Alt taler for, at COP17-mødet i Durban, Sydafrika, der bliver afholdt frem til 9. december, får minimal betydning for verdens klimaindsats. Politisk er situationen lagt endeligt død af USA og Kina, der ikke længere kan trækkes til forhandlingsbordet af det håb, som for en kort stund levede ved COP15 i København og gav forhåbninger om en ny international aftale.

I USA er klimaet ikke længere en politisk prioritet i Kongressen, og presset er dermed lettet på det Kina, der som selvudråbt uland nyder godt af den 14 år gamle Kyoto-aftale, som kun forpligter de rige lande til at begrænse CO2-udledningen.

I de kommende år vil udledningen fra de tidligere ulande, som også Indien og Brasilien hører til, udvikle sig dramatisk. Der er dermed udsigt til, at de nye vækstøkonomier kan pulse løs, mens en lille del af Vesten - anført af EU og klimakommissær Connie Hedegaard - vil gå foran i selvpålagt mådehold.

Totalt set bidrager europæisk eller deleuropæisk enegang positivt, men på ingen måde afgørende i sig selv, til at stoppe den globale opvarmning. En lettelse af menneskehedens klimabelastning bliver ikke fundet i en fælles verdenserkendelse af det nødvendige ansvar, men i de enkelte nationers angst for at blive afskåret fra energi eller at drukne i sod. Og den findes i den teknologiudvikling, der finder sted, når Vestens demokratier aktivt prioriterer sol og vind, og som efterfølgende vil vinde udbredelse på andre af klodens egne, når prisen falder.

For mens Kina ikke vil give sig en tøddel politisk i skyggen af de store baobabber, arbejder stærke, statsstøttede virksomheder i Riget i Midten benhårdt på at udkonkurrere Vesten teknologisk inden for vedvarende energi, som den er tvunget til at efterspørge: logoet fra Goldwind, Dongfang og Electric Sinovel kan komme til at pryde en vindmølle nær dig.

Suntech, JA Solar, Trina og Yingli fra Kina er verdens fire største producenter af traditionelle, men billige solceller, der har oversvømmet det amerikanske marked og udkonkurreret det nationale håb, Solyndra, som på trods af en særlig, avanceret solcelleteknik og amerikansk statsstøtte har kastet håndklædet i ringen.

Så selv om der dermed ikke nåes en politisk enighed om nye klimaaftaler i Durban, arbejder Europas grønne energipolitik og åbne markeder helt automatisk for hele verdens hjælp til klimaet. Men prisen bliver høj i industri og på arbejdspladser, når gårsdagens mellembrede skuldre alene skal bære hele fremtidens læs.

Nogle reagerer ved at sige nej til en grøn indsats ved at anfægte det videnskabelige grundlag. Men videnskabelig forståelse kan ikke nås gennem retlinet erkendelse. Teser formuleres og forkastes. For undervejs kan forklaringer vise sig at være utilstrækkelige, data tvetydige eller fejlbehæftede. Kun langsomt skabes et solidt fundament af sikker viden.

Uanset andelen af menneskelig indflydelse er der enighed om, at klimaet globalt set er under voldsom forandring. Mange steder vil det ændre livsvilkår for mennesker og dyr. Det er en opgave, vi skal løse med grønne initiativer, fordi vi samtidig hjælper os selv til ikke at blive afhængige af andre. Kunsten bliver at gøre det på en måde, hvor Vesten ikke udraderer egne virksomheder.

Hvis Kina og Indien lurepasser ved forhandlingsbordet og lukrerer på vores handlekraft, kommer toldmurene tilbage. Fremover bør COP-møderne holdes i samarbejde med WTO, så der kan etableres balance i store landes rettigheder og pligter, uanset om de er ilande eller ulande.