Nytårsraketterne klargøres !
Af Peter Madsen ,
tirsdag 20. dec 2011 kl. 07:18
Kære læsere,
Vi arbejder hårdt på de to raketmotorer til test den 30. dec. Første test kl. 12 er SAPPHIRE - som køres med en all-up test af vores TVC system - den mekaniske ende af guidance.
Min kære kollega von B har foreslået den lille ændring af stavemåden, og jeg var ikke svær at overtale...
"All-up" test vil sige, at alle fire rorflader er aktive som under en flyvning. Under det 24 sekunder lange burn gennemkører de et testprogram af bevægelser. Det bruges til at undersøge, dels hvor store kræfter vi har at lege med, dels hvor hurtigt vi kan ændre på de kræfter - og slutteligt hvordan styrekræfterne afhænger af den vinkel, styrefladerne har. Vi har målt ved tidligere tests; men nu sker det med hele systemet aktivt og med bevægelser, mens motoren arbejder. Dermed er det tredie test i CS som understøtter guidance udvikling.

Her ses CS jetvanes - stadig varme fra CNC maskinen. Foto: Steen Andersen
Jeg må sige at scenen, hvor de prøvekøres før affyring, - på samme måde som en pilot foretager en test af sine styreflader før take off, - får mit blodtryk op.
Om det så er en rumfærge, så kommer man under nedtællingen gennem dette ældgamle ritual med lige at checke, om man rent faktisk kan styre helvedesmaskinen...
Vi har ganske travlt. Lastceller, motorer, servomekanik, boltankre, dyser, svejsninger, injektorboring... Der er nok af se til, og julen truer allerede med at rive dage ud af kalenderen.

Her rettes LES motorens fire vinklede dyser op ved bruge Dinosauer drejebænken. Foto Claus Meiling.
Både LES motoren og SAPPHIR er langt fremme, og man mærker den lidt specielle fornemmelse, at vi har forladt den verden, hvor en raketmotor er noget, man bare håber ikke vil eksplodere. Vi er nu i en fase, hvor vi aktivt bruger dem til at teste et styresystem med eller til at teste et faldskærms system med. Motorerne er gået fra at være eksperimenter til at være værktøjer. Vi har efter den lange serie af statiske tests gode grunde til at forvente, at de to motorer vil gøre nøjagtigt, som de er designet til.
LES er selvfølgelig mindre teknisk end SAPPHIR, for det er bare rå muskler, der med otte g river von Bs nye rumskib af rampen og slynger den en god kilometer væk. Her er bekymringen, at vi skal lave noget stinkende nøjagtigt skævt, - for dyserne skal sidde meget nøjagtigt for at LES systemets bane ikke skal ende i baljen. Løsningen var at bruge Dinosauer drejebænkens utrolige geometriske nøjagtighed. Ved at montere den rå ekspansionskegle på fortsætterslæden og rette bunden af LES motoren op i kloplanet kunne vi med tiendedele af en grads nøjagtighed montere de fire dyser. Det vigtige her er ikke vinklen, men gentagelsesnøjagtigheden. Den bliver meget høj, når alle dyser kan monteres i samme indstilling af fortsætterslædens vinkel.
Naturligvis blev vangerne dækket af, og vi sikrede os mod at sende strøm gennem Dinosauerens enorme hovedlejer.
Det hele lykkedes !

Rune Hensel med den færdig-ophæftede fire-dyse. Foto Claus Meiling
I dag er dyse, brændcelle og topkammer blevet fuldsvejst og samlet.
Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at minde om, at man kan komme ud og fejre nytår dagen før nytårs aften - med med et par ordentlige raketter.
SAPPHIR er en god opvarmning - med 6 - 8 kN trykkraft er det et pænt drøn, - og det varer 24 sekunder. For styrenørder som jeg er det rigtigt spændende at komme tilbage til den og se om det hele holdt.
BIG LES er en værdig efterfølger. Vi brænder 140 kg brændstof på 4 sekunder og laver derved 4 fuldt synlige ti meter lange chockdiamant-jets - og en trykraft, der er 150 % af HEATs max thrust: 90 kN.
Dermed er LES den første af de store tests på programmet i denne omgang. Næste store test er TM2.
Det kan kun blive en værdig afslutning på et 2011, der har indeholdt vores første HEAT flyvning og en værdig start på et 2012, der skal indeholde så meget nyt og uprøvet.
BIG LES er den første motortest relateret til den nye kapsel, - og selvom det såmænd bare er katapultsædet, er det betegnende, at den nok slår alle thrust rekorder, vi endnu har sat.
Ankomst frem til 1130, test kl. 12 og kl. 13. Vel mødt. Husk CSS medlemskab a 100 kr pr. md. eller bliv sponsor med 200 kr.
Husk før noget andet at CS ikke er et kommercielt foretagende. Alle midler går ubeskåret til raketprojektet, og alle involverede er frivillige og ulønnede. Vi spytter selv det i, vi kan.
Vi forventer, at man kan besøge HAB efter testen, - og her er det interessante, at de første komponenter til den nye store raket HEAT 2X burde være at se inde i samlehallen.
Men behøver aldrig tvivle på hvorfor, vi er her...
Peter Madsen