Batteribrand i crashtest får GM til at vælge ny batteriteknologi
Batterierne i General Motors plug-in-hybridbil Chevrolet Volt kan bryde i brand efter en ulykke. Derfor vælger GM nu anden type batterier til næste elbil.
Læs også
-
Nyt natriumbatteri skal holde kraftreserver til elselskaberne
-
Edison fik ret: Hans gamle batterityper var ekstremt holdbare
Læs mere om
Dokumentation
De lithium-ion-batterier, der bruges i General Motors prestigeprojekt Chevrolet Volt er af typen lithium-mangan-oxid, også kaldet LMO. De bliver nu erstattet med lithium-fosfat-batterier i Chevrolet Spark EV, som er næste model i koncernens elbilsatsning.
Efter crashtest af en Volt brød batteriet i brand tre uger efter selve testen. Det fik de amerikanske myndigheder, repræsenteret ved The National Highway Traffic Safety Administration, NHTSA, til at iværksætte en undersøgelse og test af tre biler, hvoraf de to også brød i brand efter en lignende test.
Det får nu altså konsekvenser for næste elbil fra GM, Chevrolet Spark, som blev annonceret i oktober måned. I stedet for LMO-batterier, leveret af LG Chem, skal Spark’en have lithium-fosfat-batterier, leveret af A123.
Brænder ikke, men fylder mere
Fordelen ved at bruge lithium-fosfat-batterier (LiFePO4) er, at de ikke så nemt bryder i brand som LMO-batterier.
Faktisk skal man helt op over 800 grader celsius, før cellen bryder sammen, og man kan opleve såkaldt ’thermal runaway’.
Ulempen er, at batterierne fylder omkring ti procent mere end LMO og har en lavere spænding. Dette opvejes dog af, at batterierne ikke taber kapacitet så hurtigt som LMO-batterier.
En af de amerikanske producenter af lithium-fosfat-batterier mener, at de kan producere et nyt batteri til Volt’en, der er ti procent større end det eksisterende, ved at bruge lithium-fosfat.
Den danske bilproducent Henrik Fisker bruger også lithium-fosfat-batterier i sin luksus-elbil Karma.






