Drikkevandet fra vandhanen må indeholde op til 20 gange mere kobber, end virksomheder må udlede i deres spildevand. Det er den virkelighed, som virksomhederne møder i kraft af stramme miljøkrav til tungmetaller.

Men også fødevarer indeholder en større mængde tungmetaller, end spildevandet må. Et kilo kalvelever indeholder 235 gange så meget kobber, som en liter spildevand må indeholde, og fuldkornsprodukter og muslinger har henholdsvis et seks og ti gange højere indhold af kobolt, end hvad det rensede spildevand må have. Og det giver ingen mening, mener salgsdirektør for Topsoe Fuel Cell Helge Holm-Larsen.

»Som det er nu, er grænseværdien for kobolt i spildevand langt under det, vi kender fra almindelige fødevarer. Den er sat på et så lavt niveau, at jeg vil kalde det misbrug af forsigtighedsprincippet,« siger han.

Dette synspunkt deles af professor Per Møller fra Institut for Mekanisk Teknologi på DTU, der i mange år har beskæftiget sig med overfladeteknologi og rensning af spildevand. Han mener, at kravene omkring tungmetaller i spildevandet er urealistiske, og at de slet ikke hænger sammen med, at virksomhederne bestemt hverken er den eneste eller den største kilde til udledning af kobber.

»Det er helt ude af proportioner. Hvis man sammenregner alle de bygninger i Danmark, hvis tage afgiver kobber, så er galvanoindustrien ingenting ved siden af,« siger han som eksempel på en af de kilder i vores omgivelser, der afgiver store mængder kobber. Han hæfter sig ved, at hvis hele formålet er at undgå at forurene naturen, så kan man ikke acceptere, at der bliver udledt så store mængder kobber fra tage.

»Hvis man tjekker det spildevand, der helt naturligt flyder rundt i en given by i Danmark, for tungmetaller, så er man altså i gang med at stille nogle krav til virksomhederne, hvor spildevandet, de udleder, for flere tungmetallers vedkommende skal have et lavere indhold end det vand, der flyder naturligt rundt i kommunens egne kloakrør,« siger Per Møller.

Også det vand, der løber til virksomhederne fra kommunen, kan have et højere niveau af kobber, end hvad virksomhederne må udlede, fortæller Kristian Eg Løkkegaard, der er næstformand for Danske Overfladebehandlere, afdelingen for galvanoindustrien under Dansk Industri.

»Indgangskoncentrationen af kobber fra kommunen kan ligge højere end grænseværdien, så nogle gange er man nødt til at rense kommunalt vand for at smide det ud igen uden overhovedet at bruge det,« siger han.

Kravene til rensningen af spildevandet rammer især galvanoindustrien, der under Dansk Industri tæller omkring 50 virksomheder. De bruger tungmetaller i deres produktion, og i deres miljøgodkendelser fra kommunen får de en udledningstilladelse til spildevand med grænseværdier for tungmetaller. Grænseværdierne bliver fastsat ud fra en vejledning fra Miljøstyrelsen til kommunerne, som kommunerne godt kan afvige fra. Men tendensen er ifølge Kristian Eg Løkkegaard, at kommunerne følger styrelsens vejledning.

»I forbindelse med kommunalreformen har kommunerne overtaget miljøsagsbehandlingen. Kommunerne har så efterfølgende valgt at følge vejledningerne i stedet for at vurdere selv, fordi det forvaltningsmæssigt og ressourcemæssigt er lettest,« siger han.

Fra Naturstyrelsen lyder det, at de lave grænseværdier for tungmetaller i industrispildevand skyldes, at man har regnet baglæns på, hvad der skal til for at nå målene for recipienten.

»Grænseværdierne for virksomheder er sat til et niveau, så vandmiljøet ikke lider overlast, og for at virksomheders spildevand ikke må blive til fare for naturens balance,« siger Jakob Møller Nielsen, der er kontorchef for afdelingen for vandsektor, byer og klimatilpasning hos Naturstyrelsen.

Han forstår ikke rationalet i, at fordi andre kilder udleder mere af et tungmetal, end virksomhederne må, så skal man slække på kravene til virksomhederne.

»Ud fra et miljømæssigt hensyn er det netop det modsatte. Man er nødt til at sige, at i forhold til den samlede mængde skal vi sikre, at det, der kommer fra virksomhederne, som vi kan regulere, tilsvarende er på et niveau, hvor den samlede mængde kobber i vandet ikke overskrider de grænseværdier, vi har,« siger Jakob Møller Nielsen.

Men de skrappe miljøkrav til spildevandet giver nogle ulemper for den danske galvanoindustri, fordi grænseværdierne er svære og dyre at overholde, fortæller Helge Holm-Larsen.

»Det medfører uhensigtsmæssige arbejdsgange, der lægger hindringer i vejen for at få udført arbejdet her i landet,« siger han og henviser til, at Topsoe Fuel Cell får udført en coating med kobolt hos en dansk underleverandør – men det er ikke sikkert, at det fortsat vil være sådan, når danske underleverandører er underkastet nogle grænseværdier, der gør det dyrere for Topsoe Fuel Cell at få udført arbejdet i Danmark end i Sverige og Tyskland.

»Vi er nødt til at være konkurrencedygtige i global sammenhæng, så uanset hvor gerne vi vil handle med danske virksomheder og skabe beskæftigelse i Danmark, så er vi tvunget til at sikre vores egen konkurrencedygtighed og dermed, hvis det her fortsætter, til at vælge underleverandører i udlandet,« forklarer Helge Holm-Larsen.

Direktør for virksomheden Elplatek Jan Boye Rasmussen står også uforstående over for, hvorfor grænseværdierne skal ligge så lavt.

»Langt hen ad vejen er vi alle sammen enige om, at det er rimeligt at fastsætte grænseværdier og tage hensyn til miljøet. Krøllen på det er bare, at det gør det sværere og sværere for de danske virksomheder at konkurrere, når kravene er så skrappe, og lille Danmark skal være forgangsmænd for resten af verden,« siger han.

Jan Boye Rasmussen mener også, at der med de skærpede miljøkrav og de investeringer, der følger hos virksomhederne, er en reel risiko for, at virksomheder placerer deres produktion i udlandet. Han er ikke i tvivl om, at følgerne af kravene bliver, at der ryger arbejdspladser ud af landet.

»Og det er begrædeligt, at man gør ting, der skubber virksomheder mod udlandet. Her bevæger vi os altså kraftigt på grænsen af noget, der kan komme til at skade os alle sammen,« forklarer Jan Boye Rasmussen.