/produktion

Danske Universal Robots skal lave BMW-biler

Efter kun to år på markedet er den første fleksible robotarm fra Universal Robots på vej til BMW’s produktionshal. Det åbner for et marked af robotter i tusindvis.

Af Julie Ring-Hansen Holt, mandag 12. dec 2011 kl. 15:59

BMW har netop været forbi fynske Universal Robots for at teste robotvirksomhedens fleksible og mobile robotarm. Det kom der en samarbejdsaftale ud af, som betyder, at den danske virksomhed leverer den første robot til den tyske bilfabrik i februar næste år.

»Vores robot er den eneste på markedet, der uden sikkerhedsafskærmning kan arbejde sammen med mennesker. Derfor passer den godt ind i BMW’s produktion, som er utrolig fleksibel, fordi hver bil er bygget specielt til kunden,« siger teknisk direktør i Universal Robots Esben Østergaard.

På grund af klausuler kan han ikke fortælle, hvilke opgaver BMW vil bruge den danskudviklede robot til, men der er tale om en del af produktionen, som kræver manuelt arbejde af tre medarbejdere i dag.

I første omgang har de to virksomheder kun lavet en egentlig aftale om en enkelt robotarm, men potentialet i aftalen er stor, siger Esben Østergaard:

»For bilfabrikker køber tusindvis af robotter ad gangen.«

Virksomheden er da også i kontakt med andre bilproducenter uden dog at have en lige så fast aftale som med BMW.

Godt signal
Universals produkt, UR5, er en lille, let og brugervenlig seksakset industrirobot. Den er lavet specielt til små og mellemstore virksomheder, som har brug for fleksibel og effektiv automation.

Robotten er nem at flytte og kræver ikke et robust underlag på grund af den lette vægt.

»Med fire skruer i gulvet kan robotarmen være oppe at køre på en dag,« som Esben Østergaard siger.

BMW testede næste generation, UR10, som kommer på markedet i april 2012. Mens UR5 kan løfte fem kilogram og har en rækkevidde på 85 cm, kan UR10 løfte ti kilogram og har en rækkevidde på 130 cm.

Bilindustrien er traditionelt den industri, der anvender flest robotter, og Esben Østergaard mener, at det er et fantastisk signal at kunne sende, at BMW og andre i bilindustrien har fået øje på den danske robotleverandør.

»Men vores udgangspunkt har været at gøre produktionen nemmere for små og mellemstore virksomheder i forskellige brancher,« siger han.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.