WI-FI dræber ikke sædceller
Af Klaus Seiersen,
lørdag 03. dec 2011 kl. 10:32
Denne historie har indtil nu kun ramt TV2s webside, men det varer nok ikke længe, før Ekstra Bladet eller BT rydder forsiden: Argentinske forskere har angiveligt vist, at WI-FI-strålingen fra laptops kan slå mænds sædceller ihjel, hvis man har sin computer liggende i skødet.
Intet kunne være mere forkert. Forskerne har faktisk vist lige netop det modsatte, nemlig at WI-FI ikke slår sædceller ihjel!
Det, som forskerne har gjort, er i stedet dette: De placerede sædprøver i petriskåle 3 cm under laptops, der aktivt downloadede et eller andet via WI-FI. Andre sædprøver var placeret i et helt andet rum, langt væk fra computere. Efter 4 timer sammenlignende man sædkvaliteten.
Konklusionerne var: 1) Der var ingen forskel i antallet af døde celler i de to grupper. 2) Prøverne placeret under laptops havde lavere mobilitet. Sædcellerne svømmede altså lidt dårligere. 3) Der var flere tilfælde af DNA fragmentationer i laptop-gruppen (dog med en usikkerhed, der hedder (3,3 ± 6,0) % kontra (8,6 ± 6,6) %).
Man ved fra tidligere studier, at varmen fra laptops kan give skader, og derfor har forskerne forsøgt at fjerne denne variabel ved at luftkøle petriskålene under computerne, så de holdt en konstant temperatur svarende til prøverne uden computere.
Det, jeg ikke forstår, er, at hvis man selektivt ønsker at undersøge effekten fra WI-FI-stråling, hvorfor placerer man så ikke bare en antenne over sædprøverne i stedet for at bruge en laptop, som kræver et besværligt kølesystem?
Men vigtigst af alt så bemærker man, at der ikke er anvendt en ægte kontrolgruppe - hvorfor har man ikke en tredje gruppe sædprøver under en varm, aktiv laptop, der ikke er udstyret med WI-FI? Den anvendte kontrolgruppe er ikke udsat for sammenlignelige betingelser!
Jo, steady-state temperaturen er måske nok konstant, men prøverne udsættes for en stor ind-flux af varme, der skal fjernes igen via luftkøling. Der må være nogle varmegradienter i prøven, som forskernes kontrolgruppe ikke har, og som de ikke kan måle med den mikroprobe, der var placeret i prøven.
Det er sjusket forskning, og det er sjusket journalistik.
PS. Dette blogindlæg er skrevet på en laptop liggende i mit skød.