/transport

Easyjet klar med askedetektor til næste år

I fremtiden skal aske fra vulkaner ikke kunne lamme den europæiske luftfart. Resultaterne fra test af en ny norsk teknologi tyder på, at den kan være med til at holde fly på vingerne selv under kraftige vulkanudbrud.

Af Marc Prosser, fredag 09. dec 2011 kl. 11:03

Næste gang en islandsk vulkan går i udbrud og pumper askepartikler ud i de øvre luftlag, vil en nyudviklet norsk teknologi måske sørge for, at det ikke lammer den europæiske flytrafik i samme grad som det var tilfældet sidste år.

I maj 2010 strandede 10 millioner frustrerede flypassagerer i afgangshaller verden over, da askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull lukkede luftrummet over store dele af Europa.

I alt måtte 100.000 flyafgange aflyses ifølge tal fra International Air Transport Association, og flyselskabernes ekstraomkostninger løb samlet op i milliardbeløb, mens de flyrejsende måtte vente i dagevis på at komme af sted eller hjem fra ferie.

Ved overflyvninger af vulkanen Etna på Sicilien har forskere netop udført vellykkede test af den nye teknologi til at detektere aske i luftrummet. Den er udviklet af professor Fred Prata, seniorforsker ved det norske institut for luftforskning (NILU), og kendes under forkortelsen Avoid, der står for Airborne Volcanic Object Imaging Detector.

Infrarød identifikation afprøvet i Italien
Fred Prata blev sidste år kontaktet af flyselskabet Easyjet, som mistede mere end 450 millioner kroner ved det islandske vulkanudbrud. Han havde da i en periode arbejdet på Avoid-systemet, som de siden sammen har videreudviklet.

Avoid består af to infrarøde kameraer, som overvåger luftrummet foran flyet. Kameraene er fintfølende nok til at kunne se vulkanske askepartikler på op til 100 kilometers afstand både dag og nat.

På Sicilien har Avoid været monteret under vingen på et Flight Design CT-letvægtsfly. I sammenlagt 30 timer har man foretaget målinger på aske fra Etna, og de indledende resultater er positive.

»Ved hver enkelt flyvning, der varer omkring en time, har vi indsamlet flere gigabyte data, der skal analyseres grundigt, men vores foreløbige resultater har været glimrende,« fortæller Fred Prata til Ingeniøren, som sammen med en række europæiske medier har overværet en testflyvning med det norske system.

Indtil videre har testene foregået i op til 12.000 fods højde. Næste skridt for Easyjet og Fred Prata er at påmontere et Avoid-system på et Airbus A 340-fly, så man kan teste systemet i større højder og ved hastigheder på op til 800 kilometer i timen.

Easyjet har netop forpligtet sig til at sponsorere disse test, og flyselskabet er overbevist om, at man i Avoid har svaret på, hvordan man i fremtiden undgår utilfredse kunder og røde tal i regnskabet på grund af vulkanudbrud.

Ny vulkan lurer
Ifølge Ian Davies, direktør for Easyjets ingeniørafdeling, befinder flyselskaberne sig i et kapløb med tiden.

»Den islandske vulkan Katla plejer at gå i udbrud med mellem 40 og 80 års mellemrum. Det er over 80 år siden, den sidst var aktiv, og et udbrud fra den kan være op til seks gange kraftigere, end det vi så fra Eyjafjallajökull,« siger han og tilføjer:

»Vi håber på, at Avoid er gennemtestet og bliver påmonteret de første fly i løbet af 2012. Hvis Katla går i udbrud i morgen, så er vi selvfølgelig ikke klar. Men næste år er vi det måske.«

Du kan læse mere om teknologien bag Avoid og resultaterne fra de foreløbige test i næste uges udgave af Ingeniøren og på ing.dk.



09. dec 2011 kl 11:46

Jan Damgaard

God timing.

Ifølge Ian Davies, direktør for Easyjets ingeniørafdeling, befinder flyselskaberne sig i et kapløb med tiden.

For en gangs skyld, næsten på forkant/måske rettidig. De uheldige vindretninger for europæisk lufttrafik har vi til marts/april, så det vil være uheldigt med et vulkanudbrud i dette tidsrum.


09. dec 2011 kl 13:03

Jesper Nørgaard

Output

Jeg finder det ikke specielt tydeligt formuleret, hvad løsningens output skal fortælle piloter og flyveledertårne og hvad reaktionen skal være. Ændring af kurs ved detektion? Fald til lavere højde?

Hvis hele Europa bliver dækket med 6x intensiteten fra sidst, så bliver alle fly jo grounded alligevel.


09. dec 2011 kl 13:26

avatar

Martin Højriis Kristensen

Re: Output

Europa var grounded pga en statistisk sandsynlighed der var større end 0.

Der er meget langt derfra og så til at det er et reelt problem, men hvis man ikke har et varslingssystem så må man blive på jorden.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.