/rumfart

Nasa: Kepler vil finde masser af beboelige planeter

Omkring 80 procent af de 2.326 planetkandidater, som Kepler-teleskopet indtil nu har fundet, forventes at være rigtige planeter. Indtil nu er 30 blevet bekræftet, og mange flere kandidater kan være på vej.

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 08. dec 2011 kl. 10:52

Det nyeste fund af den beboelige planet Kepler-22b er blot den første af det, der forventes at blive en lang række nyfundne planeter uden for vores solsystem.

Da astronomerne fortalte om opdagelsen af den jordlignende planet Kepler-22b, annoncerede forskerholdene bag Kepler også, at de havde fundet 1.094 nye potentielle planeter.

Kepler-22b bliver derfor næppe den eneste beboelige planet, vi kommer til at høre om de kommende måneder. Den seneste opdagelse bringer antallet af potentielle planeter, som Kepler har fundet, op på 2.326. Flere kan være på vej, inden Kepler-planetteleskopet afslutter sin primære mission i november 2012.

Den videnskabelige viceprojektleder på Kepler, Natalie Batalha fra Nasas Ames-rumcenter i Californien, oplyste på en pressekonference i denne uge, at der formodentlig kommer endnu et stort batch planetkandidater i de kommende måneder.

Finder planeter med transient-metoden
Kepler-teleskopet blev opsendt i marts 2009 for at finde planeter på størrelse med Jorden, der kredser om deres moderstjerne i den beboelige zone. Det er den afstand fra moderstjernen, hvor flydende vand kan findes på en klippeplanet.

Teleskopet finder planeter ved transient-metoden, hvor der måles på stjernernes lysstyrke. Den falder med en vis frekvens, når planeter regelmæssigt passerer ind foran stjernen og blokerer for noget af lyset. Kepler skal observere tre sådanne fald i lysstyrken, før stjernen bliver klassificeret som havende en potentiel planet. Planeten skal derefter bekræftes via observationer primært med jordbaserede teleskoper.

Af de 2.326 potentielle planeter, som er blevet fundet i de første 16 måneder af teleskopets levetid, er 30 hidtil blevet bekræftet. Det forventes, at omkring 80 procent af kandidaterne vil blive bekræftet som rigtige planeter.

Softwaren i Kepler bliver hele tiden forbedret, så der kan findes mindre og mindre planeter

Dem med lange omløbstider mangler
Forskerne påpeger, at mange flere planetkandidater kan være på vej, da Kepler endnu ikke har haft tid til at observere de planeter, som har omløbstider på et eller flere år. I teorien ville det tage Kepler tre år at bekræfte Jordens eksistens som en planet, der kredser omkring Solen.

Planetteleskopets primære mission udløber til november, men det er langtfra givet, at Nasa vil forlænge den. Nasa er under hårdt økonomisk pres. Forskerne bag Kepler er ved at sammensætte et forslag til en forlængelse, som vil koste Nasa cirka 110 millioner kroner om året, men konkurrencen med andre rummissioner er hård.



08. dec 2011 kl 12:01

Lars Pedersen

Lav prioriteringen om...

Begynd at bygge et ordentligt rumteleskop.
Jeg vil hellere se et billede af en jungleplanet i lav opløsning end jeg vil se dyre, kedelige rumstationer eller flere sonder til de livløse planeter i vores eget solsystem.


08. dec 2011 kl 12:41

Thorbjørn Hansen

Re: Lav prioriteringen om...

Øhh... nu er jeg ikke ekspert eller noget, men jeg er ret sikker på, at det er umuligt at bygge teleskoper, der kan se planeter i andre solsystemer.

Enten vil teleskoperne være for store til at bygge i virkeligheden, eller også vil din 'jungleplanet' udsende alt for lidt lys i forhold til dens lokale sol, til at vi kan se den.


08. dec 2011 kl 13:33

Lars Pedersen

Re: Lav prioriteringen om...

Jo, med et rumbaseret interferometer er det muligt...


08. dec 2011 kl 23:31

Morten Brønsby

Re: Lav prioriteringen om...

Begynd at bygge et ordentligt rumteleskop.
Jeg vil hellere se et billede af en jungleplanet i lav opløsning end jeg vil se dyre, kedelige rumstationer eller flere sonder til de livløse planeter i vores eget solsystem.

Hvis man lægger alle resourcer og al energi i et enkelt projekt, som du foreslår, får man ikke den bredde i forskningen og udviklingen af nye teknologer, som vi virkelig kan bruge til noget, og som vi har behov for, hvis vi skal undgå at svine hele vores planet til.


09. dec 2011 kl 21:02

Lasse Enevoldsen

mange aspekter i astrofysik

jeg er da enig med Lars så langt, at jeg da også gerne ville se billeder af en planet med liv på, men der er jo mange andre interessante og vedkommende aspekter i astrofysikken end at lede efter liv. Men selv hvis vi holder os til søgen efter liv i Universet uden for Jorden, er der chance for en hele del overraskelser i vores egen 'baghave'. Et aktuelt eksempel er de meget store oceaner under isen på eksempelvis Enceladus (måne omkring Saturn) og Europa (måne omkring Jupiter). Læs evt mere her:

http://www.youtube.com/watch?v...J44k
http://journalofcosmology.com/...html
http://www.panspermia.org/

eller søg på google selv.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.