Er det farligt at grille i stanniol?
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!".
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Dokumentation
Per Søndergaard spørger:
"Jeg har tidligere stillet et spørgsmål til forbrugerrådet, men ikke fået svar. Spørgsmålet var: vi bruger vores kuglegrill en hel det, og har det godt med det. Når jeg griller kød herunder f.eks. farsbrød, laver jeg altid et underlag, som kødet ligger direkte på. Underlaget består af alu-folie. Jeg er kommet til at tænke på, om der ved den meget kraftige opvarmning sker påvirkninger af kødet fra alu-folien, og i givet fald hvad?
Efter jeg kom til at tænke over det, har jeg været lidt mere tilbageholdende med fremgangsmåden. Spørgsmålet er jo ikke blevet mindre aktuelt af de undersøgelser, der netop er offentliggjort angående emballages skadelige virkninger på fødevarer."
Mona-Lise Binderup, seniorforsker ved Fødevare Instituttet, afdeling for Toksikologi og Riskovurdering på DTU, svarer:
"Grilning er blevet en mere og mere almindelig måde at tilberede mad på, og grilltyper som fx kuglegrillen har gjort det muligt at grille året rundt. Det er hyggeligt at grille, men det kan også være forbundet med sundhedsfare, da der under grilning kan dannes sundhedsskadelige stoffer, såkaldte stegemutagener og tjærestoffer (polyaromatiske hydrokarboner (PAH)).
Indhold af PAH og stegemutagener i grillet mad varierer meget. Stofferne dannes bl.a. ved forbrænding af fedt, som kan dryppe ned på varmekilden fx de glødende kul og antændes og stofferne kan afsættes på kødet via røgen. Hvis kødet brankes, fx ved grilning over åben ild, kan de sundhedsskadelige stoffer også dannes.
Det er derfor en god ide at anvende stanniol under kødet eller ligefrem pakke det ind i stanniol, hvorved man undgår at evt. fedt drypper ned på kullene og antændes. Anvendelse af stanniol til madlavning over bål eller ved grilning er også et af flere af de råd man kan finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside (1,2).
Stanniol tåler opvarmning til høje temperaturer og er velegnet til fremstilling, indpakning og opbevaring af de fleste fødevarer med undtagelse af meget salte eller sure fødevarer, fx citron og sure agurker, som kan opløse aluminium, der hermed kan overføres til fødevaren (3)
Med hensyn til de netop offentliggjorte undersøgelser om emballagens skadelige virkninger på fødevarer, går jeg ud fra, at der her refereres til afsmitning af polyfluorerede stoffer, som bl.a. har været anvendt til fremstilling af emballage af papir og pap. Sådanne stoffer anvendes ikke til fremstilling af stanniol.
Mit råd er derfor: fortsæt med at anvende stanniol under kødet når du griller, det vil nedsætte risikoen for dannelse af sundhedsskadelige stoffer i maden og i øvrigt følge de råd om grilning, som findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside om grilning (2) og fremstilling af mad over bål (1).
Kilder:
1) Bålmad i institutionen
2) PAH (tjærestoffer)
3) Indpakning af fødevarer
Mona-Lise Binderup arbejder med forskning og rådgivning indenfor genotoksikologi og kræft, og med kemiske forureninger i miljø og fødevarer som fx PAH og afsmitning fra emballage. Nationalt rådgiver hun Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen, og har bl.a. været med til at udarbejde en rapport for Norges Vitenskapskomitee for Mattryghet: "Vurdering av helserisiko ved konsum av grillet mat".
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





