DSB har fundet sin tredje topchef i år
Jesper T. Lok fra rederiet Svitzer skal stå i spidsen for det skandaleramte DSB. Der kan dog gå op til et halvt år, før han tiltræder.
Fra skibe til tog. DSB's nye direktør, Jesper T. Lok, kommer fra en stilling som administrerende direktør i rederiet Svitzer. (Foto: Klaus Holsting)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
DSB’s bestyrelse har valgt den 43-årige Jesper T. Lok som ny administrerende direktør.
Jesper T. Lok kommer fra en post som administrerende direktør for rederivirksomheden Svitzer, der er en del af A.P. Møller-Mærsk Gruppen. Her har han været øverst ansvarlige for godt 4.500 medarbejdere og en flåde på mere end 500 skibe fordelt på 40 lande med dertilhørende regler og krav.
Tidligere har Jesper T. Lok været ansat i forskellige stillinger i A.P. Møller-Mærsk Gruppen, herunder i Nigeria, Pakistan, Taiwan og Japan.
Netop erfaringen i at lede en større virksomhed med transport, drift og materiel har været afgørende for valget af Jesper T. Lok ud af de mange kvalificerede kandidater, fortæller DSB’s bestyrelsesformand, Peter Schütze:
»Med Jesper T. Lok har vi fundet en direktør, der har vist store resultater i en virksomhed med stor kompleksitet i drift og materiel. Han er robust, selvstændig og er den rette mand til at løse de mange aktuelle udfordringer i DSB sammen med den øvrige ledelse,« siger Peter Schütze i DSB's pressemeddelelse.
Jesper T. Lok kalder i pressemeddelelsen DSB en ’fantastisk virksomhed’:
»DSB’s kunder og resten af Danmark ved, at DSB står over for store udfordringer. Men der er også store muligheder, som et sundt og effektivt DSB vil kunne drage fordel af. Jeg glæder mig til sammen med alle kollegerne i DSB og vores mange samarbejdspartnere at komme i gang med opgaven,« siger Jesper T. Lok.
DSB’s direktion vil fremover bestå af Jesper T. Lok og økonomidirektør Jacob Kjær, som har været konstitueret direktør, siden Christian Roslev valgte at trække sig efter blot to en halv måned på posten. Jakob Kjær er selv forholdsvis ny i DSB. Han kom til DSB i juli fra et job som økonomidirektør i TDC Business Nordic.
Inden for det seneste år har ikke mindre end tre kunnet skrive topchef i DSB på visitkortet. I marts valgte DSB at fyre daværende topchef Søren Eriksen, som blev erstattet af daværende økonomidirektør Klaus Pedersen. Han var dog kun konstitueret på posten. Den 1. juli var DSB’s bestyrelse klar med en ny topchef, Christian Roslev, som selv valgte at gå efter kun to en halv måned.
Ifølge pressemeddelelsen kan Jesper T. Lok se frem til en årsløn på 4,5 millioner kroner – og en bonus på maksimalt 25 procent, hvis han kan leve op til bestyrelsens succeskriterier, som dog ikke fremgår af pressemeddelelsen.
Der kan dog gå op til et halvt år, inden Jesper T. Lok er klar til at løse DSB’s mange problemer, idet han ifølge pressemeddelelsen tiltræder ’senest 1. juli’.






