Københavns Universitets bestyrelse vedtager storfusion
Med seks stemmer for, to imod og tre, der undlod at stemme, har KU’s bestyrelse godkendt sammenlægning af fire fakulteter til to.
Læs også
Læs mere om
Storfusionen på Københavns Universitet bliver gennemført, som rektor og dekaner har foreslået. Det har bestyrelsen for Københavns Universitet vedtaget i dag.
Fusionen indebærer, at Det Naturvidenskabelige Fakultet og hovedparten af Det Biovidenskabelige Fakultet samles i et nyt Natur- og Biovidenskabeligt Fakultet, som på engelsk vil blive kaldt Faculty of Science.
Det nye Sundhedsvidenskabelige Fakultet omfatter det gamle fakultet af samme navn samt det nuværende Farmaceutiske Fakultet og de veterinære institutter under det nuværende Biovidenskabelige Fakultet.
Fusionen blev gennemført efter en afstemning i bestyrelsen, hvor fem af seks eksterne medlemmer samt et medarbejdervalgt medlem stemte for. To medarbejdervalgte medlemmer stemte imod. To studerende og et eksternt medlem undlod at stemme.
Fusionerne af fakulteterne indebærer også en omorganisering af institutterne.
Her ligger der også endelige planer bortset fra matematikområdet.
Det er endnu uklart, om Datalogisk Institut kommer til at indgå i et storinstitut for matematik, eller om datalogerne sammen med Institut for Naturfagenes Didaktik forbliver en selvstændig enhed.
Fusionen træder i kraft fra 1. januar 2012 med 2012 som et integrationsår.






