som regeringen regner med vil komme ind fra den øgede NOx-afgift

Citat slut.

Når så virksomhederne reducerer NOx, vil der så også komme 600 mill. i kassen?


22. dec 2011 kl 18:13

Erik Christensen

Kickstart?

»NOx-afgiften skal være med til at kickstarte den danske økonomi og få os op af det hul, vi har befundet os i,« sagde han.

Held og lykke med det, men når jeg bogfører de øgede afgifter i firmaets budget bliver der nu mindre på bundlinen - ja det ligner mere et cirkelspark? - har jeg kanske taget fejl af kredit og debet?

Hurra for kapitalens fri bevægelighed


23. dec 2011 kl 00:26

Søren Fosberg

Vejen frem

Beskatning af forurening er vejen frem. Markedet kan ikke udvikle de teknologier vi har brug for med mindre forurening belastes med afgifter. Det
er temmelig banalt.

Problemet er at det umiddelbart giver firmaer i lande uden samme afgift en konkurencefordel. Det så man jo så tydeligt et eksempel på i de gamle jerntæppedage hvor industrien i Østeuropa fik olie fra Sovjet til 25% af verdensmarkedsprisen. Det var vist lige ved at knække ryggen på vestens industri. (Er det nødvendigt at skrive "irony off" her?)

Spillet er at man gennem afgifter kan animere til innovation i mere bæredygtige teknologier. Fedtspillerfirmaer som hellere vil flytte til Rumænien eller Albanien for at beskytte deres gamle skrammel i stedet for at udvikle sig skal da være velkomne til det. De kan tage deres klappekor med sig. Dem har vi ikke brug for alligevel. Men de firmaer som kan udvikle deres teknologi vil få en konkurrencefordel når deres produkter bliver efterspurgt andre steder - netop fordi de forurener mindre.

Slappe regler skaber ikke vindere. Vi skal have meget mere beskatning af forurening. I stedet kan vi nedsætte skatterne på løn og på længere sigt reducere samfundets omkostninger.


23. dec 2011 kl 09:02

Benny Højvælde

Til Søren Fosberg

I hvilket århundre kommer du fra Søren Fosberg

Jeg tror at du er ansat i Enhedslistens eller SFs bagland, for du har ikke meget forbindelse til virkligheden.

Jeg vil anbefale at du ansætter en del grænsevagter der tjekker at de vare der kommer til DK er produceret NOx fri.
Det vil tage flere århundre inden at NOx problematikken slår i gennem i Kina og f.eks. Singapore.
Går det ud over tegnebogen får du ikke kineserne med. Det er sikkert og vist.
Med den retning som vores nye regering har lagt er det stort set kun frisører der er tilbage om 10 år. Resten af firmaerne forsvinder pga. løn presset. Ved det fordi undertegnede har været ansat i et firma der fører ingeniør jobs ud til Ukraine og Indien.

Jeg kan kun sige god tur til Aalborg portland, Papirfabrikker og gartnerier. Der er masser af plads i Østeuropa. Jorden er dyrest i Polen med der er infrastrukturen bedst.

PS: Det var nok ikke det de kære 3F medlemmer i Aalborg forestillede sig da de stemte Helle ind.

Benny


23. dec 2011 kl 09:51

Søren Fosberg

Re: Til Søren Fosberg

Resten af firmaerne forsvinder pga. løn presset.

Det vil så være godt at sænke beskatningen på løn - ikke sandt? Og derudover er det jo ikke gået så godt i 10 år med såkaldt "erhvervsvenlig" regering. Hvordan vil du forklare det. For mange miljøregler? Det er jo latterligt.

Alligevel vil du have mere af samme skuffe. Det er vist dig der trænger til at komme ud i virkeligheden.


23. dec 2011 kl 10:56

Benny Højvælde

Re: Til Søren Fosberg

Hej

Den forrige regering var ikke bedre. Der skulle indføres den regel i tinget at man kun var der 3 eller 4 perioder, så man kan få de forbannede levebrødspolitiker væk. DE er intet og jeg gentager intet bevendt. Flere har aldrig haft et reelt arbejde hvor de har tjent deres løn.

Virkeligheden:
Bange for at jeg har været der i for mange år. Har nu knoklet i 10 år som håndværker og snart 20 år som ingeniør, og må erkende at der på tide at emigrere og få værdierne med sig inden der lukkes og slukkes i DK.

Startede så småt for 2 år siden med at flytte pensionopsparingen fra danske aktier ud til kinesiske og brasilianske aktier.

Vi har et problem her i DK og det er hvad skal vi leve af om en del år. Jeg har arbejdet sammen med kinesiske, indiske og østeuropæiske ingeniører (og senest i Singapore) der er mindst lige så dygtig som danske ingeniører.

Det er at kaste blår i befolkningens øjne ved at fortælle den at vejen frem er uddannelse. Vi skal også kunne konkurrere på lønnen, for vores modstandere er lige så dygtige som os. Måske ikke nu men om få år.

Med i lønnen er også leveomkostninger. De skal ned og deri indgår skattetrykket i DK. Vi er nød til at gøre noget ved det skattetryk. Jeg har kontakt med mange udenlandske firmaer i årets løb, og de løber skrigende bort når de hører vores smedes timepriser (der er et stykke under 500 per time).

Og nu vil regeringen smide dygtige firmaer ud af landet. Regeringen må have noget i ærmet der er større end deres berømte kickstart ideer, for dem tror de ikke selv på mere. Vi andre har aldrig gjort det, for der er som at pisse i havet.

Benny


23. dec 2011 kl 11:27

Allan Birch

Ing. løn op til dobbelt af Holland..

Kig lige indad - flere firmaer fakturerer ingeniører 12-1400kr. pr. time + moms

Det er da helt galt - det svarer til at smede skal faktureres 900-1000 kr. pr. time, i forhold til hvad de tjener.

I Holland har ingeniører næsten 1/2 løn af hér, så man skal ikke for langt væk for at se at lønnen er for høj herhjemme, altså for høj af konkurrence hensyn


23. dec 2011 kl 11:29

Erik Christensen

Re: Vejen frem

Fedtspillerfirmaer som hellere vil flytte til Rumænien eller Albanien for at beskytte deres gamle skrammel i stedet for at udvikle sig skal da være velkomne til det. De kan tage deres klappekor med sig. Dem har vi ikke brug for alligevel

..fedtspiller-forbrugere der alligel skal til grænsen efter billige bajere og træpiller kunne så passende tage dem med i firehjulstrækkeren - nåeh nej, det vil deres høje moral sikkert forhindre dem i


23. dec 2011 kl 12:12

Knud Andreasen

Sjove begrundelser

Afgifter på alt det sjove: fedt, øl, chokolade m.m.m. begrundes med at man ønsker at højne sundhed og levealder.
Vi skal købe endnu mere af den slags af tyskerne, som da sjovt nok lever længere end vi gør.
NOX-afgiftforhøjelser skal nedbringe NOX-belastningen. Men afgifterne kan kun påvirke højest 5-10 % af den NOX-belastning vi har i DK. Kan en voldsom indsats reducere de 10% med 5%, så har vi samlet vundet mindre end 0,5%
.
Kunne man så i det mindste opfinde nogle begrundelser, som ikke frembragte ubehag i maveregionerne.


23. dec 2011 kl 14:40

Søren Fosberg

Re: Sjove begrundelser

Kunne man så i det mindste opfinde nogle begrundelser, som ikke frembragte ubehag i maveregionerne.

Hvad med: Det er usundt at sidde for længe på hænderne.


23. dec 2011 kl 19:01

avatar

Poul Erik Sørensen

Forstår det ikke!

For mig at se, er det blot endnu en afgift der lukker virksomheder i Danmark og skaber mere arbejdsløshed.
Hvor er initiatiververne til vækst henne?


23. dec 2011 kl 19:16

Karsten Henneberg

Nox beskatning uden måleudstyr ....

Har nogen fundet ud af hvordan Nox beskatningen skal ske for de forbrugere, der IKKE har permanent, godkendt måleudstyr monteret?

Mener grænsen ligger ved 100 Mw


23. dec 2011 kl 19:55

Frithiof Andreas Jensen

Re: Kan provenuet nu nås?

Når så virksomhederne reducerer NOx, vil der så også komme 600 mill. i kassen?

Ork Ja: Man laver bare en tilslutningsafgift til atmosfæren!


23. dec 2011 kl 20:13

Jan Damgaard

Et storbyproblem!

De målinger hvor der er konstateret et forhøjet niveau, er hvor der er tæt trafik, mens de der skal betale er langt fra de steder.
Det næste bliver vel skal på at trække vejret.


23. dec 2011 kl 21:33

Thomas Vesth

Grønt spin

NOX er grønt spin af værste skuffe.

For biogaskraftvarme har det den kosekvens, at hele øgningen af elproduktionstilskuddet under VK-regeringen nu er rullet tilbage. Således har man anvendt PSO til opkrævning for derefter at føre dem til statskassen.

Konsekvenserne er dog meget tydelige, nemlig at varmekunderne på disse værker kan se en stigning i varmeprisen på ca. 1000 kr. om året, hvor brug af kul kun havde medført 110 i stigning. Det er grønt spin af værste skuffe.

Da man samtidig under energiforligsforhandlingere ikke kan blive enige om biogassen, kan biogassen meget vel være helt død indenfor få år, altså medmindre man fortsat vil anvende tvangsmidlerne overfor varmeforbrugerne. Dette er meget sandsynligt, hvorfor en ny (bio)barmarksskandale er sat på skinner.

Man græmmes


23. dec 2011 kl 21:51

Peter G. Madsen

EU grænser/regler

Nu har jeg ikke undersøgt nærmere omkring hvad EU accepterer(afgiftsbelægger) NOx med, men hvis DK går enegang er det da helt tåbeligt.

Og hvis virksomheder i DK allerede benytter BAT er det jo helt tydeligt at det kun er en skat for fylde statskassen.

Mvh
Peter


23. dec 2011 kl 22:21

Jens Arne Hansen

Re: Vejen frem

Fedtspillerfirmaer som hellere vil flytte til Rumænien eller Albanien for at beskytte deres gamle skrammel i stedet for at udvikle sig skal da være velkomne til det. De kan tage deres klappekor med sig. Dem har vi ikke brug for alligevel

Tåbelig og dybt tragisk misforståelse som vores fan af børnehaveregeringen her lægger for dagen!

Ude i virkelighedens verden dækker disse ord over at vi hele tiden taber kampen om arbejdspladser til rumænere, kinesere eller alle mulig andre som både er billigere og dygtigere end os!

Der synes at være 2 tendenser:

De direkte kalkulerbare virkninger af regeringens politiske tilkendegivelser eller vedtagne byrder for erhvervslivet.
F. eks. virksomheder der nu vil flytte ud pga. NOx afgiften.

Den almindelige håbløshed og misstemning ved at drive erhverv her i landet
under en regering hvis inkompetence, holdninger og virkelighedsfornemmelse skriger til himlen.
Her er oplevelsen at hvor virksomheder under den forrige regering måske overvejede en ekstra gang inden de flyttede produktion ud, så har det siden valget ikke kunnet gå hurtigt nok! Typisk flytter man ikke ret langt væk, og udflytningen sker gradvis lidt efter lidt og i de fleste tilfælde med godt resultat for ejerne så chancen for at produktion der en gang er lagt ud vender tilbage er nærmest ikke eksisterende!

Det næste bliver så at alle de skattekroner man vil bruge på uddannelse og opkvalificering er spildt fordi jobbene er blevet presset ud af landet af skattetrykket.
Når man nærmer sig pensionsalderen kommer man forhåbentlig ikke til at mærke virkningen direkte, men for de der skal ud og finde job som ingeniører eller håndværkere i de kommende år er det skidt hvis der ingen jobs er og deres bedste chance formentlig er at flytte til et af de lande hvor vore jobs forsvandt hen og affinde sig med levevilkårene der?



23. dec 2011 kl 23:34

Søren Fosberg

Jens Arnes lirekasse

Her er oplevelsen at hvor virksomheder under den forrige regering måske overvejede en ekstra gang inden de flyttede produktion ud, så har det siden valget ikke kunnet gå hurtigt nok!

Det kan da ikke være nemt at forsvare den forhenværende regerings elendigheder, men et lidt mindre bovlamt forsøg fra din side kunne man nu alligevel godt forvente. Du plejer at være en del bedre udi det perfide, ja næsten på niveau med Bjarke. Måske er det julen som stemmer dit sind til slaphed.


24. dec 2011 kl 00:12

Jens Arne Hansen

Re: Jens Arnes lirekasse

Måske er det julen som stemmer dit sind til slaphed.

Nu vil jeg ikke blive mere konkret om mine egne iagttagelser op til jul, men jeg kan måske illustrere det med Mediehuset Ingeniøren i stedet hvor der lige er hændt noget lignende.

For en følge af den intensive outsourcing som vi oplever er jo at ingeniører generelt er nødt til at benytte fremmedsprog i stor stil.
Så hvis vi gerne vil have noget for vort medlemskontingent til IDA så burde man måske overveje om ikke tiden var løbet fra et hjemmelavet og temmelig provinsielt produkt som "Ingeniøren" og dens netavis?
Måske kunne man med fordel outsource til et større udenlandsk ugemagasin og opnå en større alsidighed og kvalitet mod til gengæld at acceptere at benytte et eller flere af hovedsprogene og man kan sikkert både få egen annoncesektion og debatforum med i købet?
Mon man kan gætte på at vi ville kunne få et langt bedre produkt til måske 60% af hvad det koster nu?

Blot et eksempel på overvejelser som alle private virksomheder er nødt til at gøre sig og tit også nødt til at realisere!



26. dec 2011 kl 02:58

Bjørn Pedersen

Re: Jens Arnes lirekasse

Her er oplevelsen at hvor virksomheder under den forrige regering måske overvejede en ekstra gang inden de flyttede produktion ud, så har det siden valget ikke kunnet gå hurtigt nok!

Det kan da ikke være nemt at forsvare den forhenværende regerings elendigheder, men et lidt mindre bovlamt forsøg fra din side kunne man nu alligevel godt forvente. Du plejer at være en del bedre udi det perfide, ja næsten på niveau med Bjarke. Måske er det julen som stemmer dit sind til slaphed.

I alt fairness så går det håbløst for den nye regering.

Den anden regering vidste man trosalt hvad man havde, og de fattige blev ikke mere fattige. Naturligvis skal vi se bort fra den idiotiske fedtskat her,

Naturligvis er direktør gyldensnot i hjerting ligeglad med om han skal betale 5000 kr mere om året i afgifter, men dem som i forvejen intet har jubler nok ikke over den nye regering.

Når det så er sagt så ved en hvilken som helst idiot(bortset fra dig åbenbart), at dette vil komme til at koste arbejdspladser. Det er tosset at sætte danske arbejdspladser på spil for at spare et par procent NOX.

Dem som i forvejen ikke har røven fuld af penge rammes af denne NOX-afgift, og det er ikke bare store ondskabsfulde firmaer. Nej det er familier der får enorme stigninger på deres fjernvarmeregninger!

Men når det så er sagt så siger dine kammerater i DI jo, at NOX-afgiften kommer til at koste arbejdsplaser.


18. jan 2012 kl 09:45

Thomas Vesth

Ligeglad med cementfabrik

Den radikale ordfører udtaler idag i jp, at fremtidens DK ikke vil have cementfabrikker. Således må det også omfatte øvrig energitung industri.

Befriende med klare udmeldinger, så er linjen klar.

Samme ordfører vil iøvrigt også med støtte fra EL undlade at støtte biogas, som man nu er begyndt at pålægge særlig høje nox-afgifter.

Da Vestas samtidig flager ud er spørgsmålet vel klart, hvor er de grønne jobs?


18. jan 2012 kl 09:50

Allan Birch

Hasta la vista

Danmark !

Regeringen er fuldstændig bims med dens erhvervspolitik - ja, med stortset alt de foretager sig...

Forvent ikke et Danmark med jobs uden for service sektoren om 15 år.

Undrer mig over hvad EL tror skal finansiere ligheden ?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk