DTU når top-50 over verdens mest toneangivende universiteter
Danmarks Tekniske Universitet rykker ti pladser op på Leiden Ranking, ranglisten over verdens mest toneangivende universiteter, og det sikrer DTU en plads blandt de 50 bedste i verden.
Læs også
På den netop offentliggjorte Leiden Ranking over verdens mest toneangivende universiteter for 2011/2012 rykker DTU ti pladser op fra nummer 55 til nummer 45 – og sikrer sig dermed en plads blandt de 50 bedste i verden, skriver DTU i en pressemeddelelse.
Ranglisten er baseret på, hvor meget publikationer fra de forskellige universiteter bliver citeret, og hvor meget universiteterne samarbejder med andre. Den er internationalt anerkendt som det bedste bud på en objektiv metode til sammenligning af universiteter, fordi den sammenligner universiteter fagområde for fagområde.
På top-50 finder man 42 amerikanske universiteter, fire britiske, to schweiziske, et israelsk – og nu også danske DTU.
Og at DTU når top-50, glæder DTU’s rektor, Anders Overgaard Bjarklev.
»Jeg er både glad og stolt. Ranglisten viser, at vi fastholder vores position som et internationalt eliteuniversitet, og det, at vi oven i købet forbedrer vores placering, er et udtryk for, at vores forskning har en høj kvalitet og relevans,« siger han.
Samtidig med placeringen blandt de 50 bedste fastholder DTU samtidig sin placering som nummer ét i Norden og nummer syv i Europa.
Leiden Ranking bliver udarbejdet af forskere ved Centre for Science and Technology Studies på Universiteit Leiden i Holland. Listen sammenligner de 500 største universiteter i verden.






