Ny JSF-pris ryster Norge: Et fly koster mindst 4,3 milliarder over 30 år
En ny rapport sår tvivl om designet af F-35 Joint Strike Fighter, og i Norge begynder politikere at få kolde fødder, efter at nye beregninger har vist, at levetidsomkostningerne for F-35 er 86 milliarder kroner større.
Læs også
-
Prischok: Hemmelig aftale får norske JSF til at stige 12 mia. kr.
-
JSF-lande måber: Israel scorer kassen på Joint Strike Fighter
Læs mere om
Dokumentation
- Aftenposten om prisstigningerne
- Læs de norske forklaringer i Canada
- John McCains tale om JSF-programmet
Filer
En uvejrssky af problemer tårner sig op foran verdens største militære udviklingsprogram, F-35 Joint Strike Fighter, som Danmark er blandt de potentielle købere til.
Jagerflyet er allerede flere år forsinket, den avancerede teknik driller mere, end godt er, og ifølge tal fra den amerikanske rigsrevision bliver F-35 mere end fordoblet i pris i forhold til de oprindelige estimater.
De dårlige nyheder går verden rundt i disse uger, ikke mindst i Norge, der i 2008 besluttede sig for F-35. Her kæmper offentligheden og politikere med at sluge nye estimater af de totale levetidsomkostninger for F-35-programmet.
Norge er et af de få lande, der har lagt sig fast på F-35, før flyet er færdigudviklet, og forventer at købe op til 52 stk. F-35A. Da Norge valgte JSF frem for svenske Gripen, var det blandt andet med den forklaring, at F-35 var billigere end den svenske konkurrent. Dengang blev beløbet anslået til 145 milliarder norske kroner. Men det tal holder slet ikke, viser det sig nu.
Højere levetidsomkostninger
I en høring i det canadiske underhus den 24. november fortalte den norske statssekretær, Roger Ingebrigtsen, og kontreadmiral Arne Røksund, at nye beregninger fra det norske forsvar øger levetidsomkostningerne for F-35 med 90 milliarder norske kroner (86 mia. danske kr.) i forhold til tidligere oplyst.
»Levetidsomkostningerne vil – og dette er ikke officielt endnu, så jeg skal være forsigtig – blive 40 milliarder US dollars (236 mia. danske kr., red.) over 30 år,« sagde viceadmiral Arne Røksund, da han blev spurgt af de canadiske politikere om de norske forventninger til levetidsomkostningerne for op til 52 kampfly.
Det betyder, at prisen for de norske kampfly i dag vurderes til 235 milliarder norske kroner eller godt 226 milliarder danske kroner. Det svarer til 4,3 milliarder danske kroner per kampfly set over 30 år.
Selve anskaffelsen anslog den norske admiral til 10 milliarder dollars inklusive indledende logistik og vedligehold i fem år, men også den kan blive højere, lød det.
»Det er prisen i dag, men jeg er sikker på, at det kan være anderledes om bare få måneder, når vi ved mere om, hvad der sker i USA. Jeg er sikker på, at USA vil købe 2.400 fly, men de vil købe dem langsommere, og det vil helt sikkert påvirke prisen for Norge,« lød det fra den norske forsvarschef.
Over for Aftenposten har det norske forsvar forklaret stigningen med ‘tekniske justeringer’, samt at de nye tal ikke tager højde for en række tiltag for at reducere levetidsomkostningerne. Men den køber formanden for Stortingets forsvars- og udenrigsudvalg, Ine Marie Eriksen Søreide, overhovedet ikke.
»Det er meget opsigtvækkende og meget kritisabelt, at dette ikke bliver præsenteret for Stortinget,« siger hun til den norske avis.
Kritik af designet
Det er langtfra kun i Norge, at der er usikkerhed om JSF-programmet. Den 29. november præsenterede en særlig gruppe af eksperter under Pentagon en rapport om programmet, der langede hårdt ud efter selve designet af F-35.
Kritikken går på det overlappende koncept, hvor USA køber hundreder af kampfly, mens udviklingen stadig foregår. Ideen var at spare store summer ved at bygge ikke færdigt udviklede kampfly, ‘Low Rate Initial Produktion’, fordi nye design og simuleringssystemer drastisk ville modne designet og reducere fejl i de tidlige konstruktionsfaser.
Men ifølge rapporten, der kaldes ‘Concurrency Quick Look Review’, har det vist sig ikke at være tilfældet, snarere tværtimod. Eksperterne stiller i rapporten spørgsmålstegn ved designet af flyet, som de kalder for umodent, og de opfordrer Pentagon til at restrukturere sit indkøb, så man skubber selve indkøbene, til flyene er mere udviklede og gennemtestede.
Rapporten (se link) kritiserer flere vigtige punkter som værende enten meget alvorlige, alvorlige eller moderate. Alle vil de være omfattende og dyre at rette, når flyene først er bygget. Det gælder blandt andet problemer med varmeudvikling, det nyudviklede hjelm-monterede display, levetiden for strukturdele, vægtproblemer og software, skriver eksperterne i rapporten.
Kritikken og de seneste års problemer har blandt andet fået den amerikanske viceadmiral David J. Venlet, der leder projektet for Pentagon, til at udtrykke bekymring over den måde, programmet er bygget op på med den overlappende udvikling.
»Mængden af problemer og omkostningerne for at udbedre dem er samlet set så store, at det suger luften ud af lungerne,« som Venlet udtrykte det i et interview med AOL Defence 1. december.
Han opfordrer til, at USA fastholder et omfattende testprogram, før Pentagon investerer store summer i at købe ny kampfly. Han fastholder dog behovet for et stort antal JSF-fly til USA.
McCain kræver stop
Venlets kommentarer og rækken af problemer fik sidste uge en af de førende amerikanske senatorer til at reagere. John McCain, der leder forsvarskomiteen i Senatet, sagde 5. december, at JSF-programmet både har været en skandale og en tragedie.
»Vi har været i gang i 10 år og betalt cirka 56 milliarder skatteyder-dollars, uden at vi har et kampfly, der opfylder militærets behov. Tværtimod mangler den mest omfattende testfase, der ikke begynder før 2015,« sagde John McCain.
Han pegede på, at den oprindelige pris for udvikling og køb af flyene til USA, der lød på 233 milliarder dollars, i dag er eksploderet til 383 milliarder dollars og fortsat vil stige. Samtidig er fuld produktion udskudt i mindst fem år.
Prisen pr. fly til USA er i dag 156 millioner dollars, hvilket i inflationsjusterede dollars er en fordobling af de oprindelige estimater, lød det fra McCain.
Den tidligere præsidentkandidat har længe været en arg modstander af JSF-projektet. Det er dog værd at bemærke, at McCain kommer fra Arizona, der er en stat med næsten 5.000 Boeing-arbejdspladser. Boeing tabte konkurrencen om JSF til Lockheed Martin og satser på at sælge Super Hornet til de forskellige værn i USA samt partnerlande som Danmark.
Den slags ‘lokal forankring’ har det med at være afgørende for de amerikanske senatorers holdninger til forskellige projekter. I dette tilfælde læner McCain sig dog op ad David J. Venlet samt den amerikanske rigsrevision i sin kritik af projektet.
»Når chefen for det dyreste og mest højprofilerede våbenprogram i historien siger: 'Stop op! Vi skal reducere indkøbet af kampflyene' – så bør vi alle høre rigtig godt efter,« sagde John McCain.
Japan vælger F-35
Lidt godt nyt er der skam også for F-35-programmet. Ifølge Reuters vil Japan på fredag udpege det amerikanske kampfly som vinder i en ordre, der i første omgang vil lyde på 40 kampfly, men som kan blive til flere.
Reuters vurderer, at den japanske ordre samtidig vil øge muligheden for at sælge kampflyet til Sydkorea, der har udtrykt interesse for op til 60 kampfly.






