Fra vinduet i S-toget kan Anne Kongsfelt hver morgen betragte indsatsen af sit arbejde gennem de seneste fem år. To gule borerigge tårner sig 27 meter op i vintermørket ved Svanemøllen Station, og de blåstribede cementblandere drejer monotont rundt på byggepladsen, der en dag skal blive til Nordhavnsvej.

De første spadestik til den nye forbindelsesvej mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavn blev taget i november, og for projektchef Anne Kongsfelt er det daglige kig på pladsen en særlig tilfredstillelse.

»Det føles godt at se, at det går fremad dag for dag,« siger hun.

Vejen dertil har været ujævn. Politiske kampe, ophedet borgerdebat og lange perioder med tomgang i den politiske beslutningsmaskine. Manglen på fremdrift har været en udfordring for projektchefen på Nordhavnsvej. De seneste fem år har bølgerne gået højt i diskussionen om den nye forbindelsesvej. Rigtig højt. Om en boret tunnel eller en såkaldt cut-and-cover-tunnel.

Lokale beboere har talt med store bogstaver om støjgener og trafikale problemer, og københavnske politikere har været oppe at toppes med Christiansborg-politikerne om en eventuel forlængelse af vejtunnelen i form af en østlig ringvej. De afgørende beslutninger har ladet vente på sig, og alt imens har Anne Kongsfelt siddet med sit projektteam i baggrunden og forsøgt at planlægge et projekt, hvor ingen helt vidste, hvordan det skulle se ud, eller hvor pengene skulle komme fra.

»Det har været en udfordring at holde projekteringsarbejdet i gang, når diskussionerne trak ud. Kunsten har været at finde ud af, hvor vi kunne handle, mens vi ventede,« siger hun.

Ved juletid forrige år blev det for alvor svært. Politikerne trak den endelige beslutning ud på grund af manglende finansiering, men skulle vejprojektet stå færdigt som planlagt inden 2015, skulle entreprenørerne hurtigst muligt i gang.

»I over et halvt år vidste vi ikke, om vi var købt eller solgt. Der var en reel trussel for, at vi måtte stoppe projekteringen. Tiden skrumpede, og opgaverne hobede sig op foran mig. Dér begyndte det for alvor at blive stressende,« fortæller Anne Kongsfelt.

Et konkret problem tegnede sig i horisonten: Banedanmark meddelte, at de påkrævede sporspærringer på Kystbanen og Nordbanen, tæt ved Svanemøllen Station, kun kunne foretages i sommeren 2012. Og kunne entreprenørerne ikke være klar til det, måtte de vente helt til sommeren 2014, hvilket i så fald ville forsinke projektet markant.

En alvorlig forhindring for anlægsprocessen, som Anne Kongsfelt imidlertid vendte til en fordel. Hun brugte Banedanmarks deadline som argument over for politikerne. 'En kritisk milepæl', som hun formulerer det:

»Jeg brugte sporspærringerne hæmningsløst for at gøre det helt tydeligt for politikerne, at hvis de ikke traf en afgørelse, så entreprenørerne kunne komme i gang, ville det få store konsekvenser. Som offentlig leder må man skubbe på, så beslutningerne bliver truffet.«

Langtrukne politiske beslutninger er ifølge Anne Kongsfelt et grundvilkår, som den offentlige leder må lære at agere inden for.

»Politiske processer er træge, men bør ikke bruges som undskyldning for ikke at handle,« siger hun.

Selv gik hun i gang med udbudsprocessen, selv om den endelige anlægsbevilling ikke var vedtaget. Skulle de offentlige direktiver overholdes, vidste hun, at processen ville tage tid, og selv om den endelige kontrakt ikke kunne underskrives, var der intet til hinder for at komme i gang med at undersøge for eksempel timepriser, fortæller Anne Kongsfelt og tilføjer:

»Politisk dødvande må ikke stoppe den offentlige leder. Mange er tilbageholdne med at skubbe arbejdsprocessen i gang, før der ligger en endelig politisk beslutning, men holdes arbejdstempoet ikke oppe, risikerer man at miste kostbar tid.«

Kontrakten med rådgiveren var udformet, så det var muligt at arbejde videre, selv om der ikke forelå en endelig politiske beslutning.

Hun har hele tiden forsøgt at være på forkant med den politiske proces; overveje, hvad der kunne komme igennem rent politisk. Blandt andet bad hun bevidst om et beskedent beløb til en borgerhøring tidligt i processen, så projektet kunne startes op, fordi hun vidste, at der ville være gode chancer for et ja.

»Det handler om at bede om det, man kan få ja til af politikerne. Et nej blokerer arbejdsprocessen, så hellere bryde projektopgaverne ned i mindre enheder og tage dem én ad gangen,« siger Anne Kongsfelt.

Kun én gang er projektchefen blevet mødt af et nej i borgerrepræsentationen, der afviste at tage stilling til en forespørgsel om ekspropriation af arealer ved Svanemøllekasernen.

»Der var politikere, der mente, at ved at tage stilling havde de samtidig taget stilling til det endelige vejforslag. Vi skulle have været bedre forberedt på, at der ville blive diskussion om forslaget. Det var irriterende, men vi måtte udskyde noget af arbejdet,« siger hun.

I april 2010 faldt den endelige afgørelse i forhold til Nordhavnsvej: En firesporet vejforbindelse, hvoraf 620 meter ligger i tunnel - en cut-and-cover-tunnel.

En discountløsning ifølge visse kommunale politikere. Og heller ikke Anne Kongsfelt var synderligt begejstret, men som offentlig leder har hun lært at parkere sine præferencer. Der er ikke tid til at hænge med næbbet. Tværtimod. Den endelig politiske afgørelse er startskuddet til de opgaver, der har ligget og ventet.

»Helt egoistisk ville jeg helst have haft en boret tunnel. Det ville have sparet os for en masse bøvl med Forsvaret, Banedanmark, DSB og ikke mindst borgerne, som jo får en masse gener. Men når vi ikke kan få det, vi elsker, lærer vi at elske det, vi får. Vi sidder ikke på hænderne. Der er en deadline, vi skal nå,« siger Anne Kongsfelt.