Se hvem der skal skifte signaler for milliarder på fjernbanen
Det blev hverken Bombardier eller Siemens, der løb med en af Danmarkshistoriens største jernbaneopgaver. Vinderne af opgaven får op mod 15 milliarder kroner og ti år til opgaven.
Læs også
-
Nu starter kampen om nye signaler til S-tog: Fem storspillere er klar
Læs mere om
Dokumentation
En af Danmarkshistoriens største jernbaneopgaver ser ud til at gå til to franske giganter: Alstom og Thales. Franskmændene skal udskifte samtlige signaler på fjernbanen til ERTMS 2. Thales har vundet Vestdanmark sammen med Balfour Beatty Rail, mens Alstom skal skifte signalerne øst for Lillebælt. Banedanmark går nu i slutforhandlinger med om de to bud. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Totaludskiftningen skal give bedre regularitet, mulighed for at køre tættere, så der kan være flere tog på strækningerne og højere hastighed. Desuden vil det give ens regler på tværs af landegrænserne i Europa efterhånden som andre lande indfører det samme system.
Det nuværende signalsystem er gammelt, nedslidt og dyrt at reparere på, så Banedanmark forventer også, at driftsomkostningerne vil falde.
Tidsplanen for programmet siger, at de kommende tre år skal bruges til at designe systemet, hvorefter det skal testes og afprøves i 2015-2017.
Fra 2018 til 2021 skal systemet rulles ud over hele landet.
Strækningen fra Roskilde over Køge til Næstved bliver teststrækning i 2017 sammen med strækningen fra Langå mod Frederikshavn. Både den eksisterende og den kommende rute fra København til Rødby får nye signaler i 2018-2019. Dernæst følger hovedstrækningen København-Odense-Århus-Langå og de sydlige grene til Esbjerg og Padborg. Tilslut skal lokalbanerne bygges om.
I alt seks konsortier kæmpede om kontrakten: Alstom, Thales, Ansaldo STS, Invensys, Siemens og Bombardier.
Kontraktindgåelsen kan betyde et farvel til Bombardier, der har sagt, at de vil lukke ned i Danmark, hvis de ikke vinder kontrakter i signalprogrammet. Tysk-canadierne har dog en chance mere:
Selv om dagens to kontrakter er de største i signalprogrammet, venter der nemlig stadig en kontrakt på onboard-udstyret til togene. Den kontrakt forventes at have en værdi af 1-1,3 mia. kr.
Desuden skal signalerne på S-banen skiftes. Men den kontrakt gik til Siemens i august.






