Jordskælv i Japan ændrede Jordens tyngdefelt
New Scientist Satellitter i kredsløb om Jorden registrerede ændringer i Jordens tyngdefelt, da et kraftigt jordskælv ramte Japan tidligere i år. Nye data antyder, at jordskælvet var stærkere end hidtil antaget.
Jordskælvet, der ramte Japan foråret 2011, havde sit epicenter under havet øst for det japanske kyst. Det forsagede et kraftig tsunami. (Foto: Discovery)
Læs også
-
Overblik: Havareret atomkraftværk knokler for reaktor-kontrol inden nytår
-
Japanske forskere: Almindelig plast kan bruges som strålingsdetektor
Læs mere om
Da et kraftigt jordskælv ramte Japan tidligere i år, var ændringerne i Jordens masse så kraftige, at satellitterne fra det tysk-amerikanske rumprogram Grace registrerede en ændring i Jordens tyngdefelt, skriver New Scientist.
Grace-rumprogrammet har to satellitter i kredsløb om Jorden. Ved at måle hastigheden, hvormed de to satellitter nærmer eller fjerner sig fra hinanden, kan forskere beregne ændringer i Jordens tyngdefelt. Tyngdefeltet afhænger af massen, og derfor kan Jordens tyngdefelt ændre sig i forbindelse med blandt andet oversvømmelser, kraftigt snefald, smeltende indlandsis eller kraftige jordskælv.
Til et møde i American Geophysical Union i San Francisco afslørede amerikanske forskere bag Grace-projektet, at de havde registreret ændringer i Jordens tyngdefelt, da Japan i foråret blev ramt af et kraftigt jordskælv. Ud fra de data, de havde samlet ind, var forskerne i stand til at regne sig frem til, at jordskælvet havde en styrke på 9,1 på richterskalaen og ikke 9,0, som tidligere antaget. Derudover viser dataene, at jordskælvet fandt sted i den nedre del af jordskorpen, hvorimod de konventionelle beregninger viste, at det skete i den øvre del.
De tyske og amerikanske rumfartsmyndigheder planlægger flere missioner i Grace-programmet og forventer, at det i fremtiden vil være muligt at registrere ændringer i Jordens tyngdefelt for jordskælv ned til 7,5 på richterskalaen. Jordskælv af den størrelse indtræffer næsten dagligt et sted på Jorden.
Læs artiklen på New Scientist






