Hvordan får man tilladelse ?
Af Peter Madsen ,
onsdag 14. dec 2011 kl. 15:17
- Det handler om vores måde at tænke på.
Danmark er på nogle områder et gennemreguleret samfund med et ganske stort bureaukrati. Man må aldrig glemme at dette bureaukrati tjener ét formål og ét formål alene: at servicere borgerne.
Den service kan f.eks. bestå i at beskytte os mod dårlige løsninger inden for byggeri. Hvis jeg vil bygge en ny skorsten eller tilbygning på mit hus, skal jeg søge tilladelse i kommunens tekniske forvaltning. Formålet er ikke, at jeg skal servicere forvaltningen, for de har kun arbejde ud af det, men at beskytte mig og mine medmennesker mod dårligt eller farligt byggeri.
Det er faktisk sund fornuft.
Jeg må heller ikke bare bygge eller ombygge en bil og køre ud på gaden med den uden videre, for biler er naturligvis farlige i trafikken og skal f.eks. kunne bremse og styre.
Men det viser fleksibiliteten i systemet, at kører jeg min eksperimentalbil på privat grund, kan jeg bygge biler så tosset, jeg vil, uden at myndighederne blander sig.
Så langt så godt.
Så længe vi bevæger os inden for ting, som er nogenlunde normale, så findes der altså regulering og fortilfælde, som gør det ret enkelt at finde ud af, om man skal eller ikke skal have tilladelse. Vi regulerer i bund og grund kun dér, hvor der er sket ting, som gør regulering nødvendig. Ofte går der årtier fra et fænomen dukker op, til det underkastes regulering. Tænk på biler eller flyvning som eksempel. I 1910 var det ikke særligt svært at få flyvecertifikat eller kørekort, for
ingen af delene var ret reguleret.
Hvad så med unikke, nye tiltag ?
Grundprincippet er, at alt, hvad der ikke er ulovligt, er lovligt.
Der er en masse ting, man ikke kan få tilladelse til, fordi det ikke er reguleret. Men det betyder ikke, at det er ulovligt at gøre, blot at man ikke kan få nogen offentlig embedsmand til at tage ansvar for det.
Nautilus optages før sandblæsning. Foto: Sonny Windstrup.
I Danmark er amatørbyggede undervandsbåde ikke regulerede. Derfor kan Søfartsstyrelsen heller ikke yde en byggetilladelse eller en brugstilladelse; men det er stadig fuldt lovligt at bygge og sejle sådan et fartøj. Betingelsen for at gøre det er, at det er et fritidsfartøj til eget brug. På samme måde med Sputnik: Den kunne vi heller ikke få tilladelse til at bygge, for det kræver ikke en tilladelse at bygge sådan et fartøj.
Det kan måske overraske nogen; men jeg er faktisk meget imponeret over, hvor fornuftigt, rimeligt og logisk mine egne projekter er blevet behandlet af SLV og Søfartstyrelen. Myndighederne har vejledt - også langt ud over, hvad man kan kræve af dem - og så længe, man ikke trådte over visse klare grænser (som f.eks. truede tredie personers sikkerhed), så er der ret frit og fleksibelt spil for en type som mig i Danmark. Hvis jeg ikke kan lykkes med mine mere eller mindre sjove idéer, så er det helt min egen og i alle fald ikke embedsværkets skyld.
Men grænser er der, - og de er rimelige nok.
Hvis vi en dag giver ture mod betaling på Sputnik, falder hammeren. Det er ulovligt, fordi skibet ikke er et erhvervsfartøj, og det er ikke godkendt til passagersejlads.
Men er den bare til eget brug, i privat regi, er der ingenting at komme efter.
Tit kan jeg mærke, at folk er dybt skeptiske, når jeg fortæller dette. For det virker da fuldkommen gak, at man bare må bygge sin egen ubåd, når man ellers bliver reguleret sønder og sammen, hvis man skal lave ny carport.
Men sådan er det !
Hvis man insisterer på, at man vil have tilladelse til alt, så lukkes mange døre. For der er rigtigt mange ting, som ikke er reguleret. Det kan gøre meget ondt på et moderne menneske, - som er vant til, at bureaukratiet skal blande sig i alt, - at opleve at skulle tage ansvar selv.
Vi havde i oktober besøg af en tysk raketklub, "ERIG"
Fra det øjeblik jeg hentede dem på Langelinje med Sputnik, til de tog afsted igen, var de konstant forundrede. Tyskere er ekstremt autoritetstro, og de kunne ikke begribe, at det ikke krævede tilladelse at bygge rumskibe, at bygge de store motorer eller at bolte dem fast og prøvekøre dem. Den kulturelle forskel var dyb. Jeg kunne kun "beklage", at rumskibe ikke er reguleret af dansk lov.
Det er statiske tests af raketmotorer heller ikke.
Der gælder selvsagt nogle rammer alligevel. Der kan være grænser for hvor meget støj, man må lave, der kan være regulering af pyrotekniske komponenter, og der kan være andre forhold, som man skal tage hensyn til. Det betyder, at vi har samme situation med dette som med Sputnik, ubåden og rumskibet.
Man skal kunne tage ansvaret selv !
Mor - alias bureaukratiet - er der ikke til at passe på ens bagdel, når man bevæger sig uden for normen. Man må tænke sig om selv og forsøge at udvikle procedurer, så man ikke sætter andres eller egen sikkerhed over styr.
Da jeg i sin tid sejlede ubåd, var der ingen krav til ubådenes udrustning, der relaterede sig til, at det var "ubåde". Kun standardudrustning som til et tilsvarende overfladefartøj var krævet iht. Søloven.
Derfor måtte man naturligvis tage ansvar selv. Udgangspunktet var at kikke på, hvordan Søværnets ubåde var udrustet og - i samme åndedrag - at huske, at der er forskel på, hvad der er forsvarligt 200 sømil nordvest for Orkney øerne, og hvad der er forsvarligt kystnært i Danmark.
Én af de ting, jeg snuppede fra Søværnet, var princippet om altid at have et BIBS anlæg. Det er ganske enkelt et rør med dykkerluft i hele ubådens længde. På røret findes et antal lungeautomater således, at skulle atmosfæren blive "uåndelig" ved brand eller vandfyldning, kan man altid få luft. Jeg har checket BIBS før hver eneste dyk med de tre ubåde. Selvom vi, 7 - 9 - 13, aldrig endnu nogen sinde har haft brug for det. Der er et væld af andre procedurer, som man selv har skullet opfinde, for området er ikke reguleret.
Kontrolrummet. Foto Sonny Windstrup.
Prøv at spørge i Søfartsstyrelsen: Hvordan skal man sikre sig før uddykning, at man ikke kommer i vejen for et overfladeskib? Der er
intet svar at få. Men en ex-ubådsmand kan godt viske én i øret om et
hydrofoncheck og en hurtig passage af de sidste ti meter. Så et kig horisonten rundt i periskopet, og er kysten klar blæse for og agter.
Nautilus´s periskob og snorkel mast. Foto Sonny Windstrup.
I Nautilus kan man faktisk høre alt, hvad der bevæger sig inden for relevant afstand.
Jeg har selv svejset mange dele af ubådenes trykskrog, og jo, jeg har certifikat; - men det er ikke krævet noget sted. Vi har også selv lavet beregningerne på styrken af skroget, og det er der heller ingen krav om. Vi har tilmed fået reviewet beregningerne af nogle meget pertentlige tyskere og - igen - der er ikke noget offentligt krav om det.
Vi har regler for hvordan og hvornår, der må svejses på trykskroget; men det er os selv, der har fastlagt dem.
En pilot f.eks. har checklister for alting; men han udvikler dem ikke selv. Hvad enten vi sejler ubåde eller tester eller flyver raketter, så må vi udvikle checklister og nødprocedurer. Ikke fordi, der er noget krav om det; men fordi vi selv kræver, at tingene skal være gennemtænkt.
Jeg støder igen og igen på holdningen om, at det kan man ikke, og det tør man ikke, og det bør man ikke. Mor skal være der, ellers går det ikke.
Det handler i sidste ende om at turde tage ansvaret for noget, man har sat sig 110 % ind i og kender og forstår. Tør man ikke det, skal man holde sig indenfor normen.
Hvad så hvis man tager fejl?
Det kan ske naturligvis. Måske jeg ender mine dage på evig patrulje med UC3 Nautilus. Det mener jeg at være i min gode ret til.
Her er det fuldkommen centrale, at jeg ejer mig. Da jeg er min ejendom (egendom), har jeg 110 % retten til at udsætte mig selv for ting, som jeg vurderer er forsvarlige. Så længe uvedkommende ikke udsættes for fare, må det være princippet.
Hvor mange går ikke fulde hjem fra byen? Hvor mange ryger ikke? Hvor mange tager ikke vanvittige, uigennemtænkte risici?
Så skulle fanden ..., hvis man ikke måtte acceptere en lille, omhyggeligt kalkuleret risiko for en selv.
Peter Madsen
8
