1000 tak Rolf!

Af Poul-Henning Kamp,  fredag 16. dec 2011 kl. 13:15

Der er en dybt urimelig ironi i at Rolf Ask Clausen bliver ramt af sparekniven, netop som jeg sidder og skriver mit blogindlæg nummer 1000, for det er altsammen Rolfs skyld.

Der var ikke ret mange medier, net- eller papir- der i 2005 havde en mand ombord der havde set hvilken vej vinden blæste og som turde kaste sig og redaktionen ud i de nødvendige nyskabelser, men det havde ing.dk og Ingeniøren.

Den ærværdige og temmelig kværulerende institution med "fagmedarbejdere" blev i god ro og orden bygget om til "bloggere" så kævlet kom direkte ud til læserne, uden den besværlige og båndbreddebegrænsede tur rundt om Rolfs egen notesblok.

Mit første blogindlæg gik live 15 januar 2006 som blogger nummer to på ing.dk, skarpt forfulgt af Bagsideredaktørens "Lyncheriet" der kom nogle dage senere.

Siden da er det gået slag i slag og der har aldrig været nogen feedback jeg har været mere stolt af end når Rolf sagde "den måtte jeg lige tænke over"

Jeg er sikker på at redaktionen inde på Skelbækgade vil stå i situationer hvor det går op for dem, at "det var her de plejede at spørge Rolf" og jeg vil nødig være den der bliver bedt om at overtage "diverse ting Rolf plejede at tage sig af".

Jeg er på den anden side slet ikke nervøs for Rolfs fremtid, lur mig om ikke der er ret mange investorer, tænketanke og firmaer der kan bruge en mand der i den grad kan kunsten at skille skæg fra snot, uanset hvor meget teknologisk jargon og spindoktorvås der er blandet sammen.

Held og lykke Rolf og 1000 tak for bloggen!

Ligeledes tak til:

ing.dk for båndbredden

læserne for opmærksomheden & debatten.

phk



16. dec 2011 kl 14:57

avatar

Peter Madsen

Det er -

for mig at se en fuldkommen katastrofe. Mere er der ikke at sige om den sag.

Vi i Copenhagen Suborbitals kan takke Rolf for så meget.

Dem der nu får fat i ham, må fryde sig !

Peter Madsen


16. dec 2011 kl 18:40

Michael Eilersen

Rolf Ask Clausen er jo ing.dk

I en tid hvor økonomer og spindoktorer dikterer dagsordnen, og de unge hellere vil bruge krudtet på at komme i xfactor er det svært at forstå at vi som fagruppe med fundament i den naturvidenskablige tradition har råd til at ofre sådan en ildsjæl, gad vide om ikke det på sigt er en dårlig investering for ejeren af ingeniøren (IDA) og IDA's medlemmer.


16. dec 2011 kl 20:35

Jens Haugaard

God vind...

til Rolf Ask Clausen, der bliver (og bør blive) savnet.


...netop som jeg sidder og skriver mit blogindlæg nummer 1000
...

Og - RAC's exit til trods - tillykke med jubilæet til PHK, der samtidig med alle de sproglige partisansøm, er med til at hæve niveauet på disse debatsider.

Tak for det - og bliv endelig ved!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.