Nyhederne har langt om længe opdaget noget de fleste af os godt ved: Der er faktisk kvinder der hellere vil gå hjemme og passe børn, end at gå på arbejde.
Det vil være utroligt ironisk, hvis det er Mette Frederiksen, af alle politikere, der mod sin vilje ender med at sikre kvinders ret til kødgryderne på det offentliges regning og jeg undrer mig over at "rigtige rødstrømper" som Dorte Toft ikke for længst er exploderet i raseri over dette ublu forsøg på at opnå forskelsbehandling ?
Emnet er ømtåleligt, for børn er en temmelig dyr hobby at have, både for forældrene og for samfundet.
Hvis alle mødre var gode udearbejdende samfundsborgere, slap vi helt for at tage stilling til et meget komplext økonomisk spørgsmål: Hvad koster/sparer det samfundet at en mor er hjemmegående ?
Men jeg synes det er uhyggeligt at denne diskussion handler om kønsroller, mødrenes rettigheder og mest om økonomi, men overhovedet ikke om børnenes tarv.
Jeg har slet ikke noget problem med at kvinder har lyst til at blive hjemme og passe ungerne, men vi skylder ungerne at opstille et kompetencekrav.
I gamle dage havde det ikke været nødvendigt, da havde enhver kvinde både skiftet en ble og lappet et knæ inden hun blev konfirmeret, enten på sine yngre søskende eller på sine ældre søskendes børn.
Men i takt med de at flokken skrumpede fra et dusin til halvanden unge, forsvandt denne jobtræning, uden at blive erstattet af noget andet undervisningstilbud.
Idag er det de færreste børn der nogensinde kommer til at passe andre børn under noget som helst ansvar. Selv nabopigenes tjans som "barnepige" mens forældrene var i byen er stort set forsvundet.
Derfor er de fleste mødre idag totalt ukvalificerede til at opdrage børn: De har simpelthen ingen ide om eller ingen erfaring med hvordan det foregår og aner ikke hvilke fysiske og åndelige vitaminer der skal fyldes på i hvilken rækkefølge.
Det absolut mest skræmmende symptom på denne inkompetence er de børn der kommer i skole og stadig taler babysprog, fordi deres mor har pusse-nuttet om dem i fem seks år istedet for at lave mennesker ud af dem[1].
Hvis vi tager barnets tarv som udgangspunkt, er det indlysende tydeligt at en hjemmegående mor har brug for en uddannelse ikke helt ulig en børnehavepædagog.
Hvis vi stille krav om en sådan uddannelse som forudsætning for at kunne gå hjemme med egne unger på det offentliges regning, ligger en ombygning af ordningen med kommunale dagplejemødre, fra at være barnevognsskubbere og bleskiftere, til at være miniature børnehaver umiddelbart for.
Det ville der være nogle interessante perspektiver i, både i forhold til fagligt niveau i folkeskolen, ungdomskriminalitet og integrationspolitik.
Men diskussionen handler netop ikke om børnenes tarv, den handler kun om om folk der har ondt i skatten, kvindeligheden, misundeligheden og ideologien.
Stakkels unger...
–
[1] inden fordommene og kæphestene køres af stald: Babysproget er oftere et problem hos de høje socialklassers projektbørn, end det er med de unger der gik for lud og koldt vand mens underklassemoderen så fjernsyn.
08. dec 2011 kl 11:55
Netop den stærkt varierende kvalifikation i dagplejen var grunden til at den mulighed slet ikke kom på tale her i huset.
Men er det kun mødre der 'gider' gå hjemme med ungerne, og skal have lov?- spørger jeg i ligestillingens navn..
08. dec 2011 kl 11:57
Og de kompetencer som bedstemødre kunne støtte deres døtre med, er også tyndet ud til det ubrugelige.
Børnene opbevares i vuggestuer og børnehaver, hvor lydniveauet er højt, meget højt, da ungerne hver dag må kæmpe deres kamp for at blive bemærket i et mylder af børn i for små lokaler. Sundt kan det ikke være.
Hvor lang tålmodighed ville arbejdstilsynet have med et foretagende, som indrettede arbejdspladser med et lignende stress-niveau, og som forhindrede de ansatte i at forlade mylderet i løbet af dagen, som varer fra meget tidligt om morgenen til meget sent om eftermiddagen.
Samfundsindretningen som vi har den i dag skal være midlertidig.
Grr.
08. dec 2011 kl 12:21
Jeg har slet ikke noget problem med at kvinder har lyst til at blive hjemme og passe ungerne...
- så længe blot de offentlige kasser holdes klar af 'lysterne'! :)
08. dec 2011 kl 12:56
En del af de tanker PHK gør sig, viser vejen til at ikke alle burde få børn.
Alternativt at de skal bestå en eksamen før det tillades, i hvert fald hvis de selv vil passe dem. Lignende tanker har været oppe før i tiden, jævnfør Sprogø, og det ses der med afsky på nu. Egentlig er det samme tankegang der medfører rygeforbud og fedtskat, bare er dette mere vidtgående og syltet godt ind i økonomi og velfærd i forbindelse med den måde vi har indrettet os på.
Et tilsvarende eksempel er fosterskanninger. Endnu kan folk sige nej og tage hvad der kommer, men der har da været røster fremme om, at hvis barnet så er handikappet og fosterskanning er afvist, så burde det være forældrenes eget problem!
08. dec 2011 kl 14:02
Hvorfor skal staten overhovedet blande sig i, hvordan borgerne passer deres børn? Målet burde - af hensyn til medborgerne - være at bruge staten så lidt som muligt, og selv ville jeg da elske at være mere på børnefronten. Sagen er jo bare, at staten tager vores penge, så vi ikke har råd til at passe ungerne selv.
Pengene følger muligvis patienten, men de følger ihvertfald ikke børnene. Passer man dem selv, får man jo ikke pengene retur. Næhnej, man må pænt betale hele sin skat inklusive det beløb som det ville koste at få passet børnene - minus en latterlig lille egenbetalingsdel. Så altså, - også her fratager en "bedrevidende" stat borgerne et valg.
08. dec 2011 kl 14:11
hvorfor i alvideste verden skulle vi kun bruge penge på de middelmådige og dårlige resultater ?
08. dec 2011 kl 14:12
hvorfor i alvideste verden skulle vi kun bruge penge på de middelmådige og dårlige resultater ?
Sagen er jo bare, at staten tager vores penge, så vi ikke har råd til at passe ungerne selv.
08. dec 2011 kl 14:44
Hvis du skulle sende dit barn i en institution, hvor der var én voksen per barn, så ville du heller ikke have råd til det. Hvis du også passede 3-4 nabobørn, så ville det måske løbe bedre rundt.
Målet burde - af hensyn til medborgerne - være at bruge staten så lidt som muligt, [...]
En del af de tanker PHK gør sig, viser vejen til at ikke alle burde få børn.
08. dec 2011 kl 14:53
Det uhyggelige er, at PHK gør sig til talsmand for at staten ved bedre end voksne mennesker, hvordan børn skal opdrages. Det må være en provokation for provokationens skyld, for det kan da ikke være sådan at PHK ønsker sig et totalitært regime, der bestemmer, styrer og guider borgerne igennem selv det at smøre et rundstykke på den rigtige måde.
08. dec 2011 kl 15:00
Hvis man skal diskutere dette problem seriøst, er man nødt til at omtale visse etniske/religiøse minoriteter, hvor problemet er størst - men det er ikke så populært/politisk korrekt, så det vil jeg hermed undlade ;-)
Mvh Rune
08. dec 2011 kl 15:10
Jeg ser absolut ikke noget fordækt i at forældre skal uddannes før de bliver forældre, på samme vis som billister skal uddannes før de bliver billister osv.
08. dec 2011 kl 15:18
Hvis Poul-Henning mener dagens mødre er ukvalificeret til jobbet, er der intet til hindre for han tager sin tørn. Man er stadig 2 om at få børn. Eksemplets magt er som bekendt stort.
Det er ikke en naturlov at ens børn ikke lejlighedsvis kan komme med på jobbet. Indrømmet - det er lettere som selvstændig at sætte standarden, men jeg har aldrig oplevet børn som en hindring i mit professionelle liv. Det er et spørgsmål om at træde i karakter fra start.
Jeg er ikke enig i at dagens piger skal “opdrages” til børnepasning så tidligt som muligt. En egentlig uddannelse tror jeg heller ikke på, for hvad skal have prioritet?
Barnets tarv er ikke at pakke dem ind i vat og bomuld som en instituering uundgåelig medfører. Denne form for østrogendominerede pædagogik duer ikke på drenge. Hvad galt er der i at drenge oplever at få en fiskekrog i låret, banke sig over fingrene med en hammer eller skvatte i vandet fordi tømmerflåden man baksede sammen var noget skrammel?
Fornuftige kvinder indser ret hurtigt at det også er til deres fordel at overlade en del af ansvaret til manden. De er muligvis ved at gå til af nervøsitet, men så kan de bare lade være med at se på og foretage sig noget andet.
Fri mig for den form for pædagogik der fjerner livets udfordringer der nærer nysgerrigheden, og som desværre kun skaber curlingbørn.
En stor del af svaret på Poul-Hennings spørgsmål ligger hos fædrene.
08. dec 2011 kl 16:37
Den gamle metode, hvor mødrene gik hjemme, gik godt fordi der var så mange børn. Hvis man i dag fik 4 børn, så ville der være økonomiske incitamenter til at passe egne børn. Vi kunne spare dagplejen og børnehaverne væk, og lade folk passe deres egne børn og slippe billigere i skat jævnfør de offentlige besparelser.
Men det kommer ikke til at ske i dag. Individualismen har stor magt, og i vores oplyste verden er vi klar over hvor højt vi kan nå, og stræber derfor efter det. Guleroden på en pind. Vi vil gerne have succes, og det er ikke nok bare at være en god forælder - der skal også gang i jobbet.
Der er en anden ting jeg undrede mig over. Hvis man i gamle dage lærte sine pædagogiske metoder af sin mor og søskende og man tænker på de metoder man brugte til at opdrage børn på (kæft, trit og retning) så er det muligvis ikke en positiv ting at gå tilbage til i det store hele.
Jeg mener vi i dag har bedre metoder til at opdrage efter, og hvis de indføres så er det nok et godt skridt i den rigtige retning. Problemet i dag af dårlige forældre om end ikke fjernes helt så mindskes ved professionel pasning og opdragelse. Hvis der da ikke var så få voksne til at passe så mange børn.
Hvis Poul-Henning mener dagens mødre er ukvalificeret til jobbet, er der intet til hindre for han tager sin tørn.
08. dec 2011 kl 18:35
Undskyld Poul-Henning.
Jeg kender ikke din baggrund. Når jeg reagere er det på din unuancerede beskrivelse af hverdagen der ligger langt fra min.
Som nævnt kender jeg ikke din baggrund, og har jeg trådt dig for nær, beklager jeg for det var bestemt ikke min hensigt.
08. dec 2011 kl 20:01
Hvorfor skal staten overhovedet blande sig i, hvordan borgerne passer deres børn? Målet burde - af hensyn til medborgerne - være at bruge staten så lidt som muligt, og selv ville jeg da elske at være mere på børnefronten. Sagen er jo bare, at staten tager vores penge, så vi ikke har råd til at passe ungerne selv.
Pengene følger muligvis patienten, men de følger ihvertfald ikke børnene. Passer man dem selv, får man jo ikke pengene retur. Næhnej, man må pænt betale hele sin skat inklusive det beløb som det ville koste at få passet børnene - minus en latterlig lille egenbetalingsdel.
08. dec 2011 kl 21:43
Det er klart at hvis situationen gør at man må træde til i situationer der ikke er nomale,,,,og klarer den som det du og andre der kommer i samme situation bør kunne det, uden de større "tekniske " problemer, hvor der så viser sig andre problemer af indtjeningsmæssig der gør at tingene bliver vanskeligere .
Jeg har også ..ufrivilligt..trådt dig over tæerne....hvilket ikke er glemt af os begge....da jeg hører til den generation der altid vil klage over når min generation bliver hængt ud og vil reagere som Johan. Du har jo selv kke meget tilovers for .........!
Jeg er skilsmisse barn og måtte påtage mig forældrerollen som 11 årig når min mor var på nattevagt med at få smurt madpakker og få de mindre i skole da min fader fandt en 20 år ynrge kone( på Skælskør gigtsanatorium hos doktor Nyffeldt)
Jeg synes at du skulle acceptere Johans undskyldning !
08. dec 2011 kl 21:54
Jeg synes at du skulle acceptere Johans undskyldning !
09. dec 2011 kl 09:21
Er jeg den eneste som spørger sig selv: Hvilke fakta baserer denne diskussion sig på? Hvordan ved I at "det var bedre i gamle dage"? Er der virkelig flere inkompetente mødre, eller hører vi bare mere om dem? Hvad er kilden til [1]?
09. dec 2011 kl 17:27
Hvorfor ikke bare sænke skatten, så familien ikke er tvunget til at have to indkomster for at det hele skal løbe rundt?
Mig at have samfundet er jo alligevel gået fallit.
Resten vil jo komme af sig selv.
Hvis man skal diskutere dette problem seriøst, er man nødt til at omtale visse etniske/religiøse minoriteter, hvor problemet er størst - men det er ikke så populært/politisk korrekt, så det vil jeg hermed undlade ;-)
Jeg må erkende, at jeg ikke ved nok om dette emne. Poul-Henning har/har haft masser observationer tæt på, jeg har færre. Men der foreligger mange af indikationer på, at en del kvinder ville foretrække at være hjemme med børnene. Det står også klart, at nogle børn kommer i klemme, hvis forældrene begge kører karriereræset for fuldt blus.
Fordi barnets tarv ligger mig på sinde, har jeg indimellem blandet mig udover, hvad der har været velkomment. F.eks. modtog jeg beskeden om endnu en graviditet med følgende kommentar: ”Var det ikke bedre at sørge for, at de to børn, I allerede har, fik lidt mere omsorg.” Det tog nogen tid at reparere venskabet.
Jeg har også klandret både fædre og mødre for andre prioriteringer, hvor jeg syntes, at børnene var taberne.
Jeg ville ønske, at flere af de voksne, der vælger at få børn, ville indrette deres liv, så der er overskud til den vigtigste opgave, nemlig at børnene får ”får fedt nok på nerverne” til at klare voksenlivet nogenlunde. Om det så er med en hjemmegående, eller med to på deltid er næsten ligegyldigt i mine øjne, men jeg tror, at drenge og piger har bedst af god tid med begge forældre.
I modsætning til Poul-Henning aner jeg ikke, om nutidens kvinder/mænd er så elendige til at tage vare på børn, at de burde gennemgå en uddannelse. Jeg fornemmer dog, at ego’erne er blevet større, ligeså ulysten hos begge køn til at tage de konflikter, der nu en gang også hører opdragegerningen til. Og har ”mit barn” mon nogensinde i verdenshistorien været så exceptionelt, som netop nu?
Men tilbage til kvinden, der har lyst til at blive hjemme og passe eget barn og bolig. Skal pengene fuldt ud følge barnet? Altså skal forældrene få de godt 2/3 af, hvad det koster at have et barn i vuggestue og børnehave? Noget taler for, andet imod. Jeg kan ikke overskue, hvad der er rigtigst. I gamle dag var der en lav skatteprocent og fradrag pr. barn, hvilket stillede især mellemklassen mere frit til selv at prioritere end i dag. Overklassen har altid kunnet gøre det.
Men husk på, at barnets tarv påvirkes af moderens tarv, så tænk ud over, når børnene er helt små.
Jeg selv er fra generationen, hvor næsten alle mødre gik hjemme, hvis ægtefællens indtægt rakte til det. De fleste kvinder gjorde det vist, fordi sådan var det bare, og det havde de lyst til. Nogle gjorde det efter ægtefællens udtrykte ønske. Mange gik hjemme hele livet, andre mens børnene var små.
Mit indtryk var, at de kvinder, der gerne ville tilbage til arbejdslivet efter de mange år derhjemme enten ikke i stand til at få et job, eller også viste det sig at være for træls at skulle på arbejde hver dag. Man var blevet bedre vant. Hvad med de to grupper, Poul-Henning? Barnet er smuttet og pengene med. Skal forsørgerbyrden klares af ægtefællen eller samfundet?
Der var også kvinder, der blev så kedelige for deres mænd, at manden kun følte sig levende, når han var på arbejde. Der fandtes desuden så indebrændte kvinder, der ikke ville slippe deres børn, fordi de var hele ”livet”. Og så var der kvinder, der for at få lidt mere spænding i livet, shoppede og shoppede, og andre, der følte sig uendelig uden for i venindekomsammener og morrollen.
Forhåbentlig var majoriteten af kvinderne af typen, der bare trivedes som ål i mudder ved at være en fuldtids supergod mor, husholderske, ægtefælle og værtinde.
Jeg er selv ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville have haft en bedre barndom, hvis min mor havde fortsat sit arbejde som sygeplejerske. Den opgave evnede hun, så det ville have givet hende ro, glæde og lidt mere selvtillid. Og det havde nok smittet af. I stedet havde jeg en mor, der følte at hun slet ikke slog til i morrolle, også fordi den viste sig ikke interesserede hende.
Jeg tror faktisk, at en del mænd kan overleve bedre som hjemmegående, for det står generelt set lidt bedre til med selvtilliden. Jeg kender også to mænd, der tog hovedansvaret for børn, uden at der gik det mindste skår i mændene selv, og børnene trivedes.
Så vidt jeg ved, fortæller alle statistikker fortsat, at kvinder har flest arbejdstimer, når der ses på arbejde + hjem. Og som jeg forstår det, har kvinder også i højere grad konstant hensynet til børnene i baghovedet, hvilket slider, når tiden løber. Derfor undrer det ikke mig, at mange kvinder drømmer om at hellige sig mor-rollen.
Men lad os se om 5-10 generationer. Jeg vil tro, at mønstret bliver knapt så entydigt kønsbestemt. (Og jo, kvinden ammer og får ammehjerne, men der er altså et liv derefter).
09. dec 2011 kl 21:29
...og hvad vi burde gøre ved det!
Ja det er nogle interessante perspektiver. Dog mener jeg (belært af egen erfaring fra min barndom i 70'erne, sammenlignet med mine daglige observationer i dagens Danmark), at man burde styrke og udbygge hele området omkring ungdomsskoler, byggelegepladser (en mere fri og kreativt stimulerende form for fritidshjem), fritidshjem mv.. Som jeg ser det, leger børn nu kun sjældent sammen i store grupper på tværs af sociale, etniske, kønsmæssige eller andre skel. Af mange grunde (for meget indliv, teknologi, begrænsninger i det offentlige rum, manglende fokus på børns vilkår, nedprioriteringer af offentligt vs privat området i årtier, mv.). Det at have mulighed for at have sin daglige gang på rummelige, stimulerende, konfliktløsende og udfordrende institutioner, med engagerede (og ofte veluddannede) voksne med vidt forskellige kvalifikationer og personlighed, er virkelig noget man burde prioritere mere. Det er langt ssundere at give vores børn sådanne muligheder, end bare at lade dem gå derhjemme med familien eller være 'parkeret' i en pasningsordning med varierene navn. Jeg taler som sagt af egen erfaring og har set på med stor bedrøvelse, hvordan de muligheder jeg selv havde som barn, er forsvundet skridt for skridt med årene, indtil der kun var nedslidte parkeringsordninger tilbage. Der er selvfølglig undtagelser og hurra for det.
Det ville der være nogle interessante perspektiver i, både i forhold til fagligt niveau i folkeskolen, ungdomskriminalitet og integrationspolitik.
09. dec 2011 kl 23:50
Og jo, kvinden ammer og får ammehjerne, men der er altså et liv derefter
10. dec 2011 kl 10:16
Vi har vist alle mistet tommefingeren.....det bliver spændende at se hvad det ender med :o)
10. dec 2011 kl 10:27
Vi har vist alle mistet tommefingeren.....
19
