Format til astronomiske data sikrer Vatikanets bibliotek
ESA's dataformat Fits benyttes nu til digitalisering af Vatikanets mange gamle bøger, så de bevares for eftertiden.
Et pilot-projekt er i gang med at benytte Fits-dataformatet ved digitaliseringen af dele af Vatikanbibliotekets enorme bogsamling. (Foto: Vatican Library)
Dokumentation
Vatikanet fik hjælp fra rumfart, da man skulle finde et elektronisk filformat til at opbevare de mange unikke manuskripter, hvoraf flere er over tusind år gamle.
Valget faldt på filformatet Fits, der benyttes til at opbevare en række astronomiske data.
Det var forskere fra ESA og Nasa, der i 70’erne udviklede Fits (Flexible Image Transport System) til brug inden for radioastronomien. Dataformatet benyttes i dag til opbevaring af astronomiske og astrofysiske data fra mange forskellige rummissioner.
Fits var løsningen
Lederen af ESA's videnskabelige arkiv, Pedro Osuna, oplyser i en pressemeddelelse, at enhver slags data kan gemmes i Fits-formatet. ESA benytter det til data fra Herschel-, Integral-, XMM-Newton- og Soho-rumteleskoperne.
Et af de store problemer har været at finde et format, der også kan læses om hundrede år – det er et problem, som både forskere og bibliotekarer har arbejdet med.
Fits-formatet indeholder i toppen en beskrivelse af formatet i tekstformat, så man altid kan se, hvordan filen skal læses. Pedro Osuna, påpeger, at hermed er Fits bagudkompatibelt. En Fits-fil fra i dag kan stadig læses om hundrede år, og en Fits-fil fra for 20 år siden kan også læses i dag.
Dr. Giuseppe Di Persio fra Italiens national institut for astrofysik samarbejder nu med Vatikanets bibliotek på et pilotprojekt, som skal afprøve brugen af Fits-formatet ved digitalisering af Vatikanets enorme bog- og manuskriptsamling. Målet er at sikre, at arkivet er bevaret for eftertiden og stadig i et format som kan læses om 20 til 100 år, hvor der findes nye teknologier, som vi ikke kender i dag.
Vatikanets bibliotek er grundlagt i år 1475 og indeholder titusindvis af manuskripter og skriftruller fra længe før bogtrykkekunsten blev opfundet. Enkelte af dem er over 1.800 år gamle.
Ud over at gøre de mange unikke manuskripter tilgængelige, vil digitaliseringen også være med til at bevare dem, da de mange håndteringer, når de skal læses, er med til at nedbryde dem.
Luciano Ammenti, som er leder af Vatikanets informations- og teknologicenter oplyser, at Fits blev valgt, på grund af dets tidløshed, og da det er open source og dermed ikke kæde sammen med et firma eller produkt.






