Hvor er Halleys komets andet brændpunkt?
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!".
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Dokumentation
Vi har fået følgende spørgsmål fra Tony Halling Reinkvist:
»Kometer flyver normalt i elipseformede eller parabelformede baner gennem blandt andet vores solsystem. De parabelformede kommer kun forbi en gang, men de ellipseformede baner har jo to "brændpunkter".
Halleys komet kommer igen hvert 75. år, hvor Solen er dens ene brændpunkt. Men hvor er dens andet brændpunkt? Som jeg har forstået, kommer de fleste kometer fra Kuiperbæltet, men der er da ikke noget der, som kan have gravitation nok? Er det andet brændpunkt i fremmede solsystemer?«
Kristoffer Leer, Post doc på DTU Space, svarer:
»Det er korrekt at Haleys komet bevæger sig helt ud til Kuiperbæltet, hvor Pluto er det største objekt. Haleys komet er det, man kalder en kortperiode-komet med en omløbstid omkring Solen på ca. 75 år.
Andre kometer kan have omløbstider på flere tusinde år. De kommer ude fra Oortskyen, som ligger omkring 2000 gange længere væk fra Solen end Kuiperbæltet.
Keplers første lov siger, at planeter og kometer bevæger sig i elliptiske baner med Solen i det ene brændpunkt.
Men der behøver ikke være ”noget” i det andet brændpunkt. Brændpunkterne i en ellipse er en del af den matematiske beskrivelse af en ellipse. De er kendetegnet ved at ligge på storaksen og begge have afstanden a*e fra ellipsens centrum, hvor a er længden af den halve storakse og e er excentriciteten af ellipsen.
I det væsentlige er kometernes bane ene og alene styret af tyngdekraften fra Solen og den energi som kometen har. Kometerne bliver til en vis grad også påvirket af planeternes tyngdefelt. F.eks. kan en passage tæt forbi Jupiter resultere i, at kometens bane ændres markant, således at kometen bliver slynget ind i et andet objekt, sendt ud af solsystemet eller ændrer omløbstid.«
Rambøll i Indien: At bygge bro mellem kulturerne er et langt, sejt træk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





