Slagtermestre stævner staten for at få fjernet fedtskatten
De danske slagtermestre mener, at den danske fedtskat strider mod EU-retten, fordi den skævvrider konkurrencen mellem små og store virksomheder og fungerer som told på importerede fødevarer.
Læs også
-
Eksperterne er ikke i tvivl: Fedtskat på 1,5 mia. er EU-stridig
Læs mere om
Margarine-producenterne har klaget til EU-Kommissionen, og nu bliver staten også slæbt i retten for fedtskatten, som blev indført 1. oktober.
Organisationen Danske Slagtermestre har ifølge deres egen pressemeddelelse gennemført 'en meget lang og grundig undersøgelse af fedtafgiftens lovmedholdelighed'. Konklusionen er, at den strider mod EU-reglerne.
Ifølge slagtermestrene er fedtskatten gal på to punkter: For det første skævvrider den konkurrencen mellem små virksomheder som slagterforretninger, som har svært ved at udregne fedtindholdet i deres produkter, og store virksomheder.
For det andet fungerer skatten reelt som en told på importerede produkter. Det skyldes, at importøren skal skaffe dokumentation for indholdet af mættet fedt i fødevarerne.
Det kan i sig selv være svært for færdigvarer som eksempelvis en frossen pizza. Men endnu værre er det, at også fedt, som kun blev brugt i produktionen, skal dokumenteres.
»Politisk makværk«
Så en dansk importør skal vide, hvor meget en udenlandsk producent af frosne pommes frites har smidt ud - og af hvilken type. Det er i praksis en umulig opgave, som gør, at importører må benytte Skatteministeriets såkaldte tilbagefaldsregler med standardtabeller for forskellige varegrupper.
»Afgiften er et stykke politisk makværk – nok det værste, jeg kan huske af slagsen, og det siger ellers ikke så lidt,« raser slagtermesterformand Leif Wilson Lausten.
»Den er kolossalt skadelig for store dele af fødevaresektoren og dermed for beskæftigelsen og samfundsøkonomien – og den har ifølge ernæringsforskere en skadelig effekt på folkesundheden,« tilføjer han.
Slagtermestrene har stævnet staten i en sag ved Københavns Byret. Slagterne håber dog, at byretten sender sagen til EU-Domstolen med det samme til en såkaldt præjudiciel afgørelse. Det er dog op til byretsdommeren at afgøre.
Slagterne vil have fedtskatten erklæret ulovlig, og de kræver de penge, som butikkerne og andre fødevarevirksomheder allerede har betalt, tilbage fra det offentlige.
Fedtskatten gør det 20 kroner dyrere inkl. moms at købe et kilo mættet fedt i landets butikker. De fleste fødevarer er omfattet af skatten, men der er også undtagelser, herunder mælk, fisk og æg.
Fedtskatten blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Kun Liberal Alliance stemte imod, mens Enhedsdlisten undlod at stemme. Skatten ventes at indbringe staten 1,5 milliarder kroner om året.






