Forundring hos Amagerforbrænding: Afslag givet før udvalgsmøde har fundet sted
Direktøren for Amagerforbrænding er dybt overrasket over, at teknik- og miljøborgmesteren i København har afslået en lånegaranti til 'skibakke-forbrændingen'. Teknik- og Miljøudvalget skal nemlig først behandle sagen den 12. december.
Hvis Amagerforbrænding får afslag på lånegarantien til to nye ovne på forbrændingsanlægget, forsvinder den prisbelønnede skibakke nok også fra projektet.
Multimedia
Galleri:
Se Amagerforbrændings kunstige skibakke
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Endnu inden Teknik- og Miljøudvalget har været samlet, har teknik- og miljøborgmester Ayfa Baykal (SF) meldt ud, at Amagerforbrænding vil få nej til en lånegaranti til at bygge det meget omtalte forbrændingsanlæg med skibakke på toppen.
Afslaget vil reelt gøre det umuligt for værket at modernisere og udvide forbrændingsanlægget på Refshaleøen med to nye ovnlinjer.
Projektet har ellers fået det blå lånegaranti-stempel fra tre af de fem ejerkommuner, nemlig Hvidovre, Tårnby og Dragør.
Direktør for Amagerforbrænding Ulla Röttger er overrasket over udmeldingen, som motiveres med, at en udvidelse vil være dårlig for miljøet og bremse interessen for alternative metoder til affaldshåndtering.
»Vi synes ikke, at man forholder sig til, at der en masse affald, der skal behandles på den mest miljøvenlige måde. En teknologi som Renescience er efter vores bedste overbevisning slet ikke klar endnu. Vores livscyklusvurdering viser faktisk, at det er bedre at brænde affaldet, end hvis man skal øge affaldsmængden og lave biogas af det bagefter,« siger Ulla Röttger.
Amagerforbrænding har været aktiv deltager i udvikling af Renescience-teknologien gennem flere år. Teknologien går kort fortalt ud på at omdanne en stor del af usorteret affald til en brændbar masse ved hjælp af kogning og tilsætning af enzymer.
Mindre anlæg ikke rentabelt
Projektet med et nyt forbrændingsanlæg omfatter – foruden den prisbelønnede skibakke designet af Bjarke Ingels - to ovnlinjer med en kapcitet på 35 ton affald i timen.
Ovnene vil være i stand til at afbrænde 560.000 ton affald om året, men Amagerforbrænding har kun fået tilladelse af Energistyrelsen til at brænde 440.000 ton affald om året de næste fem år. Hvis værket vil afbrænde mere, skal det være biomasse.
»Vi har ikke tænkt os at importere affald. Vi vil bruge en større kapacitet pr. time til at variere forbrændingskapaciteten og for eksempel brænde mere affald af, når det er vinter og der er mere brug for varmen,« siger Ulla Röttger.
Hun tilføjer, at hvis affaldsmængderne mod forventning skulle dale, så kan man brænde biomasse af i værket.
Ifølge udvalgsdokumenter fra Teknik- og Miljøudvalget er Amagerforbrænding dog flere gange blevet bedt om at udarbejde et alternativ til projektet med bare én ovn-linje, men bestyrelsen har 'stik mod Teknik og miljøudvalgets ønske' alligevel besluttet de to ovnlinjer.
Til det siger Ulla Röttger:
»Vi har da udarbejdet forslag med bare én ovnlinje, men da vi forelagde den for vores bestyrelse – som jo er højeste myndighed for selskabet – så mente de ikke, at vi skulle gå videre med det, fordi vi ikke ville kunne få en business-case ud af én ovnlinje, og fordi vi så ikke ville kunne behandle københavnernes affald,« siger hun.
Hun tilføjer, at hvis man ville bygge et halvt så stort anlæg, så er der ikke økonomisk basis for at installere katalysator og et vådt røgrensningsanlæg, som er en betydelig gevinst for miljøet. Plus at det store anlæg kan give betydelige driftsbesparelser.
Der er møde i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 12. december, hvorefter udvalgets indstilling skal behandles i økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.






