Fibre og fuldkorn skal forebygge livsstilssygdomme
Et nyt center på DTU skal forske i, hvordan kosten og genetikken påvirker sammensætningen af tarmens bakterier og risikoen for at udvikle en række livsstilssygdomme.
Læs også
-
Forskere: Miljøgifte kan medvirke til udvikling af kræft og diabetes
-
Kemikalier i pizzabakker mistænkes for at øge kolesteroltallet
Læs mere om
DTU Fødevareinstituttet åbner et center, der skal forske i, hvordan man gennem kosten kan påvirke tarmens bakteriesammensætning.
Hvert menneske har sin helt egen bakteriesammensætning i tarmen, og flere undersøgelser peger på, at tarmens bakterier har stor betydning for vores immunsystem og påvirker risikoen for at udvikle livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.
»Vi mener, at samspillet mellem bakterierne i menneskets tarm og vores egen genetik påvirker udviklingen af livsstilssygdomme som eksempelvis hjerte kar-sygdomme og type 2-diabetes. Derfor er vores hypotese, at kost, der påvirker tarmens bakteriesammensætning, dermed også påvirker risikoen for udvikling af livsstilssygdomme«, siger forskningsleder og professor Tine Rask Licht fra DTU Fødevareinstituttet.
Hun skal lede projektet, der fra 1. april næste år udspiller sig i Center for Gut, Grain and Greens, 3G Center. Og her vil fokus særligt være på, hvordan meget fiberrig mad og fuldkornskost kan påvirke bakteriesammensætningen.
»Meget forskning peger i retning af, at en kost med mange fibre og fuldkorn har en positiv indflydelse på de gavnlige bakterier i tarmen. Men vi ved endnu ikke nok om, hvordan bakteriesammensætningen påvirkes, og hvad det betyder for vores helbred«, fortæller Tine Rask Licht.
Derfor vil forskerne teste virkningen af denne type mad og sammenholde det med effekterne af meget glutenholdigt, som måske giver anledning til en form for betændelsestilstand i tarmen. Undersøgelserne skal foregå på en gruppe af personer, hvis genetik allerede er kortlagt, så forskerne på den måde kan få et samlet indtryk af, hvordan kosten og genetikken påvirker sammensætningen af tarmens bakterier og i sidste ende risikoen for at udvikle livsstilssygdommene.
Nye kostråd
Tine Rask Licht håber på, at projektet kan munde ud i udviklingen af mere specifikke kostråd og funktionelle fødevarer, som kan gavne bestemte grupper og forebygge livsstilssygdomme.
»Når vi bedre forstår, hvad der sker i tarmen, kan vi give meget mere individuelle kostråd til forskellige typer mennesker. Det kan for eksempel være, at mennesker, der er i risiko for at udvikle type 2-diabetes, kan have gavn af at spise grove kulhydrater, fordi det kan påvirke bakteriesammensætningen i deres tarm i en retning, som modvirker udvikling af diabetes«, siger Tine Rask Licht.
Hun regner med, at forskergruppen på sigt kan udvide undersøgelserne til andre typer af samspil mellem kost, tarmbakterier og menneskets genetik, som for eksempel effekterne af at indtage bestemte typer mælkesyrebakterier.
3G Center har deltagelse af nogle af Danmarks og verdens førende forskere på området, herunder deltagere fra DTU Systembiologi og Københavns Universitet samt amerikanske universiteter og store virksomheder.
Projektet har fået årets største bevilling fra Det Strategiske Forskningsråds Programkomiteen for sundhed, fødevarer og velfærd, der beløber sig til 35 millioner kroner.






