Verdensberømt tidsskrift: Forkert at lukke Teknologirådet
Regeringens beslutning om at lukke Teknologirådet er også kommet det ansete videnskabelige tidsskrift Nature for øre, der bruger lederplads i det seneste nummer på at kritisere regeringens beslutning.
Læs også
-
Leder: Finanslovsaftale sender teknologipolitik tilbage til fortiden
-
ITU-lektor om nedlæggelse af Teknologirådet: Fuldstændig vanvittigt
-
Eksperter om klimarapport: Værktøjskassen er propfyldt til politikerne
-
Oppositionens klimaplan: Danmark uden fossile brændsler i 2050
Læs mere om
Dokumentation
Det anerkendte tidsskrift Nature kritiserer nu direkte den danske regerings beslutning om lukning af Teknologirådet. Nature bruger lederpladsen i det seneste nummer til at pege på nytteværdien af at have et organ, der kan følge den teknologiske udviklings accept i befolkningen.
Læs lederen i Nature her.
Ifølge Nature har demokrati og teknologisk udvikling hånd i hånd ført til fremgang i en lang række lande, ikke mindst Danmark, men udviklingen betyder også, at væsentlige spørgsmål om moral og etik udfordres.
Derfor er der behov for en vagthund, der kan følge med i befolkningens accept af den teknologiske udvikling, og hvilke dilemmaer den afstedkommer.
'Lukningen af Teknologirådet tyder på, at den nye regering ikke helt er opmærksom på landets formidable tradition med demokratisering af forskningen', skriver Nature i lederen og fortsætter med at pege på, at føres beslutningen ud i livet, risikerer regeringen at ødelægge et kritisk element i det europæiske forskningspolitiske system.
Nature beskriver herefter en lang række af de betydningsfulde projekter, som Teknologirådet har stået bag, eller som rådet stadig står i spidsen for, og gør opmærksom på, at den danske model har dannet skole for andre landes forståelse for inddragelse af befolkningen i den teknologiske udvikling.
Nature foreslår, at rådet frem for at blive nedlagt udvider sine aktiviteter i Danmark, så det ikke kun er regeringen, der er 'kunde', men også regioner og kommuner. De bør få glæde af Teknologirådets arbejde og indsigt, som rådet i større udstrækning bør være tovholder på i forbindelse med førende internationale projekter, der kan være med til at give rådet flere midler og dermed kompensere for de uundgåelige nedskæringer.
Nature opfordrer forskere i ind- og udland til at markere deres støtte til bevarelse af ‘en demokratisk institution, der har støttet forskningen bedre, end man skulle tro ud fra dens ringe størrelse og beskedne titel'.
Danmarks ‘unge’ forskningsminister, Morten Østergaard (R), bør notere sig dette, slutter Nature sin leder.






