Merkurs anderledes kredsløb omkring Solen, hvor den foretager tre rotationer omkring sin akse på den tid, det tager den at gennemføre to kredsløb omkring Solen, mener forskerne nu kan skyldes et sammenstød med en asteroide for længe siden.

Det viser computersimuleringer foretaget af planetforskeren Alexandre Correia fra University of Aveiro i Portugal, og observationer med den amerikanske rumsonde Messenger bekræfter teorien.

Når et himmellegeme kredser om et andet, f.eks. en måne omkring en planet eller en planet omkring en stjerne, roterer legemerne ofte samtidig omkring deres egen akse. På Jorden betyder dette, at det skifter mellem nat og dag, afhængig af hvilken side der vender mod Solen.

Nogle gange betyder tiltrækningen fra det legeme, de kredser omkring, at de mister hastighed i rotationen omkring deres egen akse. Det mest stabile kredsløb er, hvor det omkredsende legeme hele tiden har den samme side ind mod det centrale legeme, f.eks. planeten eller stjernen. Dette er f.eks. tilfældet med Månen, der hele tiden vender samme side mod Jorden. Hvis Jorden gjorde det samme, ville den rotere en enkelt gang om sin akse for hvert omløb om Solen. Herved ville en jordisk dag blive lige så lang som et jordisk år.

Forskerne har længe antaget, at det var på denne måde, det forholdt sig med Merkur, da de mente, at Solens tiltrækning havde skabt et sådant stabilt kredsløb. Nu viser nye radarmålinger fra Nasas Messenger-rumsonde, at Merkur i stedet foretager tre rotationer omkring sin akse på den tid, det tager planeten at gennemføre to kredsløb omkring Solen.

Spor efter kæmpe sammenstød
Ved hjælp af computermodeller har planetforskeren Alexandre Correia fra University of Aveiro i Portugal været med til at simulere, hvordan Merkur er endt i dette usædvanlige kredsløb.

Resultaterne viser, at Merkur engang havde en rotation, der var synkron med Solen, på samme måde som Månen i forhold til Jorden, og roterede i den modsatte retning i forhold til planetens omløbsretning.

På et tidspunkt har et sammenstød med en kæmpe asteroide imidlertid forstyrret Merkurs kredsløb og bragt den ind i dens nuværende rotation og bane. Asteroiden har været mindst 70 kilometer i diameter og haft en masse på en 600-del af Merkurs.

Merkurs største krater, Caloris, er formodentlig et spor efter dette sammenstød. Krateres alder, placering og størrelse matcher et sådant sammenstød.

Lavninger stammer fra begravet is
Da Merkur hele tiden roterede med den samme side mod Solen, har den ene side været mørk og kold, mens den anden var varm og lys. På den mørke side er der opbygget store mængder is, som er blevet begravet under materiale fra nedslaget.

Efterhånden som Merkurs rotation ændrede sig, og dagslys begyndte at ramme den mørke side, begyndte den begravede is at fordampe og skabe forsænkninger i overfladen. Disse forsænkninger ses stadig i dag på Merkur.

Resultaterne er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidskriftet Nature Geoscience.