Et nyt dansk forskningsprojekt skal forbedre strålebehandlingen af kræftramte, som bliver mere og mere udbredt og i visse sammenhænge også erstatter behovet for et kirurgisk indgreb.

Problemet med strålerne er nemlig, at de ikke altid udelukkende rammer det kræftramte væv, men også raskt væv i nærheden. Ja, nogle gange vil strålebehandlingen kun ramme raskt væv, fordi det kræftramte væv kan have flyttet sig i forhold til den oprindelige opmærkning.

Seniorforsker Thomas Lars Andresen, DTU Nanotech, leder forskningsprojektet, der har fået over 17 mio. kr. i støtte fra Det Strategiske Forskningsråd. Han vil arbejde på at få 100 procent vished for, at strålekanonen rammer det kræftramte væv og ikke det raske.

Den hemmelige ingrediens i Thomas Lars Andresens arbejde er guldnanopartikler, der kan markeres til at finde frem til det kræftramte væv.

Guld anvendes allerede i dag til opmærkning af kræftsvulster, så den CT-scanner, der sidder i strålekanonen, har noget at sigte efter. Men disse guldcylindre indsættes operationelt og altid af en læge og kan medføre komplikationer, eksempelvis ved indsættelse i lunger, hvor nålen risikerer at punktere lungen. Et andet problem med guldcylindrene er, at det kræftramte væv kan flytte sig i forhold til dér, hvor de er indsat, og så er guldet virkningsløst, når skanneren rettes mod vævet.

Nanopartikler af guld viser vej
En metode, som Thomas Lars Andresen allerede har arbejdet på, er at anvende guldnanopartikler, der kan sprøjtes ind i blodet, og som med tiden vil hobe sig op i nærheden af det kræftramte væv.

Ifølge Thomas Lars Andresen vil blodkarrene omkring det kræftramte væv være ødelagt i et godt nok begrænset omfang, men tilstrækkeligt til, at nanopartiklerne med tiden vil trænge igennem blodkarrets vægge og ud i det kræftramte væv. Problemet her er, at der er tale om en metode, der kræver tid for at være effektiv, og patienten bagefter bærer rundt på en rest af guldnanopartikler i kroppen.

»Vi ved ikke præcist, hvor meget vi får frem til tumoren i forhold til det, vi injicerer, og spørgsmålet er, om det vil være tilstrækkeligt til, at vi kan få kontrast uden at skulle gå op i alt for høje doser for mennesker. I projektet vil vi arbejde med forskellige muligheder inden for blandt andet targetering og overfladebehandling af nanopartiklerne, og at gøre dette endnu bedre. Det vil også være relevant for hele drug-delivery forskningen,« siger Thomas Lars Andresen.

Gel lægger sig om svulsten
Ud over projektet med indsprøjtning af guldnanopartikler, vil projektet også forsøge at finde frem til en alternativ markeringsmetode, hvor guldnanopartikler føres ind sammen med en gel, der er i stand til at lægge sig omkring kræftsvulsten. Når gelen stabiliserer sig, vil den hele tiden være omkring tumoren, og de medfølgende guldnanopartikler vil gøre det muligt præcist at se, hvor tumoren er i strålekanonens CT-scanner.

»Det, vi gerne vil kunne på den korte bane, er at sprøjte en gel ind i kroppen – ikke ulig husblas – nær det sted, hvor tumoren er. Væsken har den egenskab, at den vil sætte sig og etablere sig med en struktur, der gør det muligt at holde nanopartiklerne på plads uden på tumoren. Så har vi noget, der lægger sig præcist, der hvor tumoren er, og vi kan bruge guldmarkørerne til at sigte meget præcist efter det kræftramte væv,« fortæller Thomas Lars Andresen.

Ved at anvende en målrettet indsprøjtning af nanopartiklerne i en gel kan antallet af guldmarkører, der sprøjtes ind, begrænses ganske betydeligt og holdes nede på nogle få milligram.

Han forventer, at det i løbet af det fireårige projekt vil være muligt at få udviklet den rette gel samt at nå at få afprøvet teknologien i mindst et klinisk forsøg.