Dag 1 med Nissan Leaf: Range Anxiety Blues
Første køredag med Nissan Leaf gik med angst-svedige hænder i en kold kabine. Men frygten for ikke at nå hjem på batteriet viste sig ubegrundet.
Ingeniøren tester Nissan Leaf
Vi undersøger, hvordan det er, at ’leve sammen’ med en elbil til hverdag.
Hvor besværligt er det egentlig med opladning, hvor hurtig er bilen, og hvor svært er det overhovedet vende sig til at køre elbil.
Læs også
-
Opel Ampera dag 3 - Gode opladnings-steder ligger ikke lige om hjørnet
-
Ingeniøren prøvekører årets bil 2012 – hybridbilen Opel Ampera
Læs mere om
Så er første dag med 'vores' Nissan Leaf ved at gå på hæld. Da jeg hentede bilen, var den næsten fuldt opladet, og rækkevidden var opgivet til 129 km. Efter 63 km kørsel både på motorvej og i tæt bytrafik, stod rækkevidden til at være 32 km.
Det er altså noget, der giver svedige hænder, og det er ikke, fordi der er varmt i bilen. Både på turen på vej ud og hjem var aircondition-anlægget nemlig slukket for at spare strøm, hvilket især på vej hjem var irriterende, da det regnede.
Jeg har kørt meget pænt. På motorvejen ud blev fartpiloten sat til 111 km/h, og på vej hjem stod den på 94 km/h. Det er altså ikke ret hurtigt, men frygten for at holde i nødsporet en regnvåd mandag eftermiddag gjorde, at jeg pænt holdt elbilen bag ved lastbilerne.
Så 'range anxiety', eller frygten for at løbe tør, føltes bestemt meget virkelig. Også selvom det måske er indbildning, for jeg kom jo hjem uden problemer eller alvorlige forsinkelser.
Når man ser bort fra utrygheden ved at løbe tør, er Nissan Leaf umiddelbart en meget behagelig bil. Meget lydsvag og komfortabelt affjedret, og motoren har masser af trækkraft. Hvordan Leaf ellers opfører sig, og hvordan det er at leve med en elbil, vil vi komme mere ind på de næste par dage. Indtil da vil jeg igen opfordre til flere gode spørgsmål.






