Erstatning for kuldsejlet beredskabssoftware i støbeskeen
I dag begynder høringsprocessen for det softwareprojekt, der skal stå i stedet for den SINE-kontrolrumsløsning, der aldrig blev til noget.
Læs også
-
Københavnske røgdykkere skal tale sammen i dansk knoglemikrofon
Læs mere om
Alle gode gange to, måske. Et nyt forsøg på at få en softwareløsning på plads, der skal sikre et nationalt beredskabsoverblik, er i støbeskeen. Således begynder høringsprocessen for det såkaldte SINE Services i dag.
Navnet dækker over den løsning, der skal stå i stedet for kontrolrumssoftwaren, som den danske teknologivirksomhed Terma oprindeligt skulle have leveret.
SINE Services skal, som den tidligere løsning, give et nationalt overblik over, hvor enheder fra brandvæsen, politi og ambulancetjenester er på et givent tidspunkt, og hvilken status en enhed har - eksempelvis om et brandkøretøj er på vej til eller fra en ulykke.
Kernen i SINE Services er deling af informationer beredskaberne i mellem, så alle beredskaber som udgangspunkt kan se, hvor hinandens ressourcer befinder sig - dog er der visse undtagelser i forhold til politiet.
Baggrunden for projektet er at sikre et samlet overblik i forbindelse med indsatser som den ved fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004, hvor mange beredskaber var involveret.
Dataene indhentet via SINE Services skal blandt andet kunne vises grafisk på et kort. Selvom det kommende SINE Services minder en del om den oprindelige kontrolrumsløsning fra Terma, hvad overblikket angår, så er der alligevel en markant forskel.
SINE Services indeholder primært en beskrivelse af den centrale koordinations- og informationsdeling, mens den tidligere løsning også bestod af kontrolrumssoftware til klienterne, altså software til de enkelte beredskaber, forklarer Peter Andreas Henningsen, systemarkitekt ved SINE-Sekretariatet.
»I forhold til den gamle kontrolrumsløsning, så er denne løsning skåret langt mere til. Der er en kerne, der fokuserer på koordination og deling af information. I den gamle løsning var der også en masse tilvalgsmoduler,« siger han.
Dermed lægger SINE Services op til en integration med de eksisterende kontrolrumsløsninger hos de enkelte beredskaber, som via et API skal levere data om eksempelvis status og position af køretøjer til SINE Services, så informationerne kan tilgås af de øvrige beredskaber.
Billigere end første løsning
Prisen for SINE Services ligger ikke fast, men den bliver dog mindre end den oprindelige aftale på 320 millioner kroner med Terma, fortæller Peter Andreas Henningsen, som dog ikke kan oplyse, hvornår Sine Services er færdigt.
»Det er der ikke nogen, der ved præcist endnu. Vi er i en opstartsfase, hvor vi er ved at lave en projektdefinition og en analyse. Der er som sådan ikke nogen deadline endnu. Men det er da klart, at vi gerne vi have projektet ud over rampen, så hurtigt som overhovedet mulig, det koster jo også penge at holde sådan en projektorganisation åben,« siger han.
Den nuværende høringsfrist for SINE Services udløber 19. januar 2012.






