/forskning

Skak som vikingerne spillede det

En netop åbnet særudstilling på Metropolitan Museum of Art i New York afslører, hvordan skak var en væsentlig kulturbærer for middelalderens Europa.

Klik for at se billedet i stort

Kongen her – set forfra og bagfra – er en af de de berømte skakbrikker fra Isle of Lewis, der nu kan ses på Metropolitan Museum of Art i New York. (Foto: The Trustees of the British Museum)

Klik for at se billedet i stort Klik for at se billedet i stort

Læs også

Af Ryan Smith, søndag 04. dec 2011 kl. 15:00

20 kilometer øst for det skotske fastland ligger øen Isle of Lewis som et sidste dryp af Skotland, inden Nordatlanten for alvor tager fat. Landskabet på Isle of Lewis er en frygtindgydende mundfuld; en afsides egn, hvor vinteren byder på mindre end en times sollys per dag, og som de atlantiske stormvinde omslutter med en sådan kraft, at småfisk bliver blæst ind over land og sågar op på øens højeste punkt, klippen Barra Head, der rejser sig mere end 180 meter over havets overflade.

De dansk-norske vikinger brugte øen flittigt som mellemstation mellem Norge og Irland og som et sidste stop fra Skotland og videre mod Færøerne og Island, men siden 1266, da Skotlands kong Alexander den 3. smed de dansk-norske vikinger på porten, har øens geopolitiske vigtighed været støt aftagende. Som øens nye ejere fandt skotterne nemlig hurtigt ud af, at de intet videre havde at bruge øen til ud over at holde vikingerne ude af deres interessesfære.

Skak førte til virkelig vold

Men selvom vikingerne blev tvunget til at forlade Isle of Lewis, efterlod de en arv, som senere skulle være med til at gøre navnet Isle of Lewis til en del af den almene dannelse. I 1831 gjorde de lokale nemlig et sensationelt fund, som igen satte øen på verdenskortet: I en provisorisk stenskakt, der ellers var visket bort bag en sandbanke, opdagede indbyggerne flere end 70 forskellige skakbrikker.

Brikkerne stammede fra fire forskellige skaksæt, og ingen af de fire sæt var intakte. Dog var de alle udfærdiget i elfenben fra hvalrosstødtænder og tydeligvis produceret af vikinger. Brikkerne er siden blevet kaldt de mest kendte skakbrikker i verden, og netop disse brikker har dannet grundlag for de fortryllede, levende skakbrikker fra 'Harry Potter'-filmene. De små figurer hører til daglig hjemme på British Museum i London, men nu er de skandinaviske brikker hovedattraktionen i en netop åbnet særudstilling på Metropolitan Museum of Art i New York.

»Hver eneste af de brikker er en udsøgt perle inden for den romanske stilarts skulpturkunst,« siger Barbara Boehm, kurator ved Metropolitan Museum of Art, til det amerikanske internetmagasin Slate.

»F.eks. dronningen, der gisper ved synet af slagmarken eller måske udtrykker utilfredshed med kongens strategiske beslutninger. Der er helt klart noget urolighed og angst dér,« siger hun.

Dronningens bekymrede blik er måske ikke tilfældigt: Var man først i nærheden af et par vikinger og et spil skak, var der god grund til at være urolig. Ifølge den islandske 'Olafs Saga' myrdede den norske kong Knud sin modstander, da kongen blev slået i skak. Ligeledes siger legenden om Holger Danske, at Charlemagnes arving slog Holgers søn ihjel ved at banke ham igen og igen med et skakbræt.

Vikingerne var ikke de første

Selvom de norske skakbrikker fra Isle of Lewis i dag er de mest berømte skakbrikker i verden, er de på ingen måde de tidligst kendte: Forløberen for skak stammer oprindeligt fra 500-tallets Indien, hvor løberen var en elefant, indtil europæerne lavede den om til en biskop. Ligeledes var tårnet oprindeligt en mesopotamisk stridsvogn, som siden ændrede form til et belejringstårn, i takt med at skakspillet spredte sig fra den arabiske verden op gennem Sydeuropa.

I det skandinaviske skaksæt fra Isle of Lewis er tårnet imidlertid en bersærker - en svoren blodkriger til Odins ære. Det kunne se ud, som om han mangler underkæben: »Men faktisk bider han ned i toppen af sit skjold, fordi det er det eneste, han kan stille op for at holde sit raseri tilbage, indtil han får ordren til at fare frem i kamp,« siger Barbara Boehm til Slate. Og dermed er der også noget idiosynkratisk skandinavisk kultur over de berømte brikker.

'The Game of Kings - Medieval Ivory Chessmen from the Isle of Lewis', til april 2012, Metropolitan Museum of Art, New York.



04. dec 2011 kl 17:07

Peter Kyllesbeck

Øst for Skotland - mindre end en time

Nu da artiklen bliver gentaget, gentager jeg da også ;-)

Se http://ing.dk/artikel/124628-s...-det

Isle of Lewis ligger ikke øst for men vest for Skotland.
Isle of Lewis ligger på højde med Skagen!
Jeg viste ikke, at Skagen har mindre end en times sollys per dag om vinteren.
(ironi kan forekomme)


04. dec 2011 kl 19:31

Palle Jensen

Sollys

Det er jo heller ikke dagslys der skrives om, Skagen og Bornholm strides vist om, hvem der har flest solskinstimer om året, men på denne årstid har de vist ikke ret mange.


04. dec 2011 kl 20:09

Jan Henrik Wegener

På Dansk

"Charlemagne" er på dansk Karl den Store.


05. dec 2011 kl 03:01

M. Madsen

Nordisk navn?

Jeg kan se at flere navne på øen virker nordiske, nogen der ved hvad øen hed på norsk/dansk?


05. dec 2011 kl 04:16

Michael N. Steen

Re: Nordisk navn?

Lewis (Scottish Gaelic: Leòdhas, pronounced [ http://upload.wikimedia.org/wi....ogg ], also Isle of Lewis)
"The Gaelic name Leòdhas may be derived from Norse Ljoðahús ("song house")" iflg. Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/L...ewis

Både de ydre og indre Hebrider var sammen med øen Man under skiftende nordisk herredømme i vikingetiden og frem til 1200-tallet under det oldnordiske navn Suðreyjar, "De sydlige øer": http://en.wikipedia.org/wiki/K...les.

På Isle of Skye i de indre Hebrider, som jeg tidligere har besøgt, er der også flere stednavne, der selv for et historisk og linguistisk utrænet øre lyder tydeligt nordiske. Selve navnet, Skye, skulle også stamme fra vikingerne p.gr.a. det meget tågede og skyede klima.


05. dec 2011 kl 04:38

M. Madsen

Re: Nordisk navn?

Tak Michael for spændende Info!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.