Stormvejr sætter ild i Vestas-mølle
Vindstød af orkanstyrke ser ud til at være grunden til, at en Vestas-vindmølle i Skotland brød i brand. Typisk med nedbrud i møller under stormvejr, siger direktør i firma, der forsikerer møller.
Normalt er masser af vind godt nyt for ejerne af vindmøller. Men i Skotland fandt firmaet Infinis ud af, at det også kan blive for meget af det gode.
Her satte gårdsagens stormvejr ild i en 100 meter høj Vestas vindmølle i en vindmøllepark i Ayrshire.
Se et billede af den brændende mølle her.
Der blev målt vindstød på op til 160 kilometer i timen i området. Det svarer til orkanstyrke.
Det er mindst anden gang siden den 27. november, at to danske møller er brudt i brand under et stormvejr. Også i Frankrig brød to møller i brand i september.
Læs også: To vindmøller brudt i brand i Frankrig
Også i marts sidste år oplevede skotterne problemer med en mølle, da en Siemens-mølle smed en 14 ton tung vinge.
Politi og brandfolk på plads
Lokale i området fortæller til engelske medier, at både brandfolk og politi var til stede ved den brændende vindmølle.
Ilden i tårnets top gik dog ud af sig selv, før brandfolkene kom til.
Stuart McMahon, som tog en række billeder af branden, fortalte, at møllen ikke var i operation, da branden udbrød.
»Jeg hørte ikke nogen eksplosion, eller noget der mindede om det,« fortæller han til The Press and Journal.
Møllen er en af 15 i området, som leverer strøm til boliger og fabrikker på egnen. Parkens samlede kapacitet er på omkring 30 MW, og blev taget i brug i 2004.
Måske ikke den eneste
Vindmøllen koster ifølge lokale medier omkring to millioner pund.
GCube, et firma som specialiserer sig i at forsikre vindmøller, regner med, at det ekstreme vejr over Skotland har betydet flere nedbrud – dog måske ikke så spektakulære som det i Ayrshire.
»Vi ser som regel nedbrud i vindmøller, når der er så kraftigt stormvejr som det, vi oplevede over Skotland i går,« fortæller firmaets direktør, Fraser McLachlan, til The Telegraph, og fortsætter:
»Der er en hel række af faktorer, der kan sætte ild i en mølle. Mekanismen kan gå i overdrev, det kan være de elektriske forbindelser eller olien kan blive så varm, at der går ild i den.«






