Leder: Københavns transportforræderi mod Danmark
Læs også
-
Cityringen får større niveauforskelle end Tivolis bjergrutsjebane
-
Så er det afgjort: Italienere skal bygge Cityringens tunnel og tog
Læs mere om
Københavnerne kan se frem til den kommende metrocityrings velsignelser. Fra 2018 bliver det som i andre af kontinentets førende metropoler muligt at lade sig transportere rundt under jorden i hovedstaden.
De 17 nye destinationer bliver ganske givet en publikumssucces, som vil gøre det meget hurtigere og nemmere at bruge byens mange tilbud, uanset hvor de er. Og turister vil berømme bekvemmeligheden, når udflugten går til Marmorkirken eller Fælledparken.
Spørgsmålet er imidlertid, om Cityringen i sig selv kommer til at spille den store rolle for oplandets pendlere, eller om det mestendels bliver ekstra trafikservice til den godt halve million indvånere, som holder til i København og de hundrede tusinde, der bebor Frederiksberg.
Her kan undergrundstogene blive en god erstatning for cykelturen på en sur regnvejrsdag. For selv om man bor i en internationalt anerkendt cykelby, hvor den første cykelsti blev anlagt allerede i 1910, kan man godt fortjene at blive forkælet.
Den over 20 milliarder kroner dyre cityring er finansieret med milliarder af staten, der har solgt ud af sine byggegrunde for at få regnestykket til at gå op. Landets borgere, der bor uden for hovedstaden, kan med god ret spørge, hvor meget staten prioriterer dem med gode, offentlige transportløsninger.
Kan hænde, at løbet næsten er kørt for jyderne og fynboerne, fordi folk er meget spredt, og virksomhederne ligeså. Her giver det måske mere mening at se specifikt på nøglebyer som Aalborg, Odense og Aarhus, hvor en række letbaneprojekter virker som den rette medicin.
Helt anderledes må man betragte løsningen for Sjælland, Lolland og Falster, der, uden hovedstaden, tegner sig for halvanden million mennesker, hvoraf mange tjener deres løn eller uddanner sig i eller omkring København.
De kan iagttage busruter blive nedlagt, afgange sløjfet og billetpriser sat op år for år. De kan observere, at ståpladser bliver normen, når der er brug for at sidde ned. Og de har ingen udsigt til en hverdag, hvor offentlig befordring hænger bedre sammen og kan øge deres mobilitet, så de kan tage et job lidt længere væk.
Undersøgelser viser, at hverdagsrejsende ikke er så følsomme over for takstforhøjelser. Men skulle en bilpendler fra en omegnskommune på vej til julefrokost formaste sig ind i et S-tog, vil vedkommende blive bonnet for en udgift, der svarer til en flaske rigtig god vin. Hver vej. Det er helt uholdbart og socialt skævt, så det batter.
Måske overser vi her, at der er nedsat udvalg og arbejdsgrupper, der skal finde løsninger og screene muligheder for fremtidens offentlige transport. Men faktum er, at der anno 2011 endnu ikke findes en samlet, trafikal vision endsige en plan for et land, der på de fleste områder må betegnes som ganske lille.
Regeringen, der har siddet i opposition i ti år og dermed nok haft tid til at finde på noget, har intet svar: Betalingsringen forbliver som cityditto: et københavnerfænomen. Hvor er letbanepolitikken, hvor er omlægningen af registrerings- og brændselsafgifterne, hvor er de billigere busbilletter, hvor er den moderne fingerplan med sømløs Park & Ride?
De er ikke. I takt med flere lukkede busruter og overfyldte togafgange er regeringens de facto-anbefaling til danskere, som skal på arbejde til tiden: Køb en bil. Eller køb en appartement i city.
