Julegaven til ingeniøren: en billig 3D-printer
For 4.000 kroner kan alle nu komme til at eje en ægte 3D-printer. Den tager en time at samle, og efter to timer er man klar til sit første 3D-print.
3D-printeren Printbot, skulle kunne samles og være oppe og køre på under to timer. Software hentes gratis på nettet. Prisen ligger på mellem 3.000 og 4.000 kroner. Foto: Brook Drumm
Læs også
-
Nye materialer skaber eksplosiv vækst i 3D-printede produkter
Læs mere om
Dokumentation
Savner du en god julegave til familiens teknikinteresserede medlem? Så kig på hjemmesiden printrbot.com/. Her er de snart klar til at sende 3D-printeren ud til hungrende hjemmebyggere.
3D-printeren skulle være simpel at samle, og prisen kommer til at ligge på mellem 3.000 og 4.000 kroner. Faktisk påstår designeren Brook Drumm, at den kan bygges og være klar til at printe på under to timer.
Se video af printeren her
Det er Brook Drumms håb, at printeren kommer til at stå hjemme hos almindelige mennesker med lidt teknisk interesse eller på skoler, hvor elever kan blive introduceret til teknikkens spændende verden. Så kan man printe alle de dele, man mangler, i stedet for at de skal sejles ind fra Kina, som han siger.
Printeren er bygget ud fra ideen fra reprap.org, som består i, at man kan printe de dele, som printeren er bygget af selv (bortset fra selvfølgelig metal og elektronik). Brook Drumm tror, at hver printer, han sælger, vil afstedkomme et 'barn' og dermed øge udbredelsen endnu mere.
At der virkelig er interesse for små, billige 3D-printere, kan man se på Brook Drumms Kickstarter-side. Her bad han brugerne om at bidrage med 25.000 dollars til udviklingen af printeren. Indtil videre er der samlet 471.605 dollars ind, altså næsten 20 gange så meget, som Brook Drumm havde bedt om.






