/byggeri

KU-forsker bygger Lego-kopi af LHC's Atlas-detektor

Over 80 timer er der gået til at bygge skala-model af Atlas-detektoren på Large Hadron Collider (LHC) i Cern.

Af Torben R. Simonsen, fredag 16. dec 2011 kl. 12:01

Partikelfysikeren og post.doc Sascha Mehlhase fra Niels Bohr Institutet har brugt en stor del af sin sparsomme fritid til at bygge en skalamodel af Atlas-detektoren på Large Hadron Collider (LHC) i forskningscentret i Cern i Geneve.

Modellen er bygget i størrelsesforholdet 1:50 og Sascha Mehlhase har brugt omkring 81 timer på konstruktionen.

»Jeg tænkte, at den kunne være et godt trækplaster i forbindelse med populære arrangementer som Kulturnatten, og så er det en stor hjælp at have en model ved hånden, når man skal forklare noget om opbygningen og komponenterne i vores eksperiment,« siger forskeren til Ing.dk.

Sascha Mehlhase er selv tilknyttet Cern og arbejder med at finde såkaldte stabile massive partikler (SMP) ved hjælp af Atlas-detektoren. SMP'er er forudsagt i flere supersymmetriske (SUSY) modeller og som er ganske tunge og relativt langsomme partikler.

Han brugte adskillige uger på i første omgang at konstruere en 3D-model på sin bærbare computer for efterfølgende at omsætte det til, hvordan den så skulle bygges i Lego-klodser.

Sascha Mehlhase regner med, at han har brugt omkring 33 timer på arbejdet med at samle klodserne, mens resten af tiden er gået med kontruktionen af 3D-modellen på computer. Endnu har han dog ikke fået lavet en samlevejledning, hvis andre skulle få samme gode ide om at bygge sin egen LHC-model.

For 15.000 kroner klodser
Selve modellen består af 9.500 klodser og er bygget, så man både kan få et indtryk af, hvordan detektoren er opbygget, og hvordan dens indre er konstrueret.

I første omgang er modellen udstillet på Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København, men Sascha Mehlhase har blandt andet været i kontakt med Lego Store på Strøget i København om at udstille modellen der. En henvendelse til Lego-virksomheden har endnu ikke givet noget resultat, oplyser han til ing.dk.

Udgifterne på omkring 15.000 kroner til de mange klodser er betalt for forskningsprojektet som en del af de midler, der er afsat til information af offentligheden.



18. dec 2011 kl 09:19

avatar

Carsten Wagner

ATLAS og CERN

Jeg kan opfordre alle, der kommer i nærheden af Geneve, at besøge CERN og se "the real thing". Det er så vildt stort og imponerende, at jeg i hvert fald ikke glemmer det lige med det første. Rundvisningen er gratis, men man skal tilmeldes i forvejen..


19. dec 2011 kl 08:38

Anders Glinvad Sørensen

Re: ATLAS og CERN

Jeg kan opfordre alle, der kommer i nærheden af Geneve, at besøge CERN og se "the real thing". Det er så vildt stort og imponerende, at jeg i hvert fald ikke glemmer det lige med det første. Rundvisningen er gratis, men man skal tilmeldes i forvejen..

Absolut, var heldig at få en rundvisning af to fysikstuderende dernede på en studietur med maskinmesterskolen. Det er svært at fatte omfanget af det enorme anlæg. Et must for alle der bare er lidt interesseret..


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.