/produktion

XL Enhanced er verdens største jack-up rig og arbejder som mobil boreplatform i meget barske områder.
Illustration: Maersk Drilling

XL Enhanced er verdens største jack-up rig og arbejder som mobil boreplatform i meget barske områder. Illustration: Maersk Drilling

Ny borerig behøver ikke joystick-styring

En ny generation af Maersk Drillings borerigge til barske offshore-områder har skiftet operatørens joystick ud med et tryk på en knap. Samtidig er CO2-udledningen skåret ned med 10-20 procent.

Af Julie Ring-Hansen Holt, fredag 09. dec 2011 kl. 14:42

Ved hjælp af elektromagnetisk genkendelse kan tredje generation af verdens største og mest avancerede jack-up rig selv udføre forskellige opgaver ud fra simple borerørdata.

De to jack-up rigge, Mærsk er ved at få bygget, hedder XL Enhanced og er en videreudvikling af Mærsk Innovator og Mærsk Inspirer. Udviklingen har først og fremmest været fokuseret på netop automatisering af selve boreprocessen og andre standardopgaver.

»Primært betyder det, at vi får en ensartet udførelse, så med den ny rig har vi i princippet gjort alle folkene lige gode. Men det har også en arbejdsmiljømæssig betydning i form af øget sikkerhed, og endelig skulle processen også gerne blive hurtigere,« siger senior director Morten Norderud-Poulsen, der er ansvarlig for byggeriet af jack-up riggen.

Fra joystick til knap
Mens Innovator og Inspirer kræver et manuelt betjent joystick for at udføre boreprocessen, er nogle af boreprocesserne på de nye XL Enhanced blevet automatiserede, så operatøren blot skal trykke på en 'gå-videre'-knap for at få opgaven udført.

En af opgaverne er udskiftningen af selve borets rørdele på 135 fod-sektioner, når for eksempel spidsen af boret skal udskiftes på grund af slid. Hvor de nuværende generationer af riggen skal have besked på, hvordan røret skal flyttes fra A til B, kan XL Enhanced selv skrue røret af og placere det i boretårnet, ligesom den kan fore borehullet automatisk nede i brønden. Det eneste, systemet skal bruge, er rørdata, så klarer det selv resten - inklusiv en ekstra sikkerhedsmåling.

Stor CO2-besparelse
Ud over automatiseringsgraden adskiller tredje generation af jack-up riggen sig ved at være optimeret i forhold til energiforbrug.

Riggen er designet til at kunne arbejde under forhold fra -10 grader celsius til 45 grader, og det betyder ifølge Morten Norderud-Poulsen, at hjælpesystemerne er overdimensionerede for normal operation i eksempelvis Norge. Men i Enhanced-serien er energiforbruget blevet gennemgået, så for eksempel pumper er blevet VFD (variable-frequency drive)-styrede.

»Jeg regner med, at det vil betyde en CO2-besparelse på 10-20 procent,« siger han.

De to Enhanced-rigge er ved at blive bygget i Singapore og er færdige i henholdsvis januar og juli 2014. En jack-up rig er mobil og anvendes enten til selvstændig olieboring eller som støtteplatform til faste olieplatforme, og Mærsk Drilling har netop fået kontrakt på en opgave for det norske olieselskab ASA, hvor Enhanced-riggen skal ud at assistere olieboringen i Draupne-feltet i Nordsøen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.