Let spil for billetsnydere: Ingen kontrol med Rejsekort
Ingeniørens læsere undrer sig over, at deres nye Rejsekort til tog og metro i Hovedstaden ikke bliver tjekket af kontrollørerne. DSB afviser problem, mens metroselskabet siger, at der under test af nye skannere kan være problemer.
Læs også
Læs mere om
I slutningen af november blev det muligt for over 10.000 københavnere at benytte Rejsekortet til kørsel med tog og Metro i Hovedstadsområdet. Men skal man tro læsere, der har henvendt sig her til Ingeniøren, behøver rejsende behøver slet ikke benytte udstyret med tjek-ind og tjek-ud, for der sker reelt ingen kontrol med, om de rejsende har benyttet Rejsekortet.
»Jeg er blevet kontrolleret flere gange af billetkontrollører, og hver gang har de blot kastet et blik på mit Rejsekort og nikket ok,« siger en læser, der gerne vil være anonym, til ing.dk.
Ing.dk har fået flere henvendelser fra læsere, der har undret sig over, at der ingen elektronisk kontrol er i forbindelse med Rejsekortet.
Tidligere på måneden kunne DSB ellers meddele, at de havde indledt samarbejde med den tyske elektronikvirksomhed Höft & Wessel om levering af i første omgang 1.400 håndterminaler til brug for kontrollørerne.
DSB vil da heller ikke bekræfte, at der skulle mangle kontrol af de rejsende med Rejsekortet.
»Alle togkontrollører er udstyret med en terminal, som de kan bruge til at skanne Rejsekortet med og kontrollere om kortet er gyldigt. Det er en del af deres arbejde,« hedder det fra DSB’s kommunikationsafdeling.
Også i Metro Service afviser de, at der ikke finder kontrol sted, men medgiver dog, at der kan være problemer i testperioden med de nye terminaler.
»Vores medarbejdere er udstyret med terminaler, men der er tale om en testperiode, hvor vi skal undersøge, hvordan tingene virker, så det kan godt være, at der har været problemer med terminalerne, men det er jo det man har en testperiode til,« siger kommunikationschef i Metro Service Jesper Witt til Ing.dk.






